Gå videre til hovedindholdet

Videre om mørkets natur

Mørket, det onde, har en egenskab som gør det vanskeligt at overvinde det; den at det så at sige graver sig ind under de tanker vi gør os når vi prøver at overvinde det, sådan at en foreløbig sejr kan vendes til et nederlag.

Hvad jeg mener med dette kan bedst illustreres ved et par eksempler; først i forbindelse med mørkekraften, kundalini:

En del af kundaliniens natur er at give sit offer en følelse af, at ved næste skridt eller lige om hjørnet venter saligheden, bliver jeg Gud, bliver jeg et med kosmos el lign. Denne følelse andrager kundaliniens "lyse" side (jeg henviser her til mine tidligere indlæg om mørkets dobbeltnatur; dets "lyse" og dets rent sorte side); den side af kundalinien der kan give sig udslag i en følelse af spænding eller rus.

Hvis man giver sig til at kæmpe mod kundalinien, så kan den før nævnte egenskab, at mørket billedlig talt graver sig ind under og underminerer vores tanker og vores forsøg på at overvinde det, give sig udslag i, at vi fx tænker: Nu har jeg indset, at en del af kundalinien giver mig en falsk følelse af identitet med Gud og det guddommmelige; så nu er jeg Gud eller smeltet sammen med kosmos.

Man bemærker her mørkets paradoksale natur eller undergravende egenskab, hvilken er illustreret i den sidste sætning; "så nu er jeg Gud...osv".

Et andet eksempel - beslægtet med kundalini - er hvis vi fx tænker: Jeg erkender at jeg ikke kan vide alt; og da jeg erkender dette, ved jeg alt.

Et tredje eksempel på mørkets paradoksale eller undergravende egenskab finder vi i Vandrer mod Lyset; i beskrivelsen af hvordan Josef af Arimetea forsøgte at finde en vej til at undgå at Jesu disciple efter Jesu død skulle fjerne mesterens lig fra den gravhule hvor han var lagt for at kunne sige; se, han er opstanden fra de døde; hvorefter han selv (altså Josef) gør netop det han ville forhindre disciplene at gøre, det han ville undgå; han fjerner Jesu legeme fra graven og graver liget ned i sin have og skjuler omhyggeligt sporene efter sin gerning.

Det farligste ved denne egenskab ved mørket er, at det kan indgive os en falsk tryghed eller optimisme; det kan gøre os sårbare på netop det punkt (fx kundaliniens tendens til at vække selvbeundrende eller selvguddommeliggørende tanker i vores sind) vi tror vi har overstået, sårbare overfor netop det mørke vi tror vi lige har overvundet.

Den korteste og mest almene formulering af denne egenskab jeg kan komme på er, at mørket derved bringer os netop det, eller får os til at gøre netop det, vi søger at undgå.

Ved denne egenskab forsøger mørket at beskytte sig selv og forhindre vores sejre over det; ved at angribe os netop der hvor tror vi har sejret for altid.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere