Dr. Tics sad og rodede med nogle papirer, og så knap nok op da jeg trådte ind i konsultationen. På væggene hang et maleri som jeg mente var af Kvium uden at jeg kendte titlen, hvis det havde en, og et af Ovartaci som jeg heller ikke kendte titlen på. Jeg tænkte at de måtte være kostbare og at dr. Tics måtte tjene godt på sådan nogle som mig.
Dr. Tics viftede med hænderne og betydede mig, at jeg kunne tage plads i den sædvanlige stol, der stod lidt skråt til venstre for hans skrivebord.
- Ja, sid ned, sid ned, lad roen falde over dig, begyndte han, - noget nyt siden sidst? Angst, nedtrykthed, forvirring? Kan du sove?
Jeg svarede som sandt var at det kunne jeg stadig ikke.
- Nåh, nåh, æh hæm, ser du, jeg har talt med en kollega, eller det vil sige han er en ven og neurobiolog, dr. Hjerne, ved du hvad en neurobiolog er, nå, æh hæm, ikke, rent privat selvfølgelig, uden at nævne navne, selvfølgelig, tavshedspligt og, æh, ha ha, ser du, dit tilfælde interesserer os begge, mellem os sagt er dit tilfælde lidt specielt, lidt ha ha usædvanligt så at sige, æh hæ, forbindelse med vorherre og fanden, æh, fanden, usædvanlig kontakt, du modtager visse budskaber...
Han strøg sig nervøst over det lange fuldskæg og viftede i luften med den kuglepen han havde i venstre hånd, så tog han mod til sig og klemte ud ad mundvigen,
- Er der et budskab til mig, fra en af de to? Nævner de mig, hm? Nævner de Hjerne...?
Han så på mig gennem sine store briller med øjne, der så ekstra store ud på grund af styrken i glassene.
Jeg svarede nej.
- Nå, uden betydning, lige meget, jeg spørger jo også bare sådan af nysgerrighed, ren og skær, du kan kalde det akademisk interesse, hvis nu ham, ub, hop, dernede havde visse planer med, uf, hø, mig, men, - og dette klemte han igen ud mellem de sammenpressede læber, - heller ikke ham deroppe, hm, slet intet, ha ha?
Igen måtte jeg svare nej, hvilket han virkede lidt skuffet over.
- Nå, hub, hm, fortsæt det gode arbejde, æh, arbejde, og husk at sige til hvis du hører noget om, ja, kort sagt, hæ øh, vi fortsætter med uændret dosis Zyprexa og Truxal, og hvis du hører noget om, du ved, ha ha, så ring...
Han gav mig et kort med sit private telefonnummer og blinkede flere gange konspiratorisk til mig, eller også var det bare nervøse trækninger omkring øjnene.
- Dag og nat, dag og, æh, nat, bare ring...
Jeg forlod klinikken og trådte ud på gaden og gik hen til pølsevognen i gågaden og fik som sædvanligt to medister med brød og hele svineriet, som jeg skyllede ned med en Cocio, glad og lettet over trods alt stadig at være i live og at der var hjælp at få.
Kommentarer
Send en kommentar