Skizofreni i litteraturen

Når man som jeg lider af en alvorlig sindslidelse, skizofreni, og har gjort det i mange år, kan det undertiden lindre lidelsen at møde mennesker i samme situation eller læse litteratur som beskriver lidelsen.

Jeg har altid læst meget, og har lagt mærke til forskellige skønlitterære beskrivelser af nogle af de meget pinagtige symptomer som for mig ledsager skizofrenien. Jeg vil her kort nævne nogle af de beskrivelser jeg er stødt på. Måske kan det også for andre med denne sygdom vise, at vi ikke er alene på de smertelige veje vi betræder.

De første jeg kommer til at tænke på er to græske myter; den om Ikaros og den om Sisyfos.

Myten om Ikaros handler om denne figur, der flyver for tæt på Solen og brænder sine vinger, hvorefter han styrter i havet. Udover de mulige religiøse konnotationer (syndefaldsmyten; mennesket der i overmod vil være som Gud og efterfølgende bliver forvist fra Paradis) kan denne myte siges at beskrive det overmod, det hovmod eller storhedsvanvid som vist desværre er almindeligt for skizofrene. Myten beskriver overmodet og det smertelige fald, der følger.

Dernæst myten om Sisyfos. Denne myte handler om kong Sisyfos, der dømmes til at rulle en stor sten op ad en stejl bjergskråning, og når han når toppen, ruller stenen ned, og så må han starte forfra osv.

Denne myte beskriver på en måde den forbandelse det er, at føle sig tæt på forløsningen, hvorefter lidelsen starter forfra igen og igen. Sådan tænker jeg mig lidelsen for mange i min situation; sådan oplever jeg det i hvert fald. En opslidende kamp for fred og forløsning og fortvivlelsen når det hele starter forfra og forfra i en uendelighed. Det er ikke en opløftende myte og denne tolkning trøster måske ikke umiddelbart; men den viser at andre har gået denne vej før, og at vi ikke er alene.

Det næste jeg tænker på er en beskrivelse i Dostojevskijs, Dobbeltgængeren, som kan siges at beskrive den ekstreme lidelse i den akutte psykose, som mange skizofrene oplever, nemlig i den passage, hvor hovedpersonen langsomt og smerteligt er ved at falde fra hinanden, og hvor sengen han søger hvile i er som fyldt med stive svinebørster. Han finder ingen ro. Dette genkender jeg fra flere af mine egne psykoser.

I 1001 nats eventyr hedder en historie, Historien om den halvt forstenede konge, (bind 1 i Ellen Wulffs oversættelse fra 2013). Hovedpersonen i denne historie er en konge, der sidder helt alene i sit palads og er lam og forstenet fra hoften og ned, og derudover er iklædt en skjorte, der er blød udenpå men ru og stikkende på den side, der vender ind mod hans krop. Denne følelse kender jeg alt for godt fra mit daglige liv, og er så at sige min "normale" livsfølelse.

Derudover er der i 1001 nat mange historier om ulykkelig kærlighed, hvor de elskende bliver skilt, og efterfølgende rives op indefra af sorg og smerte - noget jeg genkender fra min egen sygdoms begyndelse. Andre har været her og oplevet den sjælsødelæggende sorg.

Generelt er temaet ulykkelig kærlighed meget stærkt tilstede i skønlitteraturen (fx også i Johannes V. Jensens, Kongens Fald, hvor en biperson (jeg har lige glemt navnet) er blevet vanvittig af ulykkelig kærlighed.)

Til sidst vil jeg nævne den danske forfatter, Hans Kjeldberg, der beskriver skizofrenien indefra. Også hans bøger kan anbefales til mennesker der lider af skizofreni eller bare vil vide lidt om denne sygdom.

Livet kan være så usigelig smertefuldt og fuld af lidelse; men af og til ser man og forstår, at vi ikke er alene i lidelsen. Andre har gået vejene, og måske kan det trøste og give mod. Andre har været de samme steder, og har beskrevet nogle ekstremer i den menneskelige bevidsthed. Det er ikke sikkert det hjælper at læse disse beskrivelser; men om ikke andet kan det fortælle os, at ingen er alene, heller ikke i den yderste indre nød og lidelse.