Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 3

På gaden træder jeg ind ad en dør, en tilfældig kvinde, og jeg ved ikke om denne kvinde, denne dør fører ind i hende eller mig selv, det er som om jeg leder efter noget lige som hun gør, noget vi har tabt eller længes efter, måske et aldrig stillet spørgsmål...

Bag døren i en lang snæver gang i mørke hører vi de dødes og de levendes tanker, deres skrig af rædsel, deres råb af glæde, deres suk, deres åndedræt, de omslutter mig som blinkende vægtløse knive eller bløde orange hænder med snoede tatoveringer i blåt der rækker frem som i bøn...

Måske er det rigtigt hvad de siger, at om natten hæver sjælen sig over kroppen, over og under verden og går rundt i haver hvor fugle som blanke mønter synger fra duftende træer eller i smalle snavsede gyder der stinker af pis, og om morgenen må sjælen løbe for at komme tilbage i sin egen krop, men farer tit vild og sænker sig i en fremmed fjendtlig krop, der er kold som en januarstorm i Thule, og straks den synker ind begynder det at sne i den fremmede krop...

Måske er denne dør, denne kvindes skrig der lyder som et ekko af mit, denne længsel der stiger mod himlen som foldede mishandlede hænder eller små ulæselige breve skrevet med barneskrift på et ukendt sprog, disse hænder, der leder efter noget og som skiftevis knyttes i vrede eller smerte eller anstrengelse eller føres op for ansigtet i rædsel, disse øjne, der nægter at se mere...

Jeg træder ind ad døren og finder en stige som både fører op og ned, i dybet har jeg været, der fandt jeg kun ordet nej, prøvende sætter jeg foden på det første trin op og holder vejret og håber at det bærer...

Måske er hendes navn og det hus jeg træder ind i gennem hende kun en betegnelse for alt hvad jeg længes efter og frygter at miste og aldrig har haft, mig selv eller hende eller os begge, en uløselig gåde eller knude, som venter på at blive hugget over med klinger så skarpe som linjerne i disse tegn...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere