Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 4

På papiret der er som små kvadratiske isflager dukker gådefulde sorte tegn op lidt efter lidt, som ekkoer fra dybet jeg vandrer i, på havets bund som i søvne, mine tanker søger hvile som døde der søger en ny krop, en åben grav at sænke sig i, en afgrænset form, her er alt storm...

Når engle forlader denne verden sker det i stilhed, måske følges de til graven af nogle få, utrøstelige, pludselig stopper det bedrageriske hjerte som de levede og ofrede alt for, hvorfor leve for den smerte og frygt de kalder kærlighed; de breder vingerne ud og sætter af, vingeslagene lyder som sølvklokker, der ringer solen ned...

Vi kommer til verden med et skrig og kun langsomt dæmpes skriget for næsten at forstumme i livets zenith; derefter begynder det igen og tager langsomt til, til sidst ren rædsel; vil der være bløde hænder der griber os som da vi kom her eller evigt mørke eller intet?

I vores kroppe er der evig krig, mellem bakterier og vira og immunsystem, og disse kroppe af krig slagter hinanden, udrydder hinanden, bekæmper hinanden, forfølger hinanden, søger magten, begærer magten, misbruger magten for at kunne stå alene på en iskold bjergtop og se ned på alle de døde de gik henover på vejen op; ecce homo, se dette tragiske fjols gnide sig i hænderne, slibe sine knive, rense sine pistoler; her er sejrherren med sit evige nederlag og sine mareridt...

Hvis livet kun er denne krig, hvorfor så leve? Hvis sejr er at stå alene på toppen i bidende kulde og se ned i afgrunden, hvorfor så kæmpe? Af og til er min fredeligste tanke den at døden udsletter alt, at lidelserne stopper. Det er ikke fred, men heller ikke krig, kun intet. Indtil jeg får svaret, bærer jeg mit blod gennem verden, og håber at der et eller andet sted findes noget bedre som ikke er tilintetgørelse...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere