Gå videre til hovedindholdet

Tanker om lys og mørkes natur

Her følger nogle almene betragtninger over lys og mørkes natur og indbyrdes forhold:

1) Mørkets dobbeltnatur - noget vi kunne kalde mørkets dualitet. Dette har jeg tidligere søgt at redegøre for, og vil her kun gentage, at også mørket kan "lyse" - noget der også er belæg i VmL for at hævde. Dette ses fx i den fysiske sols lys, i alle former for rus (fx forelskelse, indtagelse af alkohol eller forskellige euforiserende stoffer) osv osv. Herudover findes mørkets rent sorte side som det fx ses i alle former for vold, løgn osv osv.

2) Lys og mørkes proportionalitet. Dette skal forstås således, at hver gang vi møder noget mørke og søger at overvinde det tilskyndet af lyset, så er de to urkræfter i sig selv af ens styrke. Tænker vi os således en bestemt enhed for lysets og mørkets kræfter, vil disse mødes 1 til 1 og ikke fx 10 til 1 eller hvad man ellers kunne forestille sig. Når forholdet er som her beskrevet, er det klart, at man aldrig bør undervurdere mørket.

3) Overvindelse af mørket. Her må man skelne mellem det udefrakommende mørke, og så det vi alle mere eller mindre rummer - det indre mørke. Mht det udefrakommende mørke lærer VmL os, at vi skal gyse tilbage for det. Hvad angår det indre mørke må man igen skelne mellem de forskellige typer af mørke - VmL deler således mørket op i tre hovedgrupper; det åndelige, det astrale og det molekylare mørke. Mht det åndelige indre mørke lærer VmL os, at vi skal søge at sørge og angre de tanker eller handlinger, der har afsat åndelige mørkekomplekser i vor ånd. Hermed vil det elimineres. Hvad angår eliminationen af det astrale, indre mørke, har jeg tidligere behandlet dette emne i flere blogindlæg.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere