Gå videre til hovedindholdet

Ekstreme muligheder

Når man ser på de muligheder, der frembød sig fra Urkosmos, må man sige, at de var ekstreme. Enten kunne lyset eller mørket sejre - evigt - når først hviletilstanden var brudt.

Det er her, tror jeg, vigtigt at sondre mellem de forskellige muligheder, der fandtes, hvis Urtanken og Urviljen faldt for mørket. Hvis dette fald skete fra starten, dvs hvis Tanken og Viljen straks var søgt ind i mørket, er det muligt, at lyset ville bibeholdes som en mulighed.

Men hvis faldet var sket efter at Tanken og Viljen oprindeligt var søgt ind i lyset, ville lyset, ifølge VmL, langsomt men uafvendeligt blive opsuget og tilintetgjort af mørket.

Den kamp som Tanken og Viljen kæmpede mod mørket var en kamp på liv og død. Enten kunne lyset og livet vinde, eller også kunne mørket og døden. Da først Tanken og Viljen var søgt ind i lyset kunne lyset eller mørket sejre for evigt - samtidig med at den sejrende kraft ville eliminere eller tilintetgøre den besejrede kraft. Dvs enten ville lyset og livet blive evigt, eller også ville mørket og døden - evt som et upersonligt noget efter en total sprængning og tilintetgørelse af Tanke og Vilje ifald mørket og døden sejrede.

Nu blev det altså lyset og livet, der sejrede, og mørket er ved at blive elimineret. Jeg tror, som tidligere skrevet, at Johanne Agerskovs vision om Gud, der til sidst vil koncentrere lysæteren omkring sit Rige, er rigtig. Dvs vi kan alle se hen til et fuldkomment lysalt, hvor kun lyset eksisterer.

Så fra det fuldkomne lysalt til et upersonligt dødt noget er der jo et spring. Som jeg indledte med at skrive; mulighederne i Urkosmos var ekstreme.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst