Gå videre til hovedindholdet

Genvejen 2

Genvejen, tilgivelsen af Ardor (Satan), er som tidligere sagt ikke et påbud fra Guds side. Den er et tilbud i fald den enkelte formår at overvinde sin eventuelle vrede eller had mod Ardor, fatte medlidenhed med ham, og derefter tilgive ham. Fordelen ved at følge denne vej er en kortere og mindre lidelsesfuld vandring mod lyset og Gud.

Imidlertid - de mennesker der ikke nu formår at tilgive skal visselig ikke vandre alene. Således siger Kristus i sin tale i "Vandrer mod Lyset!": "Ja, følger mig alle! Thi jeg har lovet at føre og lede eder til vor Faders Hjem! Men hører mine Ord, thi jeg siger eder: ville I lade Vrede, Had, Tvivl og Frygt herske over eder, ville I vedblive at vandre i Synd og i Mørke, da skulle I dog ingenlunde vandre alene; thi jeg følger eder!

Snuble I over Vejens mange Stene, da skal jeg støtte eder, at I ikke skulle styrte; glider eders Fod paa Afgrundens bratte Skrænter, da skal min Haand fastholde eder, da skal jeg føre eder tilbage til de banede Veje og Stier; ja, fare I vild i Mørkets bundløse Sumpe, da skal jeg drage eder op, da skal jeg rense eder fra alt Smuds, al Urenhed."

Jeg er overbevist om, at alle de Yngste, menneskenes åndelige ledere, tilslutter sig Kristi kærlige ord. Det vil sige, at de, der ikke formår at tilgive nu, måske vil formå det senere - i nye jordeliv. Og undervejs på vandringen vil alle kunne nyde godt af Guds, Kristi og de Yngstes rige kærlighed til alle mennesker - hvad enten man tager imod eller afviser den hjælp, der her tilbydes.

Genvejen er et tilbud - ikke et påbud

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst