Gå videre til hovedindholdet

Mørket

Det der meddeles i Vandrer mod Lyset! s. 3-4 (Ardors Beretning) om Guds sejr over mørket og efterfølgende elimination af mørket (som stadig pågår) viser et kosmisk princip.

Mørket må således først besejres, derefter kan man eliminere det helt.

Den måde dette kan ske på, varierer alt efter hvilken type mørke, der er tale om. I Vandrer mod Lyset! skelnes s. 149 mellem det åndelige, astrale og molekylare mørke.

S. 158-159 behandles sejren over og eliminationen af det åndelige mørke. Det siges her, at ved individets sorg over onde tanker (dvs tanker inspireret af mørket) sejrer man over mørket (det åndelige mørke afpolariseres), og ved individets anger over de onde tanker, elimineres dette åndelige mørke fuldstændigt.

Ved det astrale mørke er sagen en lidt anden. Her må det astrale mørke først lokaliseres (ses i øjnene) ved tankens arbejde, hvorefter viljen må træde til for at stoppe den astrale mørkestrøm. Der vil så komme en reaktion fra det astrale mørke, som til sidst, hvis individet står fast, vil kulminere. Står individet også her fast (dvs undlader at handle efter mørkets (automatiske) indskydelser og mønstre), er det astrale mørke besejret.

Eliminationen, tilintetgørelsen, af det astrale mørke følger lidt samme mønster; mørket må da - efter individets sejr over det - ved tanken og viljen - fastholdes, og individet må udholde den lidelse dette indebærer, uden at give efter for det. Det astrale mørke vil da langsomt "brænde ud" ved at individet gennemlever den smerte, mørket altid forårsager.

(Det astrale mørke jeg her taler om, er det, der findes i menneskets astrale genpart i form af legemlige uvaner, mørkeinstinkter osv).

Det molekylare mørke er ligesom det åndelige beskrevet i Vandrer mod Lyset! Det siges således her, at det molekylare mørke afpolariseres ved fx naturkatastrofer, uvejr o. lign., hvorefter det således afpolariserede mørke føres med lysæteren til en sidste lutring (elimination) gennem Guds væsen.

(Se også Vandrer mod Lyset, s. 278-282 angående afpolarisering og elimination af mørket)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst