Carsten Ploug Olsen

Intet liv og ingen kultur og historisk periode er entydig. Et menneske rummer i sin genpulje anlæg for en masse ting; godt helbred eller visse sygdomme, talenter osv. Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre. På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn. Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæm

Retfærdighed kan udtrykkes ved karmalovens; som du sår, skal du høste. Dette gælder for både enkeltmennesker og stater og karmaloven er et nøjagtigt spejl af vores handlinger - på godt og ondt (vi høster også gode frugter - af vores gode handlinger). Spinozas og andres; magt er ret; er derfor misvisende. En magt der sår splid, krig og undertrykkelse har eller er ikke ret. Kun den magt der sår det gode (beskyttelse af borgere og deres naturlige rettigheder (liv, ejendom osv), som søger fremgang for samfundet og dets borgere på ærlig vis uden krig og undertrykkelse af egen befolkning eller fremmede stater osv) har eller er ret (retfærdig). Retfærdighed er altså også intimt forbundet med begrebet om det gode. Magt er ret, er indifferent overfor begrebet om godt og ondt, og hvis vi hævder denne tanke, ville nazisterne - hvis de havde vundet 2. verdenskrig - have defineret retten som deres i lighed med enhver totalitarisme og diktatur, hvilket er urimeligt. Derfor må tanken (magt er

Hvis vi indrømmer det rationelle i og den universelle gyldighed af den etik jeg tidligere har formuleret med hovedpunktet; At behandle mennesker i nød som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i deres sted; Så vil jeg give denne tilføjelse: At hvis ikke vi kan leve op til denne - som jeg mener - etiske pligt, specielt i forbindelse med mennesker på flugt - så må vi håbe - hvis vi en dag selv får brug for at flygte eller på anden vis får brug for hjælp - at vi da vil modtages af mennesker og samfund som kan og vil. Kort sagt: At vi da selv vil finde større barmhjertighed end den usle behandling med daglig chikane, fordømmelse, hån og stigmatisering som vi i den såkaldt civiliserede verden i dag præsterer. Måtte de små mennesker - på begge sider - aldrig møde spejlbilledet af det snævre hjerte: Den store kanon og den vilde flugt fra de værdier de priser så højt og samtidig træder i støvet. Disse værdier - som vi kalder universelle og som den her skitserede etik

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel? Eller hører dette til i ugeblades åndelighed? Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke. Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt; Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren; Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas; Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst; Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i

1) Hævn eller tilgivelse. Vold og hævn i verden er som dominobrikker, der vælter. Den første brik der vælter når vi søger hævn er os selv. Når vi derimod tilgiver, standser brikkernes - sjælenes - fald. Engang i tidernes morgen væltede den første brik og trak mange med sig. Skal hele voldsprocessen stoppes, skal alle faldne genoprejses, skal vi tilgive dette oprindelige fald. Tilgiv jeres fjender! 2) Hvor er Gud? Gud er cirka 30 centimeter fra det søgende blik: I hjertet. 3) Etik og kærlighed. Måske er det rigtigt at betragte Den gyldne Regel, gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, som etikkens ideal og kærlighedsbudet, elsk din næste som dig selv, som kærlighedens ideal. Om ikke andet kan disse læresætninger ses som pejlemærker for vandringen mod Lyset. 4) Karmaloven. Det du gør mod andre - godt eller ondt - gør du samtidig mod dig selv. For som vi sår, skal vi høste! Derfor - hvis det er rationelt at så gode frugter og irrationelt at så onde frugter - er kærlighe

Selvfølgelig, Det var kærlighed Ved første blik Ved første hik Ved første nik Ved første click Swipe Hvem bekymrer sig, Du er en kvinde Du er ryger Du er frisør Du er socialist, Swipe Swipe Hvem bekymrer sig, Om sjælen bag Dit blik Dit tavse punkt Din indre forsinkelse Dig Swipe Swipe Swipe

I lande der kalder sig kristne burde det være indlysende, at militære og voldelige løsninger på politiske problemer ikke er vejen frem men skridt tilbage til barbariet. Som du sår, skal du høste, hedder det således i bibelen. Vi kunne også formulere det sådan: Det vi gør mod andre, gør vi samtidig mod os selv. Hvis derfor et samfund tyer til vold og krig, bliver høsten vold og krig. Da det som oftest er de civile der lider mest og bliver ramt hårdest af krigens og voldens gru (døde, sårede, ruinerede, flygtninge osv), burde det være et globalt folkekrav til vores politiske ledere, at alle konflikter skal løses fredeligt og uden brug af vold. Lad os gøre denne tanke lidt tydeligere og mere vedkommende ved at konstatere, at hvis krigen og volden regnes for en acceptabel måde at håndtere politiske problemer, og landene styrker og opruster militært, så går vi ind i en ond spiral (eller rettere; der er vi nu), hvor oprustning et sted medfører tilsvarende oprustning andre steder.