Gå videre til hovedindholdet

digt

at miste

I

to agern lægges i samme jord
gror i samme have
fletter grene og rødder sammen
pludselig
lynet slår ned
flækker træet
tilbage står en ensom forkullet stub
og skriger

II

man siger at visse steder i asien lægger de de døde ud på bjergskråninger
til føde for gribbe og andre vilde fugle
her gør de det samme ved dem der brændes af kærligheden
de levende
eller
den lille dreng i morantes himlenes alter
der opfinder et had for at beskytte sit hjerte mod kærlighedens bundløse sorg
eller
robert de niros uudgrundelige smil i opiumshulen i en gammel film
måske taxi driver
og alle dem som kærligheden gør til vrag
og alle dem der gyser tilbage for kærligheden
som for en afgrund
og alle dem som kærligheden gør til børn
hva så lillemor
jeg er lige her lillefar
og alle dem der som midaldrende må indrømme
at det de altid har søgt hos kvinder er en mor
tryghed mildhed blidhed
og alle dem der som hundehvalpe bliver ved med at hoppe op
ved et venligt blik
eller
pamuks lykkelige ægteskaber og den stille lidelse bag
i den sorte bog
og kærligheden som måske er alt dette
en uhelbredelig sygdom et narkotikum
og hjertet der aldrig aldrig finder fred

III

kærlighedens stenede helvede
kærlighedens smertefulde paradis
kærlighedens hydra
eller ensomhedens dødskulde
at kravle gennem ørkenbranden med munden fuld af grus
er at elske dig
jo dybere jeg elsker dig jo dybere er lidelsen
dit ansigt er medusas
som rotten foran cobraen
venter det dræbende hug

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...