Gå videre til hovedindholdet

Det glædelige og det gode budskab

Som alle ved eller burde vide - siger jeg og indføjer straks, at Gud - ikke mennesker - er min dommer - så har den storkæftende Menneskesøn en god og en dårlig nyhed;

Den gode nyhed - midt i al brokket over os gudsjammerlige og elendige og vantro mennesker - er, at han er død og opstanden for vores skyld. Den dårlige nyhed er, at hvis ikke vi tror på dét, så kan vi passende tilbringe evigheden i lidelser og rædsler og med at fundere over, hvorfor vi dog ikke lyttede til Sønnen - dette guddommelige pindsvin - mens tid var.

Som mange ved, så har vi ikke kun det ene brev fra evigheden. Vi har mange. Således er der også bragt os et af overbringeren af et godt budskab og den tydelige advarer. Det gode ved dette brev, ved dette budskab er, at hvis vi underkaster os, er der ingen ende på de lyksaligheder der venter os i evigheden. Advarslen gælder dem, der ikke vil underkaste sig den Almægtige tyran. Dem vil det - som det fremgår med al ønskelig tydelighed - gå ilde. Læs selv brevet.

Så hvad har vi? To breve - blandt mange - med det til fælles at Afsenderen virker en del satanisk og lettere forvirret med alle sine trusler og hang til vold og mystik.

Har vi andet? Vi har et brev, som tegner et helt andet billede af det evige og et helt andet billede af vores Oprindelse: Et lyst og skønt Kosmos og Lysets og kærlighedens Almagt som taler mildt og kærligt og uden trusler. Som drager os hjem, som spørger os, som søger at vække os af vores store Glemsel, som ikke straffer og intimiderer os men tilgiver os når vi fejler, som holder hånden under os når vi vakler, som bærer os når livet bliver ubærligt.

Hvem skal vi lytte til?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst