Carsten Ploug Olsen

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt. Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os. Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke. Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien). Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objekti

Det siges af og til, at alle religioner i deres grund er ens, at de bærer den samme kerne. Det mener jeg er rigtigt. Se på jødedom, kristendom og islam: Hvis der findes en Gud, findes der kun en. Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Det vi har af den Almægtige er billeder, og de kan være mere eller mindre nøjagtige. Der findes også inden for de forskellige religioner forskellige billeder, ja, der er nok et for hver troende. Det alle religioner har til fælles, den fælles kerne, er kærligheden: Jødedom har næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18), det samme har som bekendt kristendom, idet både Jesus og Paulus gentager budet, og kalder det det største og vigtigste bud af alle. Og hvis vi forstår islam som det inderste hjertes overgivelse til Allah (jf trosbekendelsen, shahada), så er også islams kerne kærlighed. Gennem  Vandrer mod Lyset   lærer vi, at alle de store religioner er opstået ud fra en oprindelig verdensimpuls af kærlighed, men

De to urkræfter, lys og mørke, godt og ondt, virker forskelligt på os mennesker. Jeg vil her sige lidt om, hvordan de kan virke på følelserne: Lyset giver fred og ro og klarhed. Når vi erkender en sandhed, eller fx lytter til et smukt og harmonisk stykke musik, er oplevelsen som regel ledsaget af ro og fred og glæde. Mørket derimod kan virke på i hvert fald to måder, der ledsager dels mørkets 'lyse' side, som jeg før har skrevet om, dels mørkets rent sorte side: Man kan når man udsættes for mørkets kræfter gribes af en rus - fx ved forelskelse, hvis vi gribes af selvbeundring, eller ved indtagelse af fx alkohol eller narkotiske stoffer. Denne virkning er karakteristisk for mørkets 'lyse' side. Ved mørkets rent sorte aspekt kan det knuge sindet og hjertet, og det kan skabe en meget ubehagelig indre spænding, som vi da måske søger at frigøre os fra. Frigørelsen kan ske på to måder: Vi kan handle efter det onde, hvorved det gran mørke vi påvirkes af afpolariseres, hvilket

I mange øjeblikke med fortvivlelse og dyb lidelse tænker jeg: Gud give at ateisterne har ret, og så ville jeg ønske, at jeg kunne tilslutte mig den skare, der slår syv kors for sig ved enhver tanke og tale om Gud. Spøg tilside: Et langt liv med uudholdelige og vedvarende lidelser i forbindelse med en psykisk lidelse (skizofreni) har givet mig en fredelig tanke: At alt slutter ved døden, og der intet evigt liv er. I sådanne øjeblikke håber jeg, at det er rigtigt, hvad der står i Vandrer mod Lyset: At vi kan vælge evighedslivet fra. Det er, når lidelsen bliver for stor, mit evighedshåb.  På den anden side har alle disse lidelser givet mig en forståelse for de faldne og deres lidelser: Jeg forstår, hvad lidelse kan bringe en sjæl til, og jeg forstår, hvordan det onde kan tvinge os til uhyrligheder, hvordan det kan binde tanke og sjæl, hvordan det kan lukke mentale rum i stedet for at åbne, og jeg kender den angst, der følger med det. Jeg forstår noget om, hvad der drev Satan, da han forba