Carsten Ploug Olsen

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt. Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne. Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU. Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise: Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa. Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræb...

I Vandrer mod Lyset siges det, at vi mennesker skal sky det onde. Men hvordan? Mørket, det onde, er en urkraft med mange udslag og kræfter og det er umuligt at beskrive alle disse forskellige udslag og hvordan vi beskytter os mod det. Men det er muligt at opridse visse generelle måder at håndtere urkraften konstruktivt: Viljen kan i det enkelte menneske beskytte og skærme tanken. Jeg tror det er det Kristus mener, når han i sin tale i Vandrer mod Lyset siger, at vi skal gøre os til herrer over vores tanker. Viljen kan således styrke tankens evne til at frastøde mørkets angreb. Disse angreb kan tage form af urene og forbryderiske tanker, som ifølge Vandrer mod Lyset påvirker de mennesker vi tænker ondt om og flere andre former. Det skal tilføjes at vi ikke kun påvirker hinanden med de onde tanker, men også med de gode. I en mere jordnær fortolkning af denne påvirkning kan andres onde tanker opfattes af mennesker som en mørk og frastødende 'aura' eller udstråling fr...

Fra ukendte dybder og andre dimensioners æter ser Simurghen, som har set alle aldre og derfor har lægedom for alt, mod verden med et blik som en Guds dyb. Mennesker der fornægtedes af deres skabere tog du, Simurgh, i pleje i din rede, og du plukkede en fjer fra dit bryst og gav os den med bud og løfte om at brænde den, når nøden er størst og da komme os til hjælp. Nu kaster jeg fjeren i ilden; og se; straks er den her: Om verden er splittet fordi vi er splittede indeni, eller om vi er splittede indeni fordi verden er splittet og delt og hærget; det ved jeg ikke. Men jeg ved hvad Simurghen hvisker i mørket på kanten af gryet: Nu er mørket tættest men morgenen er nær og kommer. Den uro I føler i hjertet og sindet og den følelse af grunden der skrider under jer uden at I kan finde fodfæste noget sted er Livjatans sidste kramper; Den skriger i dødsangst sit urgamle bud: Del og hersk! Så bror står mod bror og søster mod søster og forældre mod børn og nation mod nation. Sådan l...

Kære børn! Jeg er glad for at så mange er kommet (og flere vil følge) til min fremvisning af billeder fra min ferie og fra forskellige festlige lejligheder. Da tiden for længst er løbet fra lysbilleder og Dias shows vil jeg bede jer blot logge på min profil på Instagram og scrolle nedad i stakken på jeres smartphones. I kender mit brugernavn og password, så lad os komme i gang. Det første billede er taget af Duns Scotus og flere har taget lignende billeder; men se nu: I ser mig som den første og ubevægede bevæger. Og selv om billedet er lidt uskarpt, bliver jeg alligevel lidt bevæget ved at gense det. Ligner det mig virkelig, Scotus? Er jeg virkelig sådan en mystiker eller skyldes de tonede farver lidt Photo Shop? Nå. Det næste er taget af min kære dreng, Plotin, og forestiller materien i uafbrudt emanation fra det uudsigelige Ene. Det vil sige Mig? Nå, kære Plotin, er det virkelig et fotografi eller et maleri du selv har lavet? Det næste er taget af Spinoza og viser mig ...

Hvis Gud er kærlighed.. Med hvilken ret da føre krig i Hans Navn? Med hvilken ret rejser da folk sig mod folk, bror mod bror i Hans Navn? Med hvilken tåbelighed da at indlade sig på endeløse, hadefulde, nerveflænsende diskussioner og gensidige fordømmelser - om kærlighedens natur? Med hvilken ret strides om den ene vej, når kærlighedens veje er mange og forskellig for hvert menneske? Se, mennesker blive klemt i den ene port, når alle porte ved siden af den står åben på vid gab! Se, mennesker der vil tvinge til frihed og kærlighed! Hør deres skænderier, se dem skræve over millioner af døde på vej til den Højeste magt, som de søger at rane, men ingen adkomst har til? Gud og Guds veje er kærlighed og fred og mange og en for hvert menneske. Hvis ikke det var så tragisk kunne det kalde på smilet og den humoristiske sans; den nidkærhed mennesker følger sin egen vej og skænder og brænder den der afviger herfra! Guds nåde og trøste den der ikke går kærlighedens vej!

I mange år gik pilgrimmen ad støvede og stenede veje mod Det forjættede Land. Undervejs samlede han bøger; religiøse, videnskabelige, filosofiske og helt opdigtede historier. Og han talte med vise og enfoldige mennesker og levede med dem for en tid; men så bød hans rastløse og urolige sind og hjerte ham at haste videre. Og vejen var lang og stenet og støvet. Og han fandt ikke den fred han søgte. Så endelig en dag nåede han rejsens mål. Et mægtigt palads kronede den hellige by i det hellige land. Og han gik med øjne der var blindede af solens ild og vejens støv hen til porten og bankede på. Straks åbnede husets Herre for ham. Herren sagde: Min søn, vær velkommen! Længe har jeg ventet dig og set mod horisonten om du dog ikke snart ville være her. Og nu er du kommet! Træd ind, men efterlad din byrde udenfor. Den har du ikke brug for her! Det eneste fornødne her er det du bærer og som banker i dit bryst, det der giver dig livet ved Mig! Og pilgrimmen efterlod sækken med bøger...

De skygger vi kaster på hinanden risikerer at blive til virkelighed Til flygtningekrisen og migrationen til de vestlige samfund er knyttet en undergangsfortælling. Det hedder sig at tilstrømningen af mennesker fra andre dele af verden truer vores samfunds sammenhængskraft og eksistens. Derved aktiveres de voldsomme kræfter der er indeholdt i selvopretholdelsesdriften og når dette er tilfældet for et helt folk eller civilisation kan konsekvenserne blive fatale. Men er vi egentlig truet på vores eksistens? Eller skulle man hellere sige, at tilstrømningen til det aldrende Europa og Vesten rummer en mulighed for at revitalisere vores samfund gennem nyt blod, nye ideer og andre måder at gøre tingene på og organisere os? Hvem siger at vi i Vesten har fundet de vises sten og at alt fremmed er skidt og uden værdi? Vil dette ikke få vores samfund til at stivne og til sidst dø? Er stagnationen og den manglende åbenhed ikke den egentlige trussel? Det populære svar; en tåbelig dvælen ...