I filosofien taler nogle filosoffer i dag om krisen i metafysikken eller at vi filosofisk i dag ligefrem lever i en post-metafysisk tid. Trangen til og behovet for sikker viden er så gammel som filosofien selv. Men de forskellige forsøg gennem tiderne på at formulere en sådan sikker viden eller et sikkert udgangspunkt for viden (fx Descartes (1596-1650)) har alle lidt skibbrud.
Hvad skyldes denne krise? Kan den overvindes eller må vi acceptere, at der ikke gives sikker viden? Må vi som mennesker acceptere, at vi erkendelsesmæssigt ikke har og principielt ikke kan få erkendelsesteoretisk sikker grund under fødderne?
Hvis man accepterer den tanke, at metafysikken i en vis forstand er udgangspunkt for al anden erkendelse eller viden, "den første videnskab", hvorpå al anden erkendelse hviler, så er krisen i metafysikken et ganske alvorligt problem. I dette indlæg vil jeg prøve at vise, at denne krise skyldes en metodologisk fejl i metafysikken og foreslå en anden vej end den hidtil anvendte.
I det 17. århundrede slog den såkaldte videnskabelige metode igennem med navne som Galilei, Keppler, Newton osv. Som måske bekendt bygger denne metode på observation af fænomener, måling (målbarhed), eksperimenter og teoridannelse ud fra disse. Derudover bygger metoden på objektiv verificerbarhed eller falsifikation og flere andre ting, som det vil være for omfattende at komme ind på her (se evt fx den linkede artikel på Wikipedia i det ovenstående).
Den videnskabelige metode kan derudover beskrives som en deduktiv, aksiomatisk, diskursiv erkendelsesform. Dvs man prøver at identificere visse grundlæggende begreber eller tanker (aksiomer) og ud fra disse via diskursive slutninger (sammenhængende, logiske slutninger) nå til erkendelse.
Man kan også sige, at man i den videnskabelige metode enten slutter fra det generelle til det specielle (deduktion - fx i den spekulative tænkning) eller fra det specielle til det generelle (induktion - fx fra observation af fænomener til generelle teorier).
Men anvender man denne metode i metafysikken (som mange, fx Immanuel Kant har forsøgt det) synes der her at være en metodologisk modsigelse eller fejl. Opfatter man metafysikken som videnskaben om det, der som mulighed ligger uden for den fysiske verden (den tre-dimensionelle verden) er det klart at man ikke kan anvende en videnskabelig metode der bygger på observation af fænomener (forstået som fysiske fænomener). Man kan ikke anvende en metode for erkendelse af den mulige ikke-fysiske verden, der bygger på observationer af eller i den fysiske verden.
Dvs den videnskabelige metodes brug af observation af fænomener (forstået som fysiske fænomener) mv er principielt ubrugelig til erkendelse af ikke-fysiske fænomener (hvis der findes sådanne).
Men hvilken metode kan man så anvende til erkendelse af ikke-fysiske fænomener (om disse findes)? Jeg vil foreslå den intuitive erkendelsesmetode, sådan som den er beskrevet i værket, "Vandrer mod Lyset!". Denne metode går ud på at formulere et givet problem i tankerne, lade problemet ligge lidt og beskæftige sig med andre ting (i tankerne). Herefter vil man ofte opleve, at problemets løsning efter kortere eller længere tid pludselig via en aha-oplevelse eller måske en tankeindskydelse vil stå fuldstændig klart for én.
Den teoretiske baggrund for denne metodes brugbarhed er ifølge "Vandrer mod Lyset!" at skytsånden - hvis et svar kan gives og det skønnes af betydning fra oversanselig side at svaret gives - indgiver én svaret på spørgsmålet eller problemet.
I nogle tilfælde vil man da efterfølgende kunne efterprøve svarets korrekthed ved i tankerne at gå tilbage fra led til led i erkendelsesprocessen via modsat diskursiv metode (dvs følge erkendelsen fra svaret videre tilbage via forskellige logiske trin til udgangspunktet, spørgsmålet, problemet).
Et andet mål for svarets korrekthed gives i "Spørgsmål og Svar" i form af den fred og ro og afklarethed der altid ledsager sandheden eller den sande erkendelse (lyset), modsat den uro der ledsager den falske erkendelse (mørket).
Der hvor de to erkendelsesmåder (dvs den videnskabelige metode og den intuitive metode) møder hinanden kan siges at være tanken. Begge metoder bygger naturligvis på tanken, på tænkning, omend af forskellig natur som skitseret i det ovenstående. Derfor bliver det egentlige spørgsmål hvad vi egentlig forstår ved begrebet eller fænomenet tanke. Er tanken et udtryk for en eller anden endnu ukendt fysisk, biokemisk proces i den fysiske hjerne, eller er tanken et ikke-fysisk (gudgivent) fænomen?
Dette problem kan siges at ligge ved erkendelsens rod, og svaret man giver - som indtil videre må siges at bero på tro (hverken den videnskabelige metode eller den intuitive metode har endnu givet svaret (hvis man ikke godtager "Vandrer mod Lysets" svar, nemlig at tanken er gudgiven (og evig)) - implicerer det billede, den grundlæggende opfattelse af verden (universet eller altet) man har som enten i en vis forstand død verden (verden som bestående udelukkende af det fysiske stof; som en kompliceret ikke-deterministisk, probalistisk maskine (kvantemekanikken)) eller som et levende, evigt, ikke-deterministisk univers (eller alt).
Med hensyn til resultaterne af de her nævnte erkendelsesformer, altså den videnskabelige og den intuitive, og deres gyldighed, må det siges, at de to former deler det vilkår ikke at skabe absolut sikkerhed eller sandhed eller måske ligefrem al sandhed.
Dette påstås heller ikke for nogen af dem, omend man i den videnskabelige erkendelse taler om evidens. Hvad angår den videnskabelige erkendelse og metode ligger det, som jeg opfatter det, i dens selvforståelse, at man bestandig må revidere de en gang formulerede hypoteser og teorier ud fra nye og overraskende observationer eller tanker. Dvs den videnskabelige erkendelse er en uafbrudt, aldrig ophørende proces af observation (fysisk) og efterfølgende hypotese- og teoridannelse.
Med hensyn til den intuitive erkendelsesform og dennes fornemste resultat (som jeg ser det), "Vandrer mod Lyset!", så hævder dette værk heller ikke at være den endelige, totale, absolutte sandhed, idet denne sandhed i værkets selvforståelse kun kan kendes af Gud. Dermed bliver også den intuitive erkendelsesform en aldrig afsluttet proces. "Vandrer mod Lyset!" kan således opfattes som en begyndelse, ikke en afslutning (en endelig åbenbaring).
Jeg håber her at have sandsynliggjort, at krisen i metafysikken kan opfattes som et resultat af en metodologisk fejl eller med andre ord at man (i hvert tilfælde for nogle filosoffers, metafysikeres vedkommende) har sammenblandet de to metoder, den videnskabelige og den intuitive metode, idet man har søgt, fejlagtigt, at bruge den videnskabelige metode, der principielt kun kan anvendes på fysiske fænomener, på ikke-fysiske emner eller erkendelsesområder.
Det er imidlertid sikkert, at begge metoder har ydet og fortsat yder uvurderlige bidrag til filosofien og kulturen generelt, og at også den videnskabelige metode er yderst anvendelig, hvis man vel at mærke holder sig inden for dens begrænsning (dvs den fysiske verden).
Afslutningsvis vil jeg sige, at i praksis benytter al erkendelse sig vel af begge erkendelsesformer; også videnskabelige forskere rapporterer således, at noget pludselig står klart for dem, og at de derefter søger at begrunde eller sandsynliggøre denne erkendelse ved den traditionelle deduktive, diskursive metode eller ved eksperimenter, hvilket vil sige, at man skaber videnskabelig erkendelse ud fra en intuition (den intuitive metode, der da bruges ubevidst).
Eller mere præcist: Den intuitive metode lader sig anvende (bevidst eller ubevidst) i den videnskabelige erkendelse, næppe omvendt. Fx er det næppe muligt ud fra videnskabelige, deduktive, diskursive principper at bevise Guds eksistens eller ikke-eksistens, hvilket skulle være godtgjort af Immanuel Kant i hans, "Kritik af den rene fornuft" (originaltitel: "Kritik der reinen Vernunft").
Hvad skyldes denne krise? Kan den overvindes eller må vi acceptere, at der ikke gives sikker viden? Må vi som mennesker acceptere, at vi erkendelsesmæssigt ikke har og principielt ikke kan få erkendelsesteoretisk sikker grund under fødderne?
Hvis man accepterer den tanke, at metafysikken i en vis forstand er udgangspunkt for al anden erkendelse eller viden, "den første videnskab", hvorpå al anden erkendelse hviler, så er krisen i metafysikken et ganske alvorligt problem. I dette indlæg vil jeg prøve at vise, at denne krise skyldes en metodologisk fejl i metafysikken og foreslå en anden vej end den hidtil anvendte.
I det 17. århundrede slog den såkaldte videnskabelige metode igennem med navne som Galilei, Keppler, Newton osv. Som måske bekendt bygger denne metode på observation af fænomener, måling (målbarhed), eksperimenter og teoridannelse ud fra disse. Derudover bygger metoden på objektiv verificerbarhed eller falsifikation og flere andre ting, som det vil være for omfattende at komme ind på her (se evt fx den linkede artikel på Wikipedia i det ovenstående).
Den videnskabelige metode kan derudover beskrives som en deduktiv, aksiomatisk, diskursiv erkendelsesform. Dvs man prøver at identificere visse grundlæggende begreber eller tanker (aksiomer) og ud fra disse via diskursive slutninger (sammenhængende, logiske slutninger) nå til erkendelse.
Man kan også sige, at man i den videnskabelige metode enten slutter fra det generelle til det specielle (deduktion - fx i den spekulative tænkning) eller fra det specielle til det generelle (induktion - fx fra observation af fænomener til generelle teorier).
Men anvender man denne metode i metafysikken (som mange, fx Immanuel Kant har forsøgt det) synes der her at være en metodologisk modsigelse eller fejl. Opfatter man metafysikken som videnskaben om det, der som mulighed ligger uden for den fysiske verden (den tre-dimensionelle verden) er det klart at man ikke kan anvende en videnskabelig metode der bygger på observation af fænomener (forstået som fysiske fænomener). Man kan ikke anvende en metode for erkendelse af den mulige ikke-fysiske verden, der bygger på observationer af eller i den fysiske verden.
Dvs den videnskabelige metodes brug af observation af fænomener (forstået som fysiske fænomener) mv er principielt ubrugelig til erkendelse af ikke-fysiske fænomener (hvis der findes sådanne).
Men hvilken metode kan man så anvende til erkendelse af ikke-fysiske fænomener (om disse findes)? Jeg vil foreslå den intuitive erkendelsesmetode, sådan som den er beskrevet i værket, "Vandrer mod Lyset!". Denne metode går ud på at formulere et givet problem i tankerne, lade problemet ligge lidt og beskæftige sig med andre ting (i tankerne). Herefter vil man ofte opleve, at problemets løsning efter kortere eller længere tid pludselig via en aha-oplevelse eller måske en tankeindskydelse vil stå fuldstændig klart for én.
Den teoretiske baggrund for denne metodes brugbarhed er ifølge "Vandrer mod Lyset!" at skytsånden - hvis et svar kan gives og det skønnes af betydning fra oversanselig side at svaret gives - indgiver én svaret på spørgsmålet eller problemet.
I nogle tilfælde vil man da efterfølgende kunne efterprøve svarets korrekthed ved i tankerne at gå tilbage fra led til led i erkendelsesprocessen via modsat diskursiv metode (dvs følge erkendelsen fra svaret videre tilbage via forskellige logiske trin til udgangspunktet, spørgsmålet, problemet).
Et andet mål for svarets korrekthed gives i "Spørgsmål og Svar" i form af den fred og ro og afklarethed der altid ledsager sandheden eller den sande erkendelse (lyset), modsat den uro der ledsager den falske erkendelse (mørket).
Der hvor de to erkendelsesmåder (dvs den videnskabelige metode og den intuitive metode) møder hinanden kan siges at være tanken. Begge metoder bygger naturligvis på tanken, på tænkning, omend af forskellig natur som skitseret i det ovenstående. Derfor bliver det egentlige spørgsmål hvad vi egentlig forstår ved begrebet eller fænomenet tanke. Er tanken et udtryk for en eller anden endnu ukendt fysisk, biokemisk proces i den fysiske hjerne, eller er tanken et ikke-fysisk (gudgivent) fænomen?
Dette problem kan siges at ligge ved erkendelsens rod, og svaret man giver - som indtil videre må siges at bero på tro (hverken den videnskabelige metode eller den intuitive metode har endnu givet svaret (hvis man ikke godtager "Vandrer mod Lysets" svar, nemlig at tanken er gudgiven (og evig)) - implicerer det billede, den grundlæggende opfattelse af verden (universet eller altet) man har som enten i en vis forstand død verden (verden som bestående udelukkende af det fysiske stof; som en kompliceret ikke-deterministisk, probalistisk maskine (kvantemekanikken)) eller som et levende, evigt, ikke-deterministisk univers (eller alt).
Med hensyn til resultaterne af de her nævnte erkendelsesformer, altså den videnskabelige og den intuitive, og deres gyldighed, må det siges, at de to former deler det vilkår ikke at skabe absolut sikkerhed eller sandhed eller måske ligefrem al sandhed.
Dette påstås heller ikke for nogen af dem, omend man i den videnskabelige erkendelse taler om evidens. Hvad angår den videnskabelige erkendelse og metode ligger det, som jeg opfatter det, i dens selvforståelse, at man bestandig må revidere de en gang formulerede hypoteser og teorier ud fra nye og overraskende observationer eller tanker. Dvs den videnskabelige erkendelse er en uafbrudt, aldrig ophørende proces af observation (fysisk) og efterfølgende hypotese- og teoridannelse.
Med hensyn til den intuitive erkendelsesform og dennes fornemste resultat (som jeg ser det), "Vandrer mod Lyset!", så hævder dette værk heller ikke at være den endelige, totale, absolutte sandhed, idet denne sandhed i værkets selvforståelse kun kan kendes af Gud. Dermed bliver også den intuitive erkendelsesform en aldrig afsluttet proces. "Vandrer mod Lyset!" kan således opfattes som en begyndelse, ikke en afslutning (en endelig åbenbaring).
Jeg håber her at have sandsynliggjort, at krisen i metafysikken kan opfattes som et resultat af en metodologisk fejl eller med andre ord at man (i hvert tilfælde for nogle filosoffers, metafysikeres vedkommende) har sammenblandet de to metoder, den videnskabelige og den intuitive metode, idet man har søgt, fejlagtigt, at bruge den videnskabelige metode, der principielt kun kan anvendes på fysiske fænomener, på ikke-fysiske emner eller erkendelsesområder.
Det er imidlertid sikkert, at begge metoder har ydet og fortsat yder uvurderlige bidrag til filosofien og kulturen generelt, og at også den videnskabelige metode er yderst anvendelig, hvis man vel at mærke holder sig inden for dens begrænsning (dvs den fysiske verden).
Afslutningsvis vil jeg sige, at i praksis benytter al erkendelse sig vel af begge erkendelsesformer; også videnskabelige forskere rapporterer således, at noget pludselig står klart for dem, og at de derefter søger at begrunde eller sandsynliggøre denne erkendelse ved den traditionelle deduktive, diskursive metode eller ved eksperimenter, hvilket vil sige, at man skaber videnskabelig erkendelse ud fra en intuition (den intuitive metode, der da bruges ubevidst).
Eller mere præcist: Den intuitive metode lader sig anvende (bevidst eller ubevidst) i den videnskabelige erkendelse, næppe omvendt. Fx er det næppe muligt ud fra videnskabelige, deduktive, diskursive principper at bevise Guds eksistens eller ikke-eksistens, hvilket skulle være godtgjort af Immanuel Kant i hans, "Kritik af den rene fornuft" (originaltitel: "Kritik der reinen Vernunft").
Kommentarer
Send en kommentar