Gå videre til hovedindholdet

digt

at miste

I

to agern lægges i samme jord
gror i samme have
fletter grene og rødder sammen
pludselig
lynet slår ned
flækker træet
tilbage står en ensom forkullet stub
og skriger

II

man siger at visse steder i asien lægger de de døde ud på bjergskråninger
til føde for gribbe og andre vilde fugle
her gør de det samme ved dem der brændes af kærligheden
de levende
eller
den lille dreng i morantes himlenes alter
der opfinder et had for at beskytte sit hjerte mod kærlighedens bundløse sorg
eller
robert de niros uudgrundelige smil i opiumshulen i en gammel film
måske taxi driver
og alle dem som kærligheden gør til vrag
og alle dem der gyser tilbage for kærligheden
som for en afgrund
og alle dem som kærligheden gør til børn
hva så lillemor
jeg er lige her lillefar
og alle dem der som midaldrende må indrømme
at det de altid har søgt hos kvinder er en mor
tryghed mildhed blidhed
og alle dem der som hundehvalpe bliver ved med at hoppe op
ved et venligt blik
eller
pamuks lykkelige ægteskaber og den stille lidelse bag
i den sorte bog
og kærligheden som måske er alt dette
en uhelbredelig sygdom et narkotikum
og hjertet der aldrig aldrig finder fred

III

kærlighedens stenede helvede
kærlighedens smertefulde paradis
kærlighedens hydra
eller ensomhedens dødskulde
at kravle gennem ørkenbranden med munden fuld af grus
er at elske dig
jo dybere jeg elsker dig jo dybere er lidelsen
dit ansigt er medusas
som rotten foran cobraen
venter det dræbende hug

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere