Gå videre til hovedindholdet

Hvad er fremskridt?

I disse år diskuteres alternativer til den gængse økonomiske vækstmodel, og nogle stiller spørgsmål ved, hvad fremskridt egentlig er.

Dynamoen for denne diskussion synes at være de aktuelle kriser indenfor finansverdenen, miljøkrisen osv. Det er som om, at vi er ved at støde på nogle grænser med det etablerede økonomiske system og de gængse forestillinger om, hvad fremskridt er.

Fortællingen om den evige, materielle vækst synes at have spillet fallit. Hvad kan vi sætte i stedet?

Mit bud er et øget fokus på menneskets åndelige vækst og trivsel. Det siger sig selv, at et økonomisk system, der bygger på egennytte, ikke fremmer en sådan sund, åndelig vækst, men derimod ofte er med til at forkrøble de menneskelige, sande værdier som kærlighed, tolerance, åbenhed osv når enhver er sig selv nærmest.

I VmL lærer vi, at godt og ondt er realiteter, dvs reelt eksisterende energiformer eller fænomener; lys og mørke.

Sandt fremskridt må derfor være, at lyset langsomt, gradvist får større og større magt i vor verden.

Dette kan alle bidrage til ved at søge at reformere sit jeg ud fra det bedste, det ædleste, som findes i ethvert menneske; lyset, kærligheden.

Nøglen er altså den enkeltes selvopgør. Ved at kæmpe for lyset og mod mørket i den enkelte opnås sand åndelig vækst og fremskridt for den enkelte og for hele menneskeheden.

I VmL har vi desuden fået anvist en genvej til den sande åndelige vækst og til Gud, nemlig ved tilgivelsen af Satan eller Ardor, samt de åndelige, evige sandheder, der er meddelt i dette værk.

Den samlede menneskeheds tilgivelse af Ardor, samt hele menneskehedens forening under Guds øverste ledelse vil kunne være det vi kan bygge en bedre fremtid på. Det indebærer en forandring af selve den menneskelige natur henimod det elskende og det tilgivende - men denne forandring viser de globale kriser er nødvendig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst