Gå videre til hovedindholdet

Marxisme og liberalisme

- Karl Marx (1818-1883) beskrev (Das Kapital) mennesket som det burde være, Adam Smith (1723-1790) beskrev (Wealth of Nations) mennesket som det er.

Er dette en rigtig tanke? Eller er der tale om to potentielt lige destruktive politiske systemer eller tankegange?

Jeg tror, at det er rigtigt at sige, at på bunden af både den marxistiske og den liberalistiske analyse ligger spørgsmålet om ejendomsretten. I marxismen hævdes det at den private ejendomsret bør afskaffes, ja at historien selv som følge af klassekamp, det at nogle (få) ejer det meste og at andre (mange) ejer lidt, automatisk vil føre til afskaffelsen af den private ejendomsret. De mange vil nødvendigvis med magt fratage de få deres privilegier og ejendom og overføre den til gruppen (samfundet) (den dialektiske materialisme).

Omvendt hævder Smith med begrebet "den usynlige hånd" at idet mennesker søger deres eget bedste og følger deres egne mål, vil summen af deres bestræbelser nødvendigvis også føre til det fælles bedste (samfundets bedste).

Hvis jeg har forstået liberalismen korrekt, danner Smith´ s synspunkt det modsatte af Marx´: ikke gruppen (samfundet) men den enkelte bør eje alt.

Marx´ opgør med den private ejendomsret kan siges at være destruktiv og med nødvendighed fører til Gulag og fangelejre for politiske modstandere (diktatur). For ved at fratage mennesker (individer) retten til at eje fratager man også respekten for det enkelte individ og dets fornødenheder. Hvis gruppen (samfundet) er alt ("al magt til folket") og individet er intet, kan man gøre med individerne som man har lyst til; slå dem ihjel, internere dem osv.

Omvendt fører den uindskrænkede private ejendomsret (liberalisme i sin rene form eller ultraliberalisme; ikke nødvendigvis som Smith formulerede det) til en manglende respekt og omsorg for gruppen (samfundet) hvilket i sin rene form strider mod selve ideen med et samfund.

Der er altså måske i begge tilfælde tale om et enten-eller og ikke et både-og, hvilket gør dem potentielt lige destruktive.

Den ene ideologi - den marxistiske - nedbryder individet (mennesket, individet uden rettigheder), den anden - den liberalistiske - nedbryder samfundet (gruppen, samfundet uden rettigheder).

Skulle man forsøge med et alternativ, der både tilgodeser individ og gruppe (ingen af dem tilskrives al ret, ejendom og magt men deler disse ting) kunne man - måske lidt polemisk - pege på den socialdemokratiske samfundsmodel.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst