Gå videre til hovedindholdet

Er bibelen eller koranen den fulde og hele sandhed?

Ud over det rent principielle der kan anføres mod tanken om, at bibelen eller koranen (eller en hvilken som helst tekst) er den hele og fulde sandhed givet os mennesker af Gud - at det principielt er umuligt og selvmodsigende at hævde at kun Gud er alvidende, at syndefaldet skyldtes "Adam og Evas" ønske om at blive lig Gud i alvidenhed (til at kende godt og ondt) hvorefter Gud åbenbarer "al sandhed" for os mennesker i bibelen (eller koranen eller en hvilken som helst tekst (inklusive "Vandrer mod Lyset!")) - så er det let at påvise (med fare for at sige selvfølgeligheder) at hverken bibelen eller koranen (eller andre tekster) kan rumme al sandhed fordi man i bibelen og koranen fx leder forgæves efter oplysninger om:

- afstanden mellem Jorden og Solen og universets størrelse, indretning osv

- hvad der sker netop i dette øjeblik på Sdr Boulevard i Odense, i en given bygning på New Zealand osv

- hvilke tanker et tilfældigt menneske netop i dette øjeblik har, og hvilke han/hun havde for et sekund siden, og hvilke tanker han/hun vil have om et år osv

- hvilke love der gælder for naturens byggesten, elementarpartiklerne, faste stoffers bevægelse og energi osv

- osv osv osv

Kan bibelen eller koranen så siges dog at være sande i alt hvad de trods alt meddeler os mennesker, i den mikroskopiske del af "sandheden" de meddeler?

Næppe. Som mange gange før påvist er det absurd at tænke sig, at en lysets og kærlighedens Almagt i bestemte situationer lader en ild udgå fra sit væsen for at dræbe mennesker (jf det gamle testamente), absurd at hævde evige pinsler for de fortabte (jf både bibelen og koranen), de vantro osv osv. I det hele taget er det gennemgående gudsbillede i begge værker som en almægtig tyran, ikke en kærlighedens og mildhedens Gud og Fader.

Er alt hvad der står i bibelen og koranen så forkert?

Næppe heller. Der findes passager, som peger i retningen af den sande Gud, lysets og fredens og kærlighedens Almagt (fx 3. Mosebog, kap 19, vers 18, hvor Gud giver næstekærlighedsbudet og fx de steder i koranen, hvor Guds barmhjertighed og kærlighed skinner igennem) omend de er få i forhold til alle de steder, hvor Gud er truende, fordømmende, ekskluderende osv.

Konklusionen må være, at hverken bibelen eller koranen kan siges at rumme al sandhed i lighed med en hvilken som helst anden tekst (kunstværk el lign), da en i alle enkeltheder komplet redegørelse fra evighed til evighed må rumme alle tanker og handlinger alle mennesker (og Gud) har eller udfører i evighed, alle begivenheder over alt i universet fra evighed og til evighed, alle lovmæssigheder både hvad angår stof og psyke (eller ånd), alle interaktioner på atomart og subatomart niveau mellem alle elementarpartikler fra evighed til evighed osv osv, hvilket selvfølgelig er umuligt at rumme for os mennesker.

Dette kan tjene som en generel afvisning af tanken om en fuldstændig og fyldestgørende og endelig åbenbaring i en hvilken som helst form - og ikke bare tanken om at bibelen eller koranen er sådanne åbenbaringer.

Tanken om menneskelig alvidenhed (menneske=Gud) gennem åbenbaringer eller opnået på anden vis er ikke forbeholdt bibelen og koranen (eller måske snarere fortolkningen af dem; en nødvendig konsekvens hvis man hævder at disse værker (eller andre) rummer al sandhed), men findes også i dele af moderne spiritualitet, der dog nærmest må betegnes som ugebladsfilosofi og -religiøsitet, og tanken er repræsenteret i værker af anerkendte filosoffer som Hegel (1770-1831) med hans idé om "den absolutte viden" ("Phänomenologi des Geistes" (1807); da. "Åndens fænomenologi").

Men det er en tanke som af letforståelige grunde som anført må afvises. Og jeg mener at den tanke, som jeg tidligere har formuleret - "ved at ville være lig Gud, bliver vi som djævelen" - er rigtig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d