Carsten Ploug Olsen

Jeg har efterhånden så tit iagttaget det vi kan kalde mørkets, det ondes, kortslutninger, fx ved mine egne lidelser (jeg lever med en alvorlig sindslidelse): Når jeg raser mod Gud pgra mine lidelser, så skaber jeg de lidelser, jeg raser over. Jeg har iagttaget dette i mange forskellige tilfælde og forhold: Fx at begæret afskærer en fra det, man begærer, eller hvis begæret opfyldes det så ikke mætter eller bliver ligegyldigt eller at det ledsages af en dårlig smag i munden: Som den, der begærer magt, bliver magtesløs, som den, der begærer rigdom, og for hvem penge og ejendom snarere bliver en byrde end et aktiv, eller den, der begærer sex men aldrig mættes og er på evig jagt, eller den, der begærer berømmelse for berømmelsens egen skyld - at være kendt - men måske uden substans bag eller pgra mindreværdsfølelser og som meget godt føler det hule i det og for hvem berømmelsen bliver et problem og som ønsker igen at være anonym osv. Det synes at være sådan, at begæret afskærer os fra det,

Gud er kærlighed og derfor søgbar i hjertet Foranlediget af en læser (af indlægget  To Gudsbeviser ), der undrede sig over, hvad jeg egentlig mener med hjertets bevis for Guds eksistens og den efterfølgende forståelse af noget af den Almægtiges natur - at Gud er kærlighed - skal jeg her give en kort og forhåbentlig klar forklaring. Jeg vil give den i form af en tænkt pædagogisk situation mellem en mor og hendes 3-5 årige barn: Barnet spørger hvem Gud er og hvor Han er. Moren peger på barnets hjerte og siger: - Der bor Gud! Kan du ikke mærke Ham? Mere er det egentlig ikke. Barnet vil da kunne mærke eller føle Gud i tryghed, ro og glæde. Det er kun os voksne, der ofte er så tumpede, at vi skal vejen rundt om filosofi, religion, hellige skrifter, dogmer og indviklede forklaringer og dertil hørende stridigheder, krige, fordømmelser og andre tvivlsomme kilder og fænomener. Der er egentlig ikke noget nyt i dette. Der er tale om en religiøs grunderfaring, som mange troende - jøder, kristne, m

Ligesom det ikke giver mening med tvungne regimeskift ved militær intervention i verdens brændpunkter - da indgrebet medfører et magtvakuum som derefter søges udfyldt af andre forskellige og stridende parthavere i landets politik, hvilket med nødvendighed fører til borgerkrig - er det muligt at argumentere mod andre faser og fænomener med hensyn til krig og krigens væsen: Det giver ingen mening at føre regulær angrebskrig - altså hvor målet er erobring og ikke regimeskift - da en international praksis hvor lande søger erobring, danner en præcedens hvor andre lande vil gøre det samme, hvilket da meget let slår tilbage på det eller de lande, der først starter en krig. Ved at starte en erobringskrig skaber man en norm, som andre vil efterligne - eventuelt som forsvar eller som det man kalder forebyggende krig  - og dermed har vi international krig eller i sin yderste konsekvens en verdenskrig. Hvis vi ser på borgerkrigen, så giver det ingen mening at dræbe sine landsmænd, da også disse dr

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende: 1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det? 2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det? Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige. De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige. At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks. For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv. Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristu

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper. Dernæst er teorien forstærket gennem opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling i 1960' erne. At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente Hubble måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, mørk energi eller inflatonen. Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingn