Gå videre til hovedindholdet

Kristendommen (og islam) og helvede

Set på en vis måde kan det siges, at forestillingen om helvede er kernen i kristendommen (og islam). Tanken er følgende:

Mennesket faldt engang i tidernes morgen (syndefaldet). Men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor en frelser (Kristus/Muhammed). De mennesker der tror (på Kristus eller på Muhammeds budskab) frelses, mens de, der ikke tror, fortabes.

Men hvis helvede ikke eksisterer, mister også tanken om frelsen og frelseren sin mening og kristendommen og islam falder endegyldigt. Hvis fortabelsen og tanken om helvede er forkert, har vi ikke brug for en frelser (Kristus eller Muhammed); dvs hvis tanken om helvede fjernes fra kristendommen (og islam) mister disse to religioner deres mening, og derfor kan man sige, at tanken om helvede er kernen i de to religioner.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er netop dette tilfældet; helvede - siges det her - eksisterer ikke (mere), og kristendommen (og islam) giver et fortegnet og forkert billede af Gud (og Kristus/Muhammed) og af os mennesker for den sags skyld.

Ingen skal fortabes, siger VmL, og det var ikke mennesket, der faldt engang i tidernes morgen, men derimod de Ældste (deriblandt Ardor (den Ældste, Satan)).

Gud er alkærlig - siges det i VmL - og ingen kan nogensinde falde udenfor hans kærligheds rækkevidde - heller ikke Ardor (Satan).

I tidligere tider var tanken om helvede og fortabelsen stærkt tilstede i menneskers tanke og sind. Men jeg fornemmer en vis nyorientering og selvbesindelse i de to religioner, kristendommen og islam. Således er det mit indtryk, at fx mange kristne har bevæget sig væk fra de gamle angstforestillinger om helvede og djævelen og bekender sig til en mere lys (og sand) forestilling om Gud og Kristus.

Vægten lægges mere og mere på kærligheden - Guds og menneskers kærlighed - og mindre og mindre på tankerne om skyld og synd og fordømmelse og fortabelse.

Næste logiske skridt er at fjerne "den guddommelige fordømmelse" helt fra alle religioner - hvorefter de helt mister deres mening (kerne), og mennesker kan begynde bedre at forstå Gud som den alle elskende og ingen fordømmende trygge, varme og nære Gud og Fader.

(Note: Jeg ved ikke, om det er helt korrekt at kalde Muhammed (i islamisk forståelse) for en frelser. Han omtales flere steder i koranen som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". Men det han advarer mod er fortabelsen og "det gode budskab" er løftet om frelse for dem, der tror. Sikkert er det dog, at hvis det han advarer mod ikke findes - helvede og fortabelsen - mister også islam sin mening)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

carstenplougolsen.com

Som man nok har bemærket, har jeg ikke bragt nye tekster en tid på denne blog. Jeg henviser interesserede i mit litterære virke til carstenplougolsen.com hvor man både vil finde en blog med kortere tekster og en side med længere. Derudover er det via denne adresse muligt at købe trykte bøger med udvalg af tekster fra forfatterskabet, som jeg har navngivet Højtryk.