Gå videre til hovedindholdet

Skabelsen af mennesket ifølge bibelen, koranen og Vandrer mod Lyset

Det er klart, at hvis det billede som Vandrer mod Lyset tegner af Gud som lysets og kærlighedens Almagt er sandt, så holder hverken bibelens eller koranens beretninger om hvordan Gud skabte mennesket.

I Vandrer mod Lyset beskrives skabelsen af mennesket som dobbelt; Satan (Ardor) og de der var faldet sammen med ham, skabte det fysiske, forgængelige, dødelige menneskelegeme, mens Gud skabte den evige, udødelige menneskeånd.

Det er helt utænkeligt, at hvis Gud er denne lysets og kærlighedens Almagt, denne bærer og opretholder af universer, at Han da skulle skabe nogetsomhelst forgængeligt og dødeligt af jord og ribben (Bibelen; 1. Mos. 2, 7 og 1. Mos. 2, 21-23) eller af "levret blod" (Koranen; Sura 96; Levret blod, al-Alaq), men logisk og forståeligt at Han skabte den udødelige menneskeånd af det evige lys.

Hverken en bogstavelig eller en mytisk tolkning af de kristne og de islamiske beretninger om skabelsen af mennesket kan derfor forsvares, idet de kun medtager skabelsens ene del (den fysiske) samtidig med at de - med urette - tillægger Gud den del af skabelsen der skyldtes Satan (Ardor); den del der var så fatal og som Ardor beder om tilgivelse for gennem Vandrer mod Lyset.

Selv om man medtager bibelens beretning om at Gud oprindelig skabte mennesket udødeligt, og synden og døden først kom til mennesket efter skabelsen, idet mennesket i ulydighed tilsidesatte Guds advarsel om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mos. 2, 16-17 og 1. Mos. 3, 1-7), så bliver den jødiske og kristne grundfortælling ikke mere forståelig og forenelig med billedet af Gud som lysets, kærlighedens, mildhedens, tilgivelsens og barmhjertighedens Almagt, da fortællingen fortsætter med Guds forbandelse af mennesket og uddrivelsen af Paradis (1. Mos. 3, 8-24); det er helt utænkeligt at dette uendeligt ophøjede Væsen kunne handle sådan.

Også af disse grunde er det nødvendigt med en grundig og tilbundsgående reformation og udrensning af både jødedommen, kristendommen og islam, og til grund for en sådan bør lægges Vandrer mod Lyset, hvor gudsbilledet fremtræder rent, ophøjet og ædelt uden de uheldige og formørkede islæt, som er så karakteristisk for de tre største monoteistiske religioner.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere