På gaden træder jeg ind ad en dør, en tilfældig kvinde, og jeg ved ikke om denne kvinde, denne dør fører ind i hende eller mig selv, det er som om jeg leder efter noget lige som hun gør, noget vi har tabt eller længes efter, måske et aldrig stillet spørgsmål...
Bag døren i en lang snæver gang i mørke hører vi de dødes og de levendes tanker, deres skrig af rædsel, deres råb af glæde, deres suk, deres åndedræt, de omslutter mig som blinkende vægtløse knive eller bløde orange hænder med snoede tatoveringer i blåt der rækker frem som i bøn...
Måske er det rigtigt hvad de siger, at om natten hæver sjælen sig over kroppen, over og under verden og går rundt i haver hvor fugle som blanke mønter synger fra duftende træer eller i smalle snavsede gyder der stinker af pis, og om morgenen må sjælen løbe for at komme tilbage i sin egen krop, men farer tit vild og sænker sig i en fremmed fjendtlig krop, der er kold som en januarstorm i Thule, og straks den synker ind begynder det at sne i den fremmede krop...
Måske er denne dør, denne kvindes skrig der lyder som et ekko af mit, denne længsel der stiger mod himlen som foldede mishandlede hænder eller små ulæselige breve skrevet med barneskrift på et ukendt sprog, disse hænder, der leder efter noget og som skiftevis knyttes i vrede eller smerte eller anstrengelse eller føres op for ansigtet i rædsel, disse øjne, der nægter at se mere...
Jeg træder ind ad døren og finder en stige som både fører op og ned, i dybet har jeg været, der fandt jeg kun ordet nej, prøvende sætter jeg foden på det første trin op og holder vejret og håber at det bærer...
Måske er hendes navn og det hus jeg træder ind i gennem hende kun en betegnelse for alt hvad jeg længes efter og frygter at miste og aldrig har haft, mig selv eller hende eller os begge, en uløselig gåde eller knude, som venter på at blive hugget over med klinger så skarpe som linjerne i disse tegn...
Kommentarer
Send en kommentar