Carsten Ploug Olsen

Den grundlæggende antagelse bag tanken om 'den rigtige kristendom' eller 'den rigtige islam' kan siges at være, at der er en og kun en vej til Gud. Denne ene vej er det magtpåliggende at finde, da konsekvensen ellers er fortabelse. Men tanken om en og kun en vej er på en måde livet fremmed; livet består af uendelige muligheder og ethvert øjeblik rummer mange muligheder og mulige valg med mange alternativer. Sat på spidsen kan man sige, at tanken om en og kun en vej til saligheden - fx kristendommen eller islam - er døden; hvis livet er mangfoldighed og uendelige muligheder, er 'den ene vej' livet fremmed, måske livets modsætning. Derfor er antagelsen om eksistensen af en 'rigtig kristendom' eller en 'rigtig islam' eller generelt 'den rigtige vej' dødens og ikke livets vej. Og hvis Gud er kærlighedens og livets Herre, så er 'den rigtige kristendom' eller 'den rigtige islam' ikke vejen til Ham, men til døden. De

Nogle bliver som bekendt gift med den forkerte; jeg var så heldig at blive gift med min kone. Jeg er 2,01 m høj, vejer 147,3 kg og har fod under eget bageri, Store Brød. Min kone er atomfysiker. Det er ikke fordi min kone og jeg aldrig er uenige; vi har af og til nogle drabelige diskussioner; som nu denne sensommereftermiddag på Strøget. Vi gik stille og roligt med hinanden i hånden, da en flok sorte engle med Bullshit skrevet på ryggen og idiot i panden passerede forbi os; jeg gav mig til at fundere over, hvordan man kunne blive sådan, og vi var ikke enige. Jeg er også udover bageriet lidt til videnskab, og jeg luftede den tanke, at hvis vi betragter Jorden som et lukket økosystem, og alt liv har en tid, hvorefter det vandrer over i andre skikkelser, kan det ikke udelukkes, at nogle bliver født med atomer eller molekyler, der tidligere har været en del af, nå, for eksempel en dinosaur, et murmeldyr, eller hvorfor ikke en kat? Kunne det forklare visse anomalier i den me

Uskyld kommer af erfaring. Erfaring af hvad der er godt, og hvad der er ondt. Langsomt lærer hjertet at skelne. Engang vil denne erfaring og uskyld åbne dig Paradis. Kristendommen siger det modsatte, men kristendommen tager fejl. Den siger, at vi engang var uskyldige og uvidende om godt og ondt, men mistede uskylden da vi ville kende godt og ondt og derefter og af den grund blev uddrevet af Paradis. Kristus - siger kristendommen - bar vores skyld og vores synd på korset, og ved sin død og opstandelse slettede han vores skyld og vores synd. Vi - siger kristendommen - må blive som børn igen, uvidende om godt og ondt, ellers forbliver Paradis det tabte Paradis. Men den der ikke selv vinder Paradis indefra gennem erfaring, tilegnelse og viden om godt og ondt, gennem kamp for det gode og kamp mod det onde, kender ikke det sande Paradis, som ikke er det tabte Paradis, men det vundne.

Idet jeg trækker på arven fra Mosebøgerne (3. Mosebog, 19, 18; næstekærlighedsbudet, 'du skal elske din næste som dig selv', som Jesus, Paulus og apostlen Jakob senere citerer) og Den gyldne regel ('gør mod andre som du ønsker andre skal gøre mod dig') vil jeg sige, at en etisk forsvarlig holdning til mennesker i nød er at behandle nødstedte som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i samme situation. Det vil sige: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis vi var flygtninge, hvis vi var romaer, hvis vi var narkomaner, hvis vi var syge osv? Ville vi så ønske at andre skulle gøre livet utåleligt for os, ville vi som flygtninge ønske at blive stuvet sammen i lejre, frysende og sultende eller udsat for hede og tørst, ville vi ønske at blive afvist og risikere at drukne i Middelhavet, ville vi ønske at blive chikaneret og forfulgt på grund af vores hudfarve eller fordi vi taler et andet sprog eller har en anden religion osv? Vi kan forstær