Som jeg har forsøgt at argumentere for tidligere, så må - hvis Gud eksisterer og Han er det Højeste Væsen - Gud være den Ene Alvidende, Alkærlige og Almægtige, Lysets og Kærlighedens Gud og Fader. Tanken bygger på den simple antagelse, at lys og kærlighed er de højeste værdier i livet, hvorfor det Højeste Væsen naturligt må være disse højeste værdiers repræsentant og behersker i fuldkommen grad. Gud er altså den Ene Fuldkomne.
Hvis dette er rigtigt, kan det være interessant at se, hvilke religiøse grundtekster, der bedst afspejler denne tanke, og dermed kommer sandheden nærmest. Med det samme må - som jeg også før har forsøgt at argumentere for - det udelukkes, at nogen religiøs tekst kan give a l sandhed; dette følger logisk nødvendigt af den tanke, at Gud som den Ene ved alt, hvorfor Han ikke kan åbenbare a l sandhed for mennesker.
Men hvilken religiøs grundtekst afspejler altså bedst den tanke, at Gud er den Ene fuldkomne, Lysets og Kærlighedens Alvidende Almagt? Hvor står det Guddommelige ideal, Gudsbilledet, højest?
Jeg vil koncentrere undersøgelsen om de tre religiøse grundtekster, bibelen, koranen og "Vandrer mod Lyset!"
Bibelen: I Det gamle Testamente tror jeg, at det er retfærdigt at sige, at Gud først og fremmest kendetegnes ved sin magt og ikke så meget ved sin kærlighed. I Mosebøgerne sender Han fx adskillige plager over det egyptiske folk, Han kræver dødsstraf for en del forsyndelser, Han kræver under trusler blind tro og underkastelse, Han udsletter Sodoma og Gomorra; kort sagt; Han er en vredens og hævnens Gud, ikke Lysets og Kærlighedens Almagt.
I Det nye Testamente kan dette forhold til dels siges at ændres. Jesus forkynder her Gud som kærlighedens og tilgivelsens Gud, men stadig under trusler og krav om blind tro. Det siges, at hvis ikke man tror, hvis ikke man underkaster sig, går man evigt fortabt og skal lide evigt i helvede. Dermed bliver igen tanken om Gud som Lysets og Kærlighedens Almagt tvivlsom, hvis bibelen taler sandt.
Koranen: Den islamiske grundtekst er så fuld af trusler og guddommelig fordømmelse af fx de vantro, trusler om evig straf i helvede for alle der ikke vil bøje (underkaste) sig, at tanken om at Gud her skulle være Lysets og Kærlighedens Almagt er absurd. Dette uagtet af hver Sura indledes med ordene; "I den nådige og barmhjertige Guds navn". Barmhjertig, ja, nådig nej, hvis Gud er Lysets Gud. En tyran er nådig, ikke en kærlig personlighed.
"Vandrer mod Lyset!": Efter min opfattelse er der simpelthen i n t e t i denne tekst, der modsiger grundtesen om Gud som Lysets og Kærlighedens Almagt. Det hævdes her, at Gud elsker a l l e og at i n g e n skal fortabes, at Paradis er for a l l e. Det hævdes, at Gud hører og bønhører enhver oprigtig bøn om hjælp til at overvinde livets vanskeligheder, uanset tro og overbevisning, at tro for Gud ikke er det afgørende, men derimod vores evne og vilje til at elske, alt sammen uden nogen form for trusler.
Derfor tror jeg, at det er retfærdigt at sige, at "Vandrer mod Lyset!" er den religiøse grundtekst af de her medtagne, hvor det Guddommelige Ideal, Gudsbilledet, står højest, og dermed bringer mest sandhed. Ikke a l sandhed, men da der intet i den er, der efter min opfattelse strider mod tanken om Gud som det Højeste Væsen, indbegrebet af a l lys og kærlighed og fred, så er det, der meddeles i dette værk sandt.
Som man ser medtager jeg her kun selve de religiøse grundtekster og ikke de forskellige tolkninger, der gennem tiden er foretaget af dem. Det er mit indtryk, at der både i den kristne og den islamiske verden er reformbevægelser i gang, som i hvert fald delvis søger at rense opfattelsen af det guddommelige og bringe et renere, mere ophøjet, et lysere og mere sandt billede af Gud.
Fx har man efter hvad jeg ved i den Anglikanske Kirke i England (Church of England) droppet troen på helvede, og den iransk-amerikanske islamforsker, Reza Aslan, tolker i bogen, "Kun én Gud", den voldsomme islamiske terrorbølge som verden oplever i disse år primært som vendt mod liberale muslimer, der søger at reformere islam.
Hvis disse reformbevægelser skal lykkes - dvs bringe et lysere og mere sandt billede af Gud - må det nødvendigvis samtidig være en bevægelse væk fra grundteksterne (bibelen og koranen), der indiskutabelt er fyldt med tanker om "guddommelig vrede og dom og (evig) straf", tanker om at man skal frygte Gud osv.
Man kunne udvide undersøgelsen til også at omfatte fx hinduisme og buddhisme, men jeg ved personligt for lidt om disse religioner til at kunne udtale en kvalificeret kritik og vurdering af dem.
Hvis dette er rigtigt, kan det være interessant at se, hvilke religiøse grundtekster, der bedst afspejler denne tanke, og dermed kommer sandheden nærmest. Med det samme må - som jeg også før har forsøgt at argumentere for - det udelukkes, at nogen religiøs tekst kan give a l sandhed; dette følger logisk nødvendigt af den tanke, at Gud som den Ene ved alt, hvorfor Han ikke kan åbenbare a l sandhed for mennesker.
Men hvilken religiøs grundtekst afspejler altså bedst den tanke, at Gud er den Ene fuldkomne, Lysets og Kærlighedens Alvidende Almagt? Hvor står det Guddommelige ideal, Gudsbilledet, højest?
Jeg vil koncentrere undersøgelsen om de tre religiøse grundtekster, bibelen, koranen og "Vandrer mod Lyset!"
Bibelen: I Det gamle Testamente tror jeg, at det er retfærdigt at sige, at Gud først og fremmest kendetegnes ved sin magt og ikke så meget ved sin kærlighed. I Mosebøgerne sender Han fx adskillige plager over det egyptiske folk, Han kræver dødsstraf for en del forsyndelser, Han kræver under trusler blind tro og underkastelse, Han udsletter Sodoma og Gomorra; kort sagt; Han er en vredens og hævnens Gud, ikke Lysets og Kærlighedens Almagt.
I Det nye Testamente kan dette forhold til dels siges at ændres. Jesus forkynder her Gud som kærlighedens og tilgivelsens Gud, men stadig under trusler og krav om blind tro. Det siges, at hvis ikke man tror, hvis ikke man underkaster sig, går man evigt fortabt og skal lide evigt i helvede. Dermed bliver igen tanken om Gud som Lysets og Kærlighedens Almagt tvivlsom, hvis bibelen taler sandt.
Koranen: Den islamiske grundtekst er så fuld af trusler og guddommelig fordømmelse af fx de vantro, trusler om evig straf i helvede for alle der ikke vil bøje (underkaste) sig, at tanken om at Gud her skulle være Lysets og Kærlighedens Almagt er absurd. Dette uagtet af hver Sura indledes med ordene; "I den nådige og barmhjertige Guds navn". Barmhjertig, ja, nådig nej, hvis Gud er Lysets Gud. En tyran er nådig, ikke en kærlig personlighed.
"Vandrer mod Lyset!": Efter min opfattelse er der simpelthen i n t e t i denne tekst, der modsiger grundtesen om Gud som Lysets og Kærlighedens Almagt. Det hævdes her, at Gud elsker a l l e og at i n g e n skal fortabes, at Paradis er for a l l e. Det hævdes, at Gud hører og bønhører enhver oprigtig bøn om hjælp til at overvinde livets vanskeligheder, uanset tro og overbevisning, at tro for Gud ikke er det afgørende, men derimod vores evne og vilje til at elske, alt sammen uden nogen form for trusler.
Derfor tror jeg, at det er retfærdigt at sige, at "Vandrer mod Lyset!" er den religiøse grundtekst af de her medtagne, hvor det Guddommelige Ideal, Gudsbilledet, står højest, og dermed bringer mest sandhed. Ikke a l sandhed, men da der intet i den er, der efter min opfattelse strider mod tanken om Gud som det Højeste Væsen, indbegrebet af a l lys og kærlighed og fred, så er det, der meddeles i dette værk sandt.
Som man ser medtager jeg her kun selve de religiøse grundtekster og ikke de forskellige tolkninger, der gennem tiden er foretaget af dem. Det er mit indtryk, at der både i den kristne og den islamiske verden er reformbevægelser i gang, som i hvert fald delvis søger at rense opfattelsen af det guddommelige og bringe et renere, mere ophøjet, et lysere og mere sandt billede af Gud.
Fx har man efter hvad jeg ved i den Anglikanske Kirke i England (Church of England) droppet troen på helvede, og den iransk-amerikanske islamforsker, Reza Aslan, tolker i bogen, "Kun én Gud", den voldsomme islamiske terrorbølge som verden oplever i disse år primært som vendt mod liberale muslimer, der søger at reformere islam.
Hvis disse reformbevægelser skal lykkes - dvs bringe et lysere og mere sandt billede af Gud - må det nødvendigvis samtidig være en bevægelse væk fra grundteksterne (bibelen og koranen), der indiskutabelt er fyldt med tanker om "guddommelig vrede og dom og (evig) straf", tanker om at man skal frygte Gud osv.
Man kunne udvide undersøgelsen til også at omfatte fx hinduisme og buddhisme, men jeg ved personligt for lidt om disse religioner til at kunne udtale en kvalificeret kritik og vurdering af dem.
Kommentarer
Send en kommentar