Gå videre til hovedindholdet

Det glædelige og det gode budskab

Som alle ved eller burde vide - siger jeg og indføjer straks, at Gud - ikke mennesker - er min dommer - så har den storkæftende Menneskesøn en god og en dårlig nyhed;

Den gode nyhed - midt i al brokket over os gudsjammerlige og elendige og vantro mennesker - er, at han er død og opstanden for vores skyld. Den dårlige nyhed er, at hvis ikke vi tror på dét, så kan vi passende tilbringe evigheden i lidelser og rædsler og med at fundere over, hvorfor vi dog ikke lyttede til Sønnen - dette guddommelige pindsvin - mens tid var.

Som mange ved, så har vi ikke kun det ene brev fra evigheden. Vi har mange. Således er der også bragt os et af overbringeren af et godt budskab og den tydelige advarer. Det gode ved dette brev, ved dette budskab er, at hvis vi underkaster os, er der ingen ende på de lyksaligheder der venter os i evigheden. Advarslen gælder dem, der ikke vil underkaste sig den Almægtige tyran. Dem vil det - som det fremgår med al ønskelig tydelighed - gå ilde. Læs selv brevet.

Så hvad har vi? To breve - blandt mange - med det til fælles at Afsenderen virker en del satanisk og lettere forvirret med alle sine trusler og hang til vold og mystik.

Har vi andet? Vi har et brev, som tegner et helt andet billede af det evige og et helt andet billede af vores Oprindelse: Et lyst og skønt Kosmos og Lysets og kærlighedens Almagt som taler mildt og kærligt og uden trusler. Som drager os hjem, som spørger os, som søger at vække os af vores store Glemsel, som ikke straffer og intimiderer os men tilgiver os når vi fejler, som holder hånden under os når vi vakler, som bærer os når livet bliver ubærligt.

Hvem skal vi lytte til?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...