Gå videre til hovedindholdet

Dualkomplekser

Den specielle måde at skabe sine børn på, som Gud ifølge Vandrer mod Lyset! brugte, at skabe dem som dualer, som mand og kvinde, to og to evigt samhørende væsner, kan give grobund for nogle problemer, som under indflydelse af mørket kan være ret alvorlige og smertelige.

Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende.

Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede.

Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sammen. Intet kan således for alvor skille dualerne, og derfor kan man ikke miste ham eller hende. Dualernes samhørighed er evig.

Følelsen "jeg har mistet min dual" er således kun et af mørkets forfærdelige bedrag, og det har intet hold i virkeligheden, og derfor er "dualkomplekserne" som her beskrevet dybt irrationelle, som alt ved mørket.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...