Tirsdag aften ringede telefonen og det var dr. Tics der efter mange omsvøb og hæ ha øh hub inviterede mig til et møde om torsdagen i det han kaldte en lille kreds af åndeligt interesserede mennesker som han mente jeg ville finde interessante.
Jeg fandt stedet han havde opgivet, og det viste sig at være et mødested for en lille spiritistkreds jeg aldrig havde hørt om før. Lokalet han viste mig ind i var mørkt med tunge, gamle møbler og mørke gardiner. Vi satte os ved siden af hinanden på forreste række af de stole, der var stillet frem.
En ældre mand med svære briller med mørke glas steg op på podiet, der stod foran et maleri, der forestillede en opgående eller nedgående sol alt efter hvad man nu syntes og foretrak.
- Vi har den ære at modtage en ganske særlig gæst her i aften, begyndte manden der måtte være lederen, - en ganske særlig, hopsa, gæst med ganske særlige kontakter, hubba, som vi glæder os til at modtage budskaber fra.
Manden tørrede lidt sved af panden og fortsatte,
- Som I alle ved er kilderne ved at tørre ud, fuksa, men denne gæst, denne hæ, profet har en ganske særlig kanal til det hæ oversanselige, eller jeg skulle måske sige to ha ha kanaler.
Igen tørrede han sig over ansigtet idet han så ud over forsamlingen.
- Denne gæst, denne profet, denne, ja, ha ha, frelser vil måske kunne føre os over vadestedet nu hvor realiteterne i det ha ha oversanselige har ændret sig, han vil måske kunne skabe nyt liv, nyt ha ha håb, for os hvem det oversanselige ligger så æf stærkt på sinde.
Han så ud over forsamlingen, der mest bestod af ældre velklædte kvinder og mænd, tav et øjeblik for at øge spændingen, hvorpå han sluttede sin introduktion med,
- Lad os nu modtage profeten, frelseren, mediet,...Carl Petersen!
Jeg så med rædsel op på manden med de mørke briller og rystede på hovedet, sank mit spyt flere gange, var ved at kaste op, men han smilede bare idet han hævede øjenbrynene.
- Nu ikke genert, sagde han som om han irettesatte et ulydigt barn. - Bare kom, det er ikke ha ha farligt.
Jeg skjulte ansigtet i hænderne og en gysen for gennem min krop. Dr. Tics så smilende på mig og blinkede som om vi havde noget sammen.
Jeg rejste mig hurtigt op, stolen væltede bagover og jeg løb alt hvad jeg kunne, overvældet af chok og rædsel, og jeg ved ikke hvordan jeg kom ud, men pludselig opdagede jeg, at jeg stod ved et lyskryds og forsøgte at sluge en angstdæmpende pille uden at have vand til at skylle den ned med.
- Hjælp, hjælp mig, skreg det i mig, - åh, Gud, vær mig nådig.
Da jeg et par uger senere igen sad i dr. Tics' konsultation virkede han kølig og helt uden hubba hop hæ hæ. Vi sad lidt i tavshed. Så sagde han,
- Vi skruer lidt på Truxalen igen. Tag 50 mg ekstra morgen og aften. Det dæmper angsten. Zyprexa uændret.
Jeg spurgte om det betød, at jeg stadig ville se djævelen men ikke være bange, og spekulerede over om det ville være et fremskridt. Dr. Tics vinkede mig af og bøjede sig over sine papirer idet han lod mig forstå at jeg kunne gå.
Kommentarer
Send en kommentar