Carsten Ploug Olsen

I tillæg til det sidste indlæg, "Den radikale skepticisme - den absolutte idealisme", og en af de her anførte tanker om en mulig forenet kvanteteori omfattende stof og ånd (bevidsthed) vil jeg sige, at det er mig bekendt, at der også i nyere tid er fremsat teorier inden for fysikken om også tid og rums kvantisering. Spørgsmålet er så: Kan vi acceptere en universel forenet kvanteteori der omfatter alt kendt; ånd (bevidsthed), stof, tid og rum og dermed i en vis forstand kvantisering eller teorien om kvanter i denne universelle forstand som verdens inderste, altomfattende princip? Man kan - mildt sagt - ikke sige, at kvanteteori indenfor fysikken så lidt som den absolutte idealisme (som den er formuleret af Hegel) er karakteriseret af enkelhed, elegance eller skønhed. Og frem for alt: Hvor er livet i alle disse spekulationer, hvor er personligheden ? Eller sagt med Kierkegaards ord ("Afsluttende uvidenskabelig efterskrift"): "Abstrakt tænkning er tænken, hv

Den franske filosof, René Descartes (1596-1650), var efter nogles mening den første, der "opdagede" jeget i sin søgen efter et fast, ubetvivleligt grundlag for menneskets erkendelse. Descartes position var, efter at have benyttet den såkaldte metodiske tvivl, at der dog er noget der står fast; nemlig det tænkende (erkendende) jeg ("jeg tænker, altså eksisterer jeg"). Men idet jeget er "opdaget" opstår der et nyt problem; hvad er nærmere forholdet mellem (det tænkende) jeg og det vi erkender; med andre ord; hvordan er forholdet mellem bevidstheden og det bevidstheden er om; mellem erkendelsen og erkendelsens objekt eller genstand; forholdet mellem subjekt (jeget) og objekt (genstand)? Dette problem fører i en bevægelse fra Descartes over Hume (1711-76) til Kant (1724-1804) og sluttelig til Hegel (1770-1831). Denne bevægelse er forsøgt beskrevet i den danske filosof, Justus Hartnacks (1912-2005), "Fra Kant til Hegel - en nytolkning" (1979). Hart

Siden Descartes har man søgt efter en sikker viden, en sikker erkendelse, et sikkert grundlag for al erkendelse og dermed viden. Descartes brugte den såkaldte metodiske tvivl, hvor han betvivlede alt, herunder de indtryk vi får gennem sanserne, indtil han nåede noget, han mente ikke kunne betvivles, nemlig at selve tvivlen, det faktum at han tvivlede, var et udtryk for at han tænkte; dermed blev tanken (jeg tænker, altså eksisterer jeg) for ham det faste holdepunkt for erkendelsen, den sikre grund. Kant foretog det han kaldte en kopernikansk vending i erkendelsen (som han skriver i indledningen til "Kritik af den rene fornuft"), bort fra objektet, tingen, og rettede erkendelsen mod erkendelsen selv. Dette medførte i hans begrebslogiske analyse af erkendelsen, forsøget på at afdække virkelighedens eller erkendelsens logiske struktur og forudsætninger til det selvmodsigende eller i hvert fald stærkt problematiske begreb om "tingen i sig selv" (ding-an-sich; dvs erke

Der er videnskabelig evidens for, at fysisk aktivitet forbedrer helbredet og humøret. Man får mere energi, mere overskud og får det generelt bedre ved at røre sig. Jeg kunne her tænke mig at skrive lidt om mine egne erfaringer med at røre sig, dyrke motion. Hvis man forestiller sig et koordinatsystem med aktivitetsniveau på x-aksen og humør/velvære på y-aksen, oplever jeg at i nulpunktet (Origo) - hvor man ikke rør sig er humøret/velværet også 0. Begynder man at bevæge sig regelmæssigt, stiger kurven indtil et vist punkt, det jeg kalder det gyldne punkt, hvorefter kurven begynder at falde igen. Med det mener jeg, at overdreven fysisk udfoldelse (det kan være meget individuelt hvad der må betegnes som overdreven fysisk udfoldelse) heller ikke er godt - at man kan nå til et punkt, hvor man i stedet for at opbygge krop og sind (ånd) begynder at nedbryde begge dele. Min grundtanke er, at hvert eneste menneske har stor (uendelig) værdi - i sig selv - uafhængig af ydre forhold (fx fysi

Er Danmark et kristent land? Nej, i Danmark er vi - hvis vi overhovedet er religiøse - paulianere, vi tror på den vredens og hævnens gud, der er så tydeligt til stede i Pauli lære. Vi tror på, at Gud krævede et menneskeoffer for at forsone sig med os, en henrettelse, et drab, og vi tror på - hvis vi overhovedet tror - at bibelen er den eneste mulige sandhed - dette afskyelige, formørkede skrift, der håner og spotter den sande Gud - andre muligheder tror vi ikke findes. Eller rettere; det lærer kirken, kristendommen os. Selv om der synes at være en vis bevægelse i gang indenfor kirken - væk fra de værste uhyrligheder og hen imod en lysere og kærligere opfattelse af Gud -så er bibelen dog stadig fundamentet. Og hvad skal man så fx mene om beskrivelserne i 2. Mosebog om "gud", der sender græshopper, fluer, frøer over Egypten og forvandler Nilen og alt vand til blod? Hvilken "gud" er dét? Eller hvad skal man mene om Johannes´ Åbenbaring, dette helt igennem hæslige o

Filosofi er et dansk ord, der kommer af græsk og betyder "kærlighed til visdom". Nærmere bestemt kan det opfattes som en bestræbelse på at bestemme indholdet og betydningen af visse ord, begreber eller hele sætninger, symboler eller generelt alt hvad der kan udtrykkes meningsfuldt mellem mennesker, fx det jeg prøver her; altså bestemme hvad der ligger i ordet "filosofi". Et filosofisk udsagn eller system får først videnskabelig interesse hvis det netop er enten nedskrevet eller talt eller generelt udtrykt - dvs det knytter sig til begrebet sprog. Her forstår jeg ordet eller begrebet sprog bredt, dvs at det både kan forstås som ord, symboler (fx yin-yang tegnet) eller generelt alt, hvad der kan udtrykkes meningsfuldt mellem mennesker. Det enkelte menneske (fx en anden filosof) kan derefter afprøve eller forsøge at vurdere det filosofiske udsagn eller systems sandhedsværdi. Udsagnet eller systemet kan derefter vurderes som enten sandt eller falsk eller delvis sandt

Instagram for øvede I da jeg var lille sagde de at jeg havde hundeøjne jeg elskede hunde og smilede smilede II da jeg var 17 åbnede svælget sig jeg styrtede en brændende fakkel ned gennem en bundløs skakt helvede III da jeg var 23 målte jeg afgrunden gik med knust sind min krop en grav IV da jeg var 29 tændtes flammen i mit mørkes centrum sorte bølger løb storm forsigtigt hulede jeg min hånd om den og søgte mod land V når jeg lukker øjnene synker jeg i dybet underjordiske kældre mine tanker flakser forskræmte fugle altid dette dyb som jeg flygter fra trommerne buldrer i dybet mine ben ryster under mig den mørke flod stiger måske er døden dommen intet er afgjort før jeg råber Guds navn

En scene fra Monthy Python eller virkeligheden? Unge mænd står med rifler over skuldrene og afsynger noget fra en tekst der må være en drabsvejledning og ikke en bøn eller en religiøs tekst - alt sammen til Guds ære. Scenen skifter: Ondskaben går gennem gaderne, og man ser angsten i menneskers øjne. Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned. Ondskaben sværger ved Gud. Stakkels mennesker. Ondskaben lover paradis - gennem vold, terror, krig - det eneste paradis den kender, men som andre kalder helvede. Ondskaben påkalder sig sandhed, men kan kun lyve. Generelt: Ondskaben siger: Guds straf for utroskab er stening. Ondskaben siger: Guds straf for ikke at tro på korset er helvede. Ondskaben siger: Vi er de udvalgte. Ondskaben siger: For enden af vejen venter intetheden. Ondskaben siger: Mennesker er guder. Ondskaben siger: Jeg er Gud. Ondskaben siger: Jeg er det eneste der findes, og om trilliarder af år findes der intet mere eller verden koll