Livet beskrives klarest af dem der står udenfor; som børn der en vinterdag trykker næsen flad mod den rude der er mellem dem og livet i varme stuer.
Når træer græder bliver tårerne langsomt til smykker; jeg ser på stenen om halsen, indeni er et ansigt, forstenet, ældgammelt, jeg kysser det, fremmumler halvt eller snarere helt vanvittige ord til det, gnider på stenen som var den en magisk lampe, men ansigtet er og forbliver stivnet i et 25 år gammelt smil.
Langsomt dog bliver det sidste kvarte århundrede til en tyngde og fylde som jeg varmer mig ved stående udenfor idet jeg trykker næsen flad mod ruden og vinker ind.
Kommentarer
Send en kommentar