Carsten Ploug Olsen

Et af de grundliggende træk ved kapitalismen er ideen om (fri) konkurrence mellem virksomheder, lande og arbejdstagere. Nogle debattører taler ligefrem i dag om konkurrencestaten som afløser for velfærdsstaten - og de enten forsvarer eller søger at formulere det eventuelt problematiske ved at opfatte staten og statens rolle på den måde. Der er ingen tvivl om, at konkurrenceelementet er dybt rodfæstet i os mennesker. Alene kampen og konkurrencen om at videreføre vores gener tegner et billede, hvor konkurrenceelementet er rodfæstet i os rent biologisk. Men spørgsmålet er: Hvilket menneskesyn ligger til grund for opfattelsen af mennesket som medspiller i en måske altomfattende konkurrence - og hvad gør det ved os? Hvis man opfatter mennesket som et væsen, der i princippet er i konkurrence med alle andre (dyr og medmennesker), og opfatter menneskets værdi som lig med dets økonomiske formåen og succes - hvis man sætter menneskets værdi lig med fx dets materielle og økonomiske værdi fo

Gennem menneskets historie har forskellige tænkere og religiøse personer forsøgt at opstille normer for, hvordan vi mennesker bør opføre os. Dette har man forsøgt både med et religiøst og et ateistisk udgangspunkt. Hvad angår den religiøse indfaldsvinkel har forskellige personer henvist til Gud og Guds bud eller "Guds vilje" - og er kommet frem til forskellige normer for menneskelig opførsel - ofte med den tilføjelse, at hvis ikke vi gjorde sådan og sådan så ville vi af Gud blive straffet hårdt - måske evigt. Jeg tror, at det vil være frugtbart at forsøge at skrælle det religiøse lag af etikken - og fx tolke Jesu næstekærlighedsbud - elsk din næste som du elsker dig selv - som et absolut brugbart redskab til at nå frem til en hensigtsmæssig adfærd, men uden den tilføjelse, at hvis ikke vi elsker (eller hvis ikke vi "tror" - på hvad det så måtte være - kristne tænkere er meget uenige i den eksakte definition eller forståelse af kristendommen) så går vi evigt fort

stjernen, korset og halvmånen du steg ned på bjerget med ild og straf og død du bragte skriften hugget i sten skrevet med blod du kaldte mennesker brændsel for ilden du sagde: gid, du kunne se dem, når de bliver stillet over for ilden og siger: kunne vi blot blive sendt tilbage! da ville vi ikke kalde vor herres tegn for løgn; da ville vi være troende. du sagde: jeg er alfa og omega den vældige du sagde: synd mod den hellig ånd tilgives ikke! de kaldte dig gud du nedkaldte forbandelser over de vantro jeg kalder dig satan med medlidenhed og tilgivelse tegner jeg dit billede: som en skystøtte om dagen en ildsøjle om natten gik du foran folket i ørkenen slangen brændte i dit indre de kaldte dig alle himles konge og underkastede sig i rædsel din helvedesmagt du strøede ilden over verden og ilden fængede i menneskers hjerter de stenede dig forbandede dig du lærte dem: had din næste! dræb din næste! med kæber af jern lukkede mørket sig om dem da de fulgte dit

I stedet for de planlagte indlæg om centrale elementer i islam, er tankerne om islam blevet til en længere artikel om Guds dobbeltnatur i forskellige religiøse tekster og traditioner som man kan læse her

I forbindelse med min korte gennemgang af nogle få sider i Koranen, og den metode jeg har brugt her, at holde teksten op mod det højeste og reneste billede af Gud, jeg formår at danne mig og (med større eller mindre held) formår at udtrykke i skrift, tænker jeg om det er muligt for noget menneske, fx mig, at danne mig et billede af Gud, som står over sit forbillede - Gud? Er det ikke nødvendigvis sådan, at uanset hvor højt og rent jeg - og enhver anden - som menneske formår at tegne billedet af Gud, så kan det ikke komme fuldt på højde med Gud som Han virkelig er? Intet menneske - det synes sikkert - kan fuldt ud fatte Hans højhed, Hans kærlighed, Hans magt, Hans Guddomsfylde. Dette bør man have i erindring også ved læsning af fx mine skrifter og enhver anden religiøs tekst. Et billede af Gud - fx mit - må nødvendigvis have sin begrænsning. Jeg foregiver altså ikke at have den fulde forståelse og at have tegnet et i alle henseender dækkende billede af vores og min ånds Skaber og Fa

Da jeg ved læsning af få sider i Koranen har konstateret, at meget ikke står for en nærmere prøvelse, mens sandheden efter min vurdering kun er tilstede i glimt, har jeg besluttet ikke at give en fuldstændig kommentar til Koranen som oprindelig planlagt - fuldstændig i betydningen dækkende hele teksten ud fra en personlig vurdering, ikke nødvendigvis i betydningen den fulde og hele sandhed om Koranen. Som man måske har set har jeg søgt i disse få indlæg ikke kun at kritisere og finde fejl, men også at påpege de glimt af sandhed, som efter min mening findes her som i andre religiøse tekster. Desuden har jeg søgt at sætte noget positivt i stedet der, hvor Koranen efter min opfattelse afviger fra sandheden. I muslimsk selvforståelse er Koranen dikteret eller åbenbaret af ærkeenglen, Gabriel. Det er muligt at Muhammed har nogle sandheder fra denne højtstående lysets ånd ("Vandrer mod Lyset!" kalder ærkeenglene Guds Tjenere; der er tolv af dem), men jeg kan ikke på nogen måde

En kristen ser gennem kristendommens vindue. En muslim ser gennem Islams vindue. En filosof ser gennem filosofiens vindue. En sociolog gennem sociologiens. En geolog gennem geologiens. En fysiker gennem fysikkens. En kunstner gennem kunstens. De kalder det de ser verden. Men det er dog kun vinduer i en kælder, i et hus, på en gade, i en by, i et land, på et kontinent, på en klode, i et solsystem, i en galakse, i et uendeligt univers, i et ukendt antal dimensioner... Hvem kan se hele verden gennem et vindue i en kælder, i et hus...osv?

Her møder vi den sande tanke, at Gud sender hjælpere til os mennesker (Guds udsendinge; "Vandrer mod Lyset!"; de yngste), at vi altså ikke er alene. Disse hjælpere findes dog ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke kun blandt "profeter" og religionsstiftere og reformatorer, men også blandt videnskabsmænd, politikere, opfindere, kunstnere kort sagt på alle kulturens områder. Derudover siges det her om Gud, at Han er tilgivende og barmhjertig hvilket absolut er foreneligt med tanken om Gud som lysets og kærlighedens højeste væsen, den sande Gud. Men vi møder også tanken om helvede og opstandelsen. Det sidste først (opstandelsen). Jeg går ud fra, at der her menes en fysisk opstandelse knyttet til tanken om dommens dag, hvor Gud tænkes at ophøje de frelste (de "rettro") og nedstyrte de fortabte (de "vantro"). Til dette er at sige, at denne fejlagtige tanke jo også findes i kristendommen, og at der aldrig, som tidligere nævnt, vil indtræde en

I sit forord til den danske nyoversættelse af koranen skriver Ellen Wulff: "Islam betyder at overgive sig til en magt, der er stærkere end én selv, i denne kontekst til Gud, og participiet muslim betyder tilsvarende "som overgiver sig til Gud"". At overgive sig til Gud er en smuk tanke som jeg selv søger at praktisere; jeg plejer dog selv at tænke, at jeg er i Guds varetægt, at jeg er beskyttet af Gud - noget jeg ofte har haft brug for i mit liv. Når jeg tænker dette ved jeg samtidig, at intet ondt kan ramme mig. Personligt overgiver jeg mig ikke til Gud ud fra en frygt for Ham, men derimod ud fra en grundliggende tillid og kærlighed til min ånds skaber. Som nævnt flere gange før har jeg ikke selv oplevet nogen grund til at frygte Ham. Jeg føler mig tryg i Hans hånd. ________________________________ Efter hvad jeg forstår lyder den muslimske trosbekendelse nogenlunde sådan (oversat til dansk): "Der findes ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er Hans p

Disse vers rummer en del tanker, som jeg gerne vil kommentere særskilt. For det første den sande tanke, at forskelligt af det, som Guds udsendinge ("Vandrer mod Lyset!": de yngste) har bragt os mennesker gennem tiderne er blevet forvansket og fordrejet (af de ældste; "Vandrer mod Lyset!"). Et eksempel på dette er den augsburgske bekendelse hvori det bla siges, at vi skal "forsage djævelen og al hans væsen" mens Jesus (Guds udsending) lærte os at tilgive vores fjender. Hvis Jesu bud om tilgivelse skal have mening må det også gælde, ja, særligt gælde, menneskenes fjende nr 1, Satan, djævelen. I "Vandrer mod Lyset!" siges det, at de yngstes (Guds udsendinge) hovedopgave netop var gennem medlidenhed med Satan og hans lidelser at tilgive ham og bede for ham og dermed vinde ham tilbage til lyset og Gud for derved at skabe bedre forhold for os mennesker. Og derfor er fx den augsburgske bekendelses "forsagelse" af djævelen fatal og har fø

Hvis vi antager, at tanken er grundlaget for vores erkendelse og sproget er tankens formidler eller tankens afspejling eller med Hartnacks ord "tankens inkarnation", altså antager at der er en forskel mellem tanke og sprog, så synes det endvidere at være tilfældet, at tanken opfatter i helheder, at tanken med andre ord er syntetiserende, mens sproget er analytisk, dvs opdeler tankens helhedsbilleder af det vi søger at erkende og formidle i dens elementer eller bestanddele. Et eksempel: Jeg ser en rød bold. Jeg siger efterfølgende: Denne bold er rød. Ved synet af bolden kan tanken både rumme farven rød og begrebet bold i samme (ordløse) tanke. Men idet jeg søger at formidle min oplevelse af den røde bold til andre er jeg nødt til at gøre det ved hjælp af sproget. Jeg siger da: Denne bold er rød. Her deles oplevelsen altså i delene bold og rød (subjekt og prædikat). Skal jeg yderligere forklare eller formidle oplevelsen, fx forklare hvad jeg mener med ordet rød, må jeg ty t

Her møder vi tanken om Gud som den tilgivende og barmhjertige hvilket holdt op mod billedet af Gud som lysets og kærlighedens almagt (Vandrer mod Lyset!) må være sand. Desuden vil jeg mene, at advarslen mod religiøst hykleri eller skinhellighed (vers 44) nok kan have en berettigelse. Men derudover møder vi også tanken om de "vantro" og disses evige fortabelse (vers 39) hvilket holdt op mod det samme Gudsbillede ikke er sandt. Tanken om at Gud kræver at vi tror på en bestemt måde eller tror på noget bestemt (fx kristendommen eller Islam) og ellers går fortabt er en tanke, som Ardor (Satan) har indsneget blandt os mennesker da han kæmpede mod os for at få magt over os og holde os i frygt og kue os og hindre tankens og åndens frie, selvstændige udvikling og forædling. Desuden er det en tanke, som forskellige kirkesamfunds ledere har brugt som magtmiddel - gennem frygt at sikre deres egen magt. Alle tanker om at vi skal frygte Gud holder ikke. Skulle vi frygte lysets og kær

Sura et, Åbningen (al-Fatiha) Her ser jeg, at Gud beskrives som "nådig" og at koranen ligesom bibelen rummer tanken om dommens dag. Disse forestillinger er ifølge "Vandrer mod Lyset!" forkerte - Gud er ikke nådig og viser os ikke "nåde", men Han elsker ethvert menneske uendeligt. Der er forskel på nåde og kærlighed. En tyran viser nåde; Gud er ingen tyran. Tanken om dommens dag eller dommedag er ligeledes fejlagtig. Tanken om dommedag sætter skel mellem mennesker, deler os op i "frelste" og "fortabte" - mens sandheden er at ingen skal fortabes, at Paradis er for alle, når vi engang har overvundet mørket, det onde i os selv, og at Gud, som nævnt, elsker ethvert menneske uendeligt. En fælles, universel dommens dag, dommedag, vil aldrig indtræde. Derimod følger der efter hvert menneskeliv en dom; men denne dom fælles ikke af en vredens og hævnens "Gud" men af os selv - ud fra en erkendelse af det vi har gjort godt og skidt

Allerede få sider inde i koranen er det klart for mig, at min læsning må blive kritisk. Jeg har fået den idé at jeg vil læse et par sider om dagen, og eventuelt kommentere læsningen offentligt her på bloggen. Den udgave jeg læser er som nævnt Ellen Wulffs nyoversættelse, der efter oversætterens indledende forklaringer baserer sig på den egyptiske standardudgave, der udkom i Kairo i 1924. Mine kommentarer vil selv sagt ikke være en videnskabelig redegørelse men derimod et forsøg på en selvstændig, personlig læsning. Men først vil jeg redegøre for det jeg i forvejen ved om Islam eller mener at vide. Mit udgangspunkt er som nævnt "Vandrer mod Lyset!" og dennes beskrivelse af Gud som en altbeherskende lysets Gud der også er en varm og tryg og nær Fader for alle mennesker. Muhammed og Koranen nævnes i "Vandrer mod Lyset!" og det siges her, at Muhammed var af de yngste, dvs dem, der altid har forsøgt at hjælpe os mennesker på vejen til Gud. Men det siges også, at Muha

I den offentlige, danske debat fylder Islam meget og har gjort det i nogen tid. Det er naturligt, da vi i Danmark har modtaget mange muslimer - enten som indvandrere til landet eller som flygtninge. I debatten fyger det med påstande om hvad Islam er og hvad det ikke er. Jeg selv ved meget lidt om denne religion udover hvad man sådan hører og ser - jeg har derfor sat mig for at undersøge sagen nærmere og har købt en udgave af koranen i Ellen Wulffs nyoversættelse for at forsøge at danne mig min egen mening. Man kan derfor forvente at jeg i den kommende tid vil skrive om Islam her på bloggen ud fra kilderne - i første omgang koranen. Jeg starter altså som en total novice. Jeg vil dog indlede med at sige, at mit indtryk ud fra den offentlige debat og internationale forhold er, at det måske giver mening at skelne mellem politisk islam (islamisme) og det man måske kunne kalde religiøs eller egentlig Islam. Hvad angår politisk islam er det mit indtryk, at denne religion bruges i en pol

I kristendommen spiller offertanken en fremtrædende rolle først og fremmest i kraft af tanken om Jesu sonings-(offer-)død på korset. Den grundlæggende tanke er, at mennesket kan opnå tilgivelse eller soning i kraft af ofre til Gud. I 3. Mosebog (Levithicus) giver "gud" detaljerede befalinger angående disse ofre - brændoffer, syndoffer, måltidsoffer osv. Ofrene består da af kvæg, korn mv. Ofrene skal fx ofres på alteret, blodet skal stænkes på alterets horn osv. I det nye testamente afløses alle de ofre Moses modtog befaling om fra "gud" af Jesu en gang for alle og altomfattende offer ved sin død på korset. Da Paulus udformede forsoningslæren (læren om Jesu sonoffer på korset og menneskets efterfølgende mulighed for frelse gennem tro på dette offer) søgte han at bringe Jesu offer i overensstemmelse med de jødiske offertanker som Moses modtog fra "gud". At denne forbindelse mellem det gamle og det nye testamente ikke er holdbar er påvist i skriftet, &q

Slangen hellige mænd lover guld og grønne svale enge og peger ud i ørkenen hvor slangen er de kalder den bibelen eller den nye tid eller vejen til al viden og vandrer ad dens skællede ryg her stiger slangen ned på bjerget i røg og ild og død her stiger slangen op i mennesket i ild og fråde og rullende øjne og her her ved du alt og eksploderer - men rygtet gik: slangen er død! slangen er død! den slange der kaldte sig gud er død! slangen er død! Gud lever!

Det grundliggende eksistentielle spørgsmål: Hvorfor egentlig leve? vil jeg personligt besvare med: På grund af kærligheden. Kærligheden er i sin inderste natur - ligesom ånden - uerkendelig for mennesker. Og derfor er min inderste natur og min grund til at leve uerkendelig. Spørgsmålene stopper her. I den filosofiske litteratur møder man ofte opfattelser og redegørelser for forskellige problemer - fx verdens natur, omverdensproblemet, livets natur - der er præget af en vis mekanisk logik. Med dette mener jeg, at mennesket (filosoffen) på en måde står udenfor det han eller hun søger at erkende. Man prøver at forstå et givent problem ved at hæve sig over det - se det udefra eller ovenfra - og derved fjerner mennesket (filosoffen) sig i en vis forstand fra den virkelighed eller det problem man søger at indkredse, beskrive eller forstå. Måske er virkeligheden at vi ikke formår at se livets inderste natur og begrundelse udefra - men kun kan opleve det indefra . Eller udtrykt i et bille