Gå videre til hovedindholdet

Dualkomplekser

Den specielle måde at skabe sine børn på, som Gud ifølge Vandrer mod Lyset! brugte, at skabe dem som dualer, som mand og kvinde, to og to evigt samhørende væsner, kan give grobund for nogle problemer, som under indflydelse af mørket kan være ret alvorlige og smertelige.

Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende.

Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede.

Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sammen. Intet kan således for alvor skille dualerne, og derfor kan man ikke miste ham eller hende. Dualernes samhørighed er evig.

Følelsen "jeg har mistet min dual" er således kun et af mørkets forfærdelige bedrag, og det har intet hold i virkeligheden, og derfor er "dualkomplekserne" som her beskrevet dybt irrationelle, som alt ved mørket.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst