Gå videre til hovedindholdet

Mørket

Det der meddeles i Vandrer mod Lyset! s. 3-4 (Ardors Beretning) om Guds sejr over mørket og efterfølgende elimination af mørket (som stadig pågår) viser et kosmisk princip.

Mørket må således først besejres, derefter kan man eliminere det helt.

Den måde dette kan ske på, varierer alt efter hvilken type mørke, der er tale om. I Vandrer mod Lyset! skelnes s. 149 mellem det åndelige, astrale og molekylare mørke.

S. 158-159 behandles sejren over og eliminationen af det åndelige mørke. Det siges her, at ved individets sorg over onde tanker (dvs tanker inspireret af mørket) sejrer man over mørket (det åndelige mørke afpolariseres), og ved individets anger over de onde tanker, elimineres dette åndelige mørke fuldstændigt.

Ved det astrale mørke er sagen en lidt anden. Her må det astrale mørke først lokaliseres (ses i øjnene) ved tankens arbejde, hvorefter viljen må træde til for at stoppe den astrale mørkestrøm. Der vil så komme en reaktion fra det astrale mørke, som til sidst, hvis individet står fast, vil kulminere. Står individet også her fast (dvs undlader at handle efter mørkets (automatiske) indskydelser og mønstre), er det astrale mørke besejret.

Eliminationen, tilintetgørelsen, af det astrale mørke følger lidt samme mønster; mørket må da - efter individets sejr over det - ved tanken og viljen - fastholdes, og individet må udholde den lidelse dette indebærer, uden at give efter for det. Det astrale mørke vil da langsomt "brænde ud" ved at individet gennemlever den smerte, mørket altid forårsager.

(Det astrale mørke jeg her taler om, er det, der findes i menneskets astrale genpart i form af legemlige uvaner, mørkeinstinkter osv).

Det molekylare mørke er ligesom det åndelige beskrevet i Vandrer mod Lyset! Det siges således her, at det molekylare mørke afpolariseres ved fx naturkatastrofer, uvejr o. lign., hvorefter det således afpolariserede mørke føres med lysæteren til en sidste lutring (elimination) gennem Guds væsen.

(Se også Vandrer mod Lyset, s. 278-282 angående afpolarisering og elimination af mørket)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...