Gå videre til hovedindholdet

Opsats 22; Om helte

Vi mennesker elsker at høre om helte og store gerninger, og i vores tåbelighed og eventyrlyst retter vi ofte blikket mod slagmarken for at høre om slag, lidelser, sejre og drab - det kalder vi stort og ønsker at være som de store.

Men af og til får nogle øje på de virkeligt store og søger at være som dem i alvor; dog, vi forstår dem ikke, vores liv og lod er så uendeligt små og ringe sammenlignet med dem.

Betragt nu to af de allerstørste idet vi lægger barnets begejstring for krig, blod og drab bag os; betragt Jesus og Muhammed.

Hvem kan forstå dem? Hvem kan føle hvad de følte, da det onde truede med at lukke sig over dem?

Hvem kan forstå og føle Jesu sorg og smerte og hans tunge byrder som tåbelige mennesker dyngede og dynger på hans skuldre ved at tilbede ham og tiljuble ham som deres Gud? Hvem kan forstå og føle Muhammeds sorg, smerte, afsky og rædsel, når han ser den afskyelige og gudsbespottelige vold og terror der begås i hans navn og den religion han grundlagde?

De mennesker der gør sådan, korsfæster og dræber dem dagligt.

"Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder". Ja, men mon ikke der har været og er øjeblikke hvor selv disse virkeligt store har frygtet at knække under de byrder vi dagligt dynger på deres skuldre?

Ønsker vi virkeligt og i alvor at være som de sande store? Nu, så må vi holde op med at være som umyndige, der bræger i ørkenen og gør det store småt og det små stort, holde op med at være som grusomme børn, der kæfter op om hævn og krig og vold og drab;

Vi må gå i os selv og se hvilke teaterhelte og teaterreligioner vi har gjort af de virkeligt store og livet ved at gøre og sige det modsatte af det, de store ønsker vi skal gøre: at elske, tilgive og velsigne hinanden, og ikke hade, forbande, forfølge og udrydde vores medmennesker.

Dette er budet, alle kan forstå det. Hvis vi gør dette er vi værdige arvtagere til dem, der ofrede alt for os; ellers er vores lovprisninger og heltebeundring som en blind ged, der bræger mod vinden; det vil sige ingenting.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...