Gå videre til hovedindholdet

Noget om anger

En af de vigtigste metoder til udrensning af mørke fra ånden er gennem individets sorg og anger over tænkte, onde tanker eller handlinger, som vi kan læse det i "Vandrer mod Lyset!" s. 159.

Når man har gjort et andet menneske uret - i tanke eller handling - når man har syndet og indser sin synd, så er der i hvert tilfælde to måder at reagere på:

1) den selviske sorg og anger

2) den rene sorg og anger

Den selviske sorg og anger - som ikke renser ånden - kan skyldes den smerte man føler over sin fejl, sin synd. Smerte er jo ikke en behagelig følelse - den umodne ånd føler denne smerte og søger at frigøre sig fra den. Her lægges fokus på ens egne følelser - man ønsker brændende at blive smerten kvit - og kommer så til eventuelt at bede om modpartens, offerets tilgivelse ud fra selviske tanker og ønsker om at blive sin egen smerte kvit.

Hermed bliver offeret egentlig kun et redskab for den der har syndet - egentlig et nyt overgreb - omend mildt og meget menneskeligt.

Den voksne, den modne, den oprigtige, den rene anger - den som renser ånden - viser sig ved, at fokus ligger på den forurettedes følelser eller hvad det nu end er, man har forbrudt sig mod. Den viser sig ved et oprigtigt, inderligt ønske om at gøre uretten god igen - ikke for sin egen men for modpartens skyld.

Et historisk eksempel på en sådan oprigtig sorg og anger kender vi bla fra "Vandrer mod Lysets" beskrivelse af de først hjemvendte Ældstes sorg og anger, da de indså hvad de havde gjort af ondt, da de var med til at skabe menneskelegemet. Her berettes det, at de først og fremmest, ja kun tænkte på menneskenes lidelser og hvad de havde syndet imod dem, før de tænkte på selv at opnå nogen forbedring af deres eget liv i mørke og lidelser.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst