Carsten Ploug Olsen

Ifølge Vandrer mod Lyset!  følger der umiddelbart efter hver endt inkarnation en selvgranskningstid, hvor inkarnationen gennemgås, hvor man ser tilbage på det man nåede, det man ikke nåede, og det man gjorde galt eller godt. Visdommen i dette er, at kun ved at se sig selv minutiøst i øjnene, kan man befri sig for mørket, det der smerter os, det der får os til at lide. Kun ved at se mørket i øjnene kan vi befri os fra det. Ved først at se det i øjnene, og derefter sørge over det vi forbrød, angre det og søge at sone det eller vinde tilgivelse. Selvgranskningstiden er altså ikke et eller andet tilfældigt onde, Gud påfører os, men er til for at vi kan blive helstøbte, modne, myndige væsener gennem selvopgøret, ved at se mørket i øjnene.

Trækker man sløret fra denne verdens inderste, dens kerne, finder man: Døden. Denne verden er en mørkets og dødens verden. Kærligheden og livet er kun gæster her. Men allerinderst inde og dybere end døden er: Gud. Gud der ophæver døden, der tager brodden af den. Et sikkerhedsnet på verdens bund.

I sin tale  i Vandrer mod Lyset!  taler Kristus om striden mod det onde, og han siger blandt andet: "Thi stride I ikke m o d det onde, men følge I eders egne Lyster og urene Begæringer, d a  k u n n e  I  v i s s e l i g e n  i k k e  s e j r e." Det er så let at ride med på denne verdens bølge, men derved kommer man meget let til at følge det onde i dets talrige afskygninger og give efter for dets snigende angreb. Nogle bliver blændede af magtbegær, nogle bejler til folkegunst og søger berømmelse, andre giver viljeløst efter for mørket i jeget og den astrale genpart, de nedarvede drifter og instinkter, og glemmer at spørge sig selv, om man virkelig i sandhed søger at gøre det gode, søger af al magt at reformere sit jeg i overensstemmelse med lyset, det bedste i ånden, det ædle, det rette, glemmer således i ånd og i sandhed at vandre mod lyset. Stopper man derimod op midt i strømmen og yder mørket modstand, beslutter bevidst at stride mod det onde, vil man snart mærke