Set på en vis måde kan det siges, at forestillingen om helvede er kernen i kristendommen (og islam). Tanken er følgende:
Mennesket faldt engang i tidernes morgen (syndefaldet). Men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor en frelser (Kristus/Muhammed). De mennesker der tror (på Kristus eller på Muhammeds budskab) frelses, mens de, der ikke tror, fortabes.
Men hvis helvede ikke eksisterer, mister også tanken om frelsen og frelseren sin mening og kristendommen og islam falder endegyldigt. Hvis fortabelsen og tanken om helvede er forkert, har vi ikke brug for en frelser (Kristus eller Muhammed); dvs hvis tanken om helvede fjernes fra kristendommen (og islam) mister disse to religioner deres mening, og derfor kan man sige, at tanken om helvede er kernen i de to religioner.
Hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er netop dette tilfældet; helvede - siges det her - eksisterer ikke (mere), og kristendommen (og islam) giver et fortegnet og forkert billede af Gud (og Kristus/Muhammed) og af os mennesker for den sags skyld.
Ingen skal fortabes, siger VmL, og det var ikke mennesket, der faldt engang i tidernes morgen, men derimod de Ældste (deriblandt Ardor (den Ældste, Satan)).
Gud er alkærlig - siges det i VmL - og ingen kan nogensinde falde udenfor hans kærligheds rækkevidde - heller ikke Ardor (Satan).
I tidligere tider var tanken om helvede og fortabelsen stærkt tilstede i menneskers tanke og sind. Men jeg fornemmer en vis nyorientering og selvbesindelse i de to religioner, kristendommen og islam. Således er det mit indtryk, at fx mange kristne har bevæget sig væk fra de gamle angstforestillinger om helvede og djævelen og bekender sig til en mere lys (og sand) forestilling om Gud og Kristus.
Vægten lægges mere og mere på kærligheden - Guds og menneskers kærlighed - og mindre og mindre på tankerne om skyld og synd og fordømmelse og fortabelse.
Næste logiske skridt er at fjerne "den guddommelige fordømmelse" helt fra alle religioner - hvorefter de helt mister deres mening (kerne), og mennesker kan begynde bedre at forstå Gud som den alle elskende og ingen fordømmende trygge, varme og nære Gud og Fader.
(Note: Jeg ved ikke, om det er helt korrekt at kalde Muhammed (i islamisk forståelse) for en frelser. Han omtales flere steder i koranen som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". Men det han advarer mod er fortabelsen og "det gode budskab" er løftet om frelse for dem, der tror. Sikkert er det dog, at hvis det han advarer mod ikke findes - helvede og fortabelsen - mister også islam sin mening)
Mennesket faldt engang i tidernes morgen (syndefaldet). Men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor en frelser (Kristus/Muhammed). De mennesker der tror (på Kristus eller på Muhammeds budskab) frelses, mens de, der ikke tror, fortabes.
Men hvis helvede ikke eksisterer, mister også tanken om frelsen og frelseren sin mening og kristendommen og islam falder endegyldigt. Hvis fortabelsen og tanken om helvede er forkert, har vi ikke brug for en frelser (Kristus eller Muhammed); dvs hvis tanken om helvede fjernes fra kristendommen (og islam) mister disse to religioner deres mening, og derfor kan man sige, at tanken om helvede er kernen i de to religioner.
Hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er netop dette tilfældet; helvede - siges det her - eksisterer ikke (mere), og kristendommen (og islam) giver et fortegnet og forkert billede af Gud (og Kristus/Muhammed) og af os mennesker for den sags skyld.
Ingen skal fortabes, siger VmL, og det var ikke mennesket, der faldt engang i tidernes morgen, men derimod de Ældste (deriblandt Ardor (den Ældste, Satan)).
Gud er alkærlig - siges det i VmL - og ingen kan nogensinde falde udenfor hans kærligheds rækkevidde - heller ikke Ardor (Satan).
I tidligere tider var tanken om helvede og fortabelsen stærkt tilstede i menneskers tanke og sind. Men jeg fornemmer en vis nyorientering og selvbesindelse i de to religioner, kristendommen og islam. Således er det mit indtryk, at fx mange kristne har bevæget sig væk fra de gamle angstforestillinger om helvede og djævelen og bekender sig til en mere lys (og sand) forestilling om Gud og Kristus.
Vægten lægges mere og mere på kærligheden - Guds og menneskers kærlighed - og mindre og mindre på tankerne om skyld og synd og fordømmelse og fortabelse.
Næste logiske skridt er at fjerne "den guddommelige fordømmelse" helt fra alle religioner - hvorefter de helt mister deres mening (kerne), og mennesker kan begynde bedre at forstå Gud som den alle elskende og ingen fordømmende trygge, varme og nære Gud og Fader.
(Note: Jeg ved ikke, om det er helt korrekt at kalde Muhammed (i islamisk forståelse) for en frelser. Han omtales flere steder i koranen som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". Men det han advarer mod er fortabelsen og "det gode budskab" er løftet om frelse for dem, der tror. Sikkert er det dog, at hvis det han advarer mod ikke findes - helvede og fortabelsen - mister også islam sin mening)
Kommentarer
Send en kommentar