Gå videre til hovedindholdet

En af Ardors (Satans) forbandelser

Før Ardor (Satan) sørgende og angrende vendte hjem til Gud, nåede han at udslynge en del forbandelser mod menneskeheden.

En af disse forbandelser kan udtrykkes ved tankegangen, "døden medfører lyset". Denne tankegang vender op og ned på sandheden, de faktiske forhold på den måde, at døden i sig selv ikke fører til noget godt, men derimod til ingenting, til intet. Det faktum at vi alle vender tilbage til lysets verden efter døden, efter endt inkarnation, retfærdiggør ikke denne tankegang.

Det er således ikke i kraft af døden i sig selv, at vi vender tilbage, men derimod takket være det evige i os, lyset, kærligheden, som Gud har nedlagt i os alle. Vi vender tilbage til lyset, ikke på grund af, men snarere på trods af døden.

Muligvis er denne tankegang (forbandelse) identisk med kernen i kundalinimørket, og den angriber primært hjertecentret (ikke "hjertechakraet", da chakras efter min opfattelse ikke eksisterer; for hjertecenteret - se "Vandrer mod Lyset!" s. 171-173), ved at skabe en kortslutning mellem mørket (døden) og lyset, kærligheden (hjertecentret), der er væsensforskellige.

Denne forbandelse har fået mennesker til gang på gang at fare vild i mørket, ved at inspirere til vold, drab, krig osv ved at vende op og ned på sandheden. Men tankegangen bag er formørket og forvrænget.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst