På papiret der er som små kvadratiske isflager dukker gådefulde sorte tegn op lidt efter lidt, som ekkoer fra dybet jeg vandrer i, på havets bund som i søvne, mine tanker søger hvile som døde der søger en ny krop, en åben grav at sænke sig i, en afgrænset form, her er alt storm...
Når engle forlader denne verden sker det i stilhed, måske følges de til graven af nogle få, utrøstelige, pludselig stopper det bedrageriske hjerte som de levede og ofrede alt for, hvorfor leve for den smerte og frygt de kalder kærlighed; de breder vingerne ud og sætter af, vingeslagene lyder som sølvklokker, der ringer solen ned...
Vi kommer til verden med et skrig og kun langsomt dæmpes skriget for næsten at forstumme i livets zenith; derefter begynder det igen og tager langsomt til, til sidst ren rædsel; vil der være bløde hænder der griber os som da vi kom her eller evigt mørke eller intet?
I vores kroppe er der evig krig, mellem bakterier og vira og immunsystem, og disse kroppe af krig slagter hinanden, udrydder hinanden, bekæmper hinanden, forfølger hinanden, søger magten, begærer magten, misbruger magten for at kunne stå alene på en iskold bjergtop og se ned på alle de døde de gik henover på vejen op; ecce homo, se dette tragiske fjols gnide sig i hænderne, slibe sine knive, rense sine pistoler; her er sejrherren med sit evige nederlag og sine mareridt...
Hvis livet kun er denne krig, hvorfor så leve? Hvis sejr er at stå alene på toppen i bidende kulde og se ned i afgrunden, hvorfor så kæmpe? Af og til er min fredeligste tanke den at døden udsletter alt, at lidelserne stopper. Det er ikke fred, men heller ikke krig, kun intet. Indtil jeg får svaret, bærer jeg mit blod gennem verden, og håber at der et eller andet sted findes noget bedre som ikke er tilintetgørelse...
Kommentarer
Send en kommentar