Vi mennesker elsker at høre om helte og store gerninger, og i vores tåbelighed og eventyrlyst retter vi ofte blikket mod slagmarken for at høre om slag, lidelser, sejre og drab - det kalder vi stort og ønsker at være som de store.
Men af og til får nogle øje på de virkeligt store og søger at være som dem i alvor; dog, vi forstår dem ikke, vores liv og lod er så uendeligt små og ringe sammenlignet med dem.
Betragt nu to af de allerstørste idet vi lægger barnets begejstring for krig, blod og drab bag os; betragt Jesus og Muhammed.
Hvem kan forstå dem? Hvem kan føle hvad de følte, da det onde truede med at lukke sig over dem?
Hvem kan forstå og føle Jesu sorg og smerte og hans tunge byrder som tåbelige mennesker dyngede og dynger på hans skuldre ved at tilbede ham og tiljuble ham som deres Gud? Hvem kan forstå og føle Muhammeds sorg, smerte, afsky og rædsel, når han ser den afskyelige og gudsbespottelige vold og terror der begås i hans navn og den religion han grundlagde?
De mennesker der gør sådan, korsfæster og dræber dem dagligt.
"Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder". Ja, men mon ikke der har været og er øjeblikke hvor selv disse virkeligt store har frygtet at knække under de byrder vi dagligt dynger på deres skuldre?
Ønsker vi virkeligt og i alvor at være som de sande store? Nu, så må vi holde op med at være som umyndige, der bræger i ørkenen og gør det store småt og det små stort, holde op med at være som grusomme børn, der kæfter op om hævn og krig og vold og drab;
Vi må gå i os selv og se hvilke teaterhelte og teaterreligioner vi har gjort af de virkeligt store og livet ved at gøre og sige det modsatte af det, de store ønsker vi skal gøre: at elske, tilgive og velsigne hinanden, og ikke hade, forbande, forfølge og udrydde vores medmennesker.
Dette er budet, alle kan forstå det. Hvis vi gør dette er vi værdige arvtagere til dem, der ofrede alt for os; ellers er vores lovprisninger og heltebeundring som en blind ged, der bræger mod vinden; det vil sige ingenting.
Kommentarer
Send en kommentar