Mørket, det onde, har en egenskab som gør det vanskeligt at overvinde det; den at det så at sige graver sig ind under de tanker vi gør os når vi prøver at overvinde det, sådan at en foreløbig sejr kan vendes til et nederlag.
Hvad jeg mener med dette kan bedst illustreres ved et par eksempler; først i forbindelse med mørkekraften, kundalini:
En del af kundaliniens natur er at give sit offer en følelse af, at ved næste skridt eller lige om hjørnet venter saligheden, bliver jeg Gud, bliver jeg et med kosmos el lign. Denne følelse andrager kundaliniens "lyse" side (jeg henviser her til mine tidligere indlæg om mørkets dobbeltnatur; dets "lyse" og dets rent sorte side); den side af kundalinien der kan give sig udslag i en følelse af spænding eller rus.
Hvis man giver sig til at kæmpe mod kundalinien, så kan den før nævnte egenskab, at mørket billedlig talt graver sig ind under og underminerer vores tanker og vores forsøg på at overvinde det, give sig udslag i, at vi fx tænker: Nu har jeg indset, at en del af kundalinien giver mig en falsk følelse af identitet med Gud og det guddommmelige; så nu er jeg Gud eller smeltet sammen med kosmos.
Man bemærker her mørkets paradoksale natur eller undergravende egenskab, hvilken er illustreret i den sidste sætning; "så nu er jeg Gud...osv".
Et andet eksempel - beslægtet med kundalini - er hvis vi fx tænker: Jeg erkender at jeg ikke kan vide alt; og da jeg erkender dette, ved jeg alt.
Et tredje eksempel på mørkets paradoksale eller undergravende egenskab finder vi i Vandrer mod Lyset; i beskrivelsen af hvordan Josef af Arimetea forsøgte at finde en vej til at undgå at Jesu disciple efter Jesu død skulle fjerne mesterens lig fra den gravhule hvor han var lagt for at kunne sige; se, han er opstanden fra de døde; hvorefter han selv (altså Josef) gør netop det han ville forhindre disciplene at gøre, det han ville undgå; han fjerner Jesu legeme fra graven og graver liget ned i sin have og skjuler omhyggeligt sporene efter sin gerning.
Det farligste ved denne egenskab ved mørket er, at det kan indgive os en falsk tryghed eller optimisme; det kan gøre os sårbare på netop det punkt (fx kundaliniens tendens til at vække selvbeundrende eller selvguddommeliggørende tanker i vores sind) vi tror vi har overstået, sårbare overfor netop det mørke vi tror vi lige har overvundet.
Den korteste og mest almene formulering af denne egenskab jeg kan komme på er, at mørket derved bringer os netop det, eller får os til at gøre netop det, vi søger at undgå.
Ved denne egenskab forsøger mørket at beskytte sig selv og forhindre vores sejre over det; ved at angribe os netop der hvor tror vi har sejret for altid.
Kommentarer
Send en kommentar