Gå videre til hovedindholdet

Bør religiøs autoritet primært tillægges personen eller argumentet

I både kristendommen og islam knytter begrebet autoritet sig nært til de personer, der optræder i disse religioners hellige skrifter. Fx modtager Abraham, Moses, David og Muhammed en del åbenbaringer fra Gud, der i sidste ende betragtes som den højeste autoritet.

Måske er det derfor, at fx islam gør så meget ud af at føre kilderne tilbage til enten Muhammed eller i sidste ende Gud (gennem de såkaldte isnader (overleveringskæder)).

Men spørgsmålet er: Hvad har størst autoritet: Person (fx Gud) eller argument?

Det er mit indtryk, at i de gængse religioner (fx kristendom og islam) har man traditionelt vægtet personen højere end argumentet mht autoritet. Og at når argumentet bliver svagt, og autoriteten helt og holdent tillægges personen (fx Gud når han kræver absolut lydighed; fx i beretningen om Abraham og Isak; Abraham pålægges af Gud at ofre Isak), så begynder truslerne (fx om fortabelse) - hvilket næppe kan forenes med billedet af Gud som det Højeste Væsen - dvs lysets og kærlighedens Almagt.

Ved at vægte personen højere end argumentet hylles Gud ind i en mystik, som måske ikke er hensigtsmæssig. Og de mange steder uforståelige bud (eller rettere krav) og alle de steder i bibelen og koranen hvor Gud kræver blind tro og lydighed, peger snarere i retning af tyranni (blind tro og lydighed under trusler om (evig) straf) end i retning af kærlighed og frihed og tryghed.

Er "Gud" fx en ufejlbarlig autoritet som bør respekteres og adlydes, når han angiveligt udvælger et bestemt folk og giver dem et bestemt land (på bekostning af andre), eller når han udvælger en bestemt gruppe mennesker (fx kristne eller muslimer), og lader disse føre krig og øve vold mod andre mennesker (en slags guddommelig "dem og os"-tankegang), eller når han angiveligt udvælger nogle til evig lyksalighed mens han dømmer andre til evige lidelser? Er dette foreneligt med billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt, det Højeste Væsen? Er disse udsagn og handlinger, der tillægges Gud legitime og sandfærdige? Det synes sikkert at hævde, at meget af det, der af mennesker gennem de hellige skrifter tillægges Gud, intet har med Gud at gøre.

Det kan naturligvis tænkes, at jeg tager fejl, og at det billede som "Vandrer mod Lyset!" tegner af Gud - den altfavnende Almægtige Lysets og kærlighedens Guddom, der ikke fordømmer nogen, men drager alle til sig i kærlighed uanset tro eller mangel på tro - er forkert, og at Han virkelig udvælger og fordømmer som Han har lyst og magt til; men i så fald vil den retfærdige dom over Gud lyde: at Han ikke er det højest tænkelige Væsen, at Han er en tyran, at Han ikke er kærlighedens højeste Magt, at Han ikke er en Gud vi kan elske og være trygge ved, men en tvetydig skikkelse, at han er en Gud, for hvem vi må nære frygt og bæven.

Det synes sikkert at hævde, at menneskenes billede af Gud sådan som det er formuleret og overleveret i de gængse hellige tekster langt fra er entydigt. Således kan fx den Gud, der hærger egypterne med bylder og græshopper og omdanner Nilens vand til blod næppe være den samme som den Gud, der siger: "Du skal elske din næste som dig selv." (3. Mos. 19, 18).

Det er klart, at intet menneske fuldt ud kan forstå Gud; men at Gud skulle være totalt uforståelig og paradoksal i sin natur er tvivlsomt. Det kunne jo fx tænkes, at Gud siger og gør som Han gør ud fra kærlighed - ønsket om at alle Hans skabninger skal være lykkelige.

Jeg vil gerne understrege, at det jeg her taler om primært angår de kristne og islamiske grundtekster (bibelen og koranen) og ikke nødvendigvis alle kristne eller alle muslimer, hvoraf mange kan have en ren og ophøjet forestilling om vor ånds Skaber.

Det jeg prøver at sige er, at når autoriteten primært tillægges personen (fx Gud) og ikke argumentet, når udsagnene altså med andre ord ikke kan (eller må) efterprøves og evt korrigeres på grund af en påstået "hellighed", så er der frit spillerum for menneskeligt magtmisbrug og ugerninger - i Guds navn - hvilket (religions-)historien er så rig på (fx korstog, inkvisitionen, "hellig krig" osv osv.)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst