Gå videre til hovedindholdet

Begrebet tros betydning for frelse og fortabelse i kristendom og islam

Under antagelse af at Gud eksisterer og er kærlig, ansvarlig og retfærdig vil jeg her undersøge begrebet tros betydning for frelse og fortabelse i kristendom og islam. I begge disse religioner er tanken om frelse og fortabelsen således især knyttet til begrebet tro.

Men først nogle grundlæggende spørgsmål:

Kan et endeligt væsen (mennesket) begå en uendelig synd, og dermed pådrage sig en uendelig straf (fortabelsen; evige lidelser i helvede)?

Kan en forkert troende, en vantro, i kraft af sin vantro (evt ikke-tro) siges at begå en uendelig synd, og at hans eller hendes evige straf derfor er retfærdig?

Bliver et endeligt væsens (menneskets) synd mod et uendeligt Væsen (Gud), fx ved ikke at tro eller tro forkert (vantro), uendelig og straffen derfor også uendelig (fortabelse)? Bliver synden uendelig fordi den begås mod et uendeligt Væsen?

Kan et menneske ved egen kraft komme til den rette tro, eller afhænger dette af Gud?

Hvis trosspørgsmålet, det om et menneske kommer til den rette tro, kun afhænger af Gud og ikke af det enkelte menneske (Koranen: "Gud vejleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil"; den kristne tanke om forudbestemmelse (Augustin) eller om Guds nåde), og den formodede uendelige synd (vantroen eller ikke-troen) derfor ikke begås af mennesket - mennesket kan ikke være ansvarligt og stilles til regnskab for noget det ikke begår eller er herre over - kan Gud ikke siges at være retfærdig, da det så i sidste ende er Ham, der begår den uendelige synd, hvilket er indlysende meningsløst; at Gud dermed via mennesket begår en uendelig synd mod sig selv.

Derfor kan det oprindelige spørgsmål - kan mennesket begå en uendelig synd mod Gud ved at tro forkert (vantro eller ikke-tro) besvares med et nej, hvis man hævder, at Gud giver os tro eller ikke-tro (vantro), og at vi intet selv kan gøre dertil (jf den kristne og islamiske tanke om Guds nåde).

Hvis trosspørgsmålet henlægges til os mennesker, hvis vi selv afgør, om vi kommer til den rette tro, og denne tro stadig er afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse) er det særdeles uforståeligt, at der så ikke findes en entydig, umisforståelig forklaring fra Gud præcis hvori den krævede tro består eller kan opnås. Der er således i det mindste to forskellige forskrifter (bibelen og koranen; kristendom og islam), der slet ikke er entydige og historisk er blevet tolket vidt forskelligt.

Hvis altså frelse og fortabelse ved tro afhænger af os mennesker selv, er det retfærdigt at sige, at Gud ikke er retfærdig og derudover temmelig sjusket med sin skabelse - Han er i så fald ikke kærlig og ansvarlig, hvilket igen er oplagt meningsløst.

Sammenfattende kan det derfor siges, at under antagelse af at Gud eksisterer og er kærlig, ansvarlig og retfærdig kan det enkelte menneskes tro ikke være afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse), uanset om man tænker sig at "den rette tro" og dermed frelsen skænkes os ved nåde af Gud, eller om vi selv kan erhverve den.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst