Gå videre til hovedindholdet

Gudserfaringen og Gudsbilleder

Gennem tiderne er der fra menneskelig side blev gjort en del forsøg på at bevise Guds eksistens. Men siden filosoffen, Immanuel Kants, arbejde er det vist godtgjort, at Gud ikke lader sig bevise ad den spekulative fornufts vej.

Men hvis vi antager, at der findes en Gud, så er der intet til hinder for, at denne Gud kunne give sig til kende for os mennesker - gennem åbenbaringen. 

Mange menneskers vidnesbyrd tyder på, at dette er tilfældet. Mange mennesker, herunder religionsstifterne, har således - efter deres vidnesbyrd - haft direkte Gudserfaringer, og har søgt at delagtiggøre andre mennesker i denne erfaring.

Men de mange forskellige Gudsbilleder, som præger de forskellige religioner, tyder endvidere på, at Gud giver sig til kende på forskellige måder til forskellige mennesker. Gudsbillederne stemmer ikke overens.

I "Vandrer mod Lyset!" står der, s. 240:

"Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres, vil flere og flere komme til Erkendelse af Guds ubegrænsede Kærlighed, Hans Retfærdighed, Mildhed og Barmhjertighed og indse, at de har gjort Ham, den Ophøjede for ringe, idet de har udstyret Ham med ganske menneskelige Egenskaber, der atter maa fratages Ham, førend Hans Billede kan staa rent, skønt og Ædelt....

Men det maa staa klart for alle, at den menneskelige Afspejling af Gud og det Guddommelige, hvor skøn den end kan blive, ingen Sinde i Menneskets jordiske Tilværelse kan komme fuldtud paa Højde med sit Forbillede."

Det tyder altså på, at de billeder vi hver især eventuelt har af Gud, gennem den direkte Gudserfaring, gennem åbenbaringen varierer, fordi Gud tager hensyn til det enkelte menneskes forestillinger om Ham; ligesom det siges et sted i VmL+, at Kristus gør det; først når vores jordiske inkarnationer er endt, vil vi, når vi siges løs fra al videre inkarnation af Kristus, den ældste af de Yngste, se Kristus som han virkelig er.

Gudsbillederne synes altså forskellige, fordi vores billeder og forestillinger om Gud og det guddommelige ikke her - i mørkets verden, hvor mørket spærrer for klarere erkendelse - kan komme op på forbilledets, Guds, sande niveau. Først når vores lange vandring til Gud er endt, vil Gud vise sig for os som den Han virkelig er.

Men i "Vandrer mod Lyset!" gives dog det fingerpeg, at kun gennem kærligheden kan vi erkende Gud. Dette vil mange som har direkte Gudserfaring kunne genkende. Det vil sige, at Gud lader sig ikke erkende gennem forstanden, intellektuelt, gennem den spekulative fornuft (Kant) men derimod gennem hjertet, kærligheden.

Der er derfor ingen grund til at strides om de forskellige Gudsbilleders sandhed eller illusion eller løgn - de er forskellige, fordi det netop kun er billeder tilpasset det enkelte menneskes forestillinger og følelser. Først når vi alle samles hos Gud vil vores billeder erstattes af den direkte erfaring af Gud, som den ophøjede, kærlighedsfulde, barmhjertige personlighed, Han er.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst