Græsk tænkning og kristendommen

Ser man på græsk, antik tænkning og kristendommen og på hovedskikkelserne i de to åndsretninger, Sokrates og Jesus, er der slående ligheder både hvad angår skæbne og det de hver især trådte frem med:

Begge gik rundt og talte med folk uden selv at nedskrive noget og uden at kræve betaling for det de gav, begge angreb deres samtids hule autoriteter (i Sokrates' tilfælde ofte folk, der om sig selv mente at være meget vidende og kloge og ofte ironisk (jf. også Kierkegaards magisterafhandling, Om begrebet ironi, med undertitlen; med stadigt hensyn til Sokrates)) og begge blev uskyldigt henrettet for denne aktivitet.

Med hensyn til Jesus skal det tilføjes, at han ikke direkte kritiserede magthaverne, men at han gav en lære (elsk hinanden, tilgiv hinanden, vær Guds børn, vær god ved alle der lider), der var så enkel at den bragte ham i konflikt med de jødiske religiøse autoriteter, der så sig truet af en lære alle kunne forstå, og helt manglede det skær af mystik og spekulation der kendetegner den snærende Moselov og fortolkningen af den.

Senere tider har så igen tilsløret den frapperende enkle og smukke lære Jesus gav, da man åbenbart har ment, at mennesker trives bedst med indviklede og uforståelige systemer, at mennesker har bedst af spekulation og af at vandre i åndeligt mørke, frem for lysets smukke og enkle livsveje og sandheder.

Jesus søgte blandt andet at befri folket fra den rigide Moselov, Paulus og kirkefædrene bandt os igen i et nyt fængsel.

Hvad Sokrates angår havde han en levende forbindelse med det han kaldte sin daimon (hvilket nærmest kan sammenlignes med samvittigheden; det har intet med begrebet dæmonisk, altså ondt, at gøre i en nutidig sprogbrug); en indre stemme, der advarede ham, når han var ved at gøre noget, han ikke burde, mens Jesus havde en konstant forbindelse med Gud.

Begge nedskrev ikke deres lære og liv men det gjorde andre; i Sokrates' tilfælde var det Platon (foruden en del andre mindre kendte), i Jesu tilfælde Paulus og evangelisterne.

Platons Sokrates-skikkelse bærer dog nærmest præg af selvstændig filosofisk aktivitet (altså fra Platons side) og er næppe historisk korrekt på samme måde som evangelisternes Jesus-skikkelse næppe heller er det; sidstnævnte adskiller sig fra Platons dialoger ved at virke som forsøg på at give en så historisk korrekt gengivelse af Jesu liv og lære som muligt (evangelierne er blevet til længe efter Jesu død).

Men det er ikke kun disse skikkelser i de to åndsretninger, der er forbundne; også Aristoteles har haft stor indflydelse på kristendommen (der jo blev til efter græsk tænknings storhedstid); således fx hans lære om sjælen som en uadskillelig del af kroppen (Aristoteles; Om sjælen; gr. De Anima). Dog mente han ikke, at sjælen er udødelig, men dør sammen med kroppen (hvis jeg har forstået ham korrekt mente han at sjælen er det, der giver kroppen liv).

(Søren Kierkegaard opstillede langt senere den definition af begrebet ånd at den er en syntese af sjæl og legeme.)

Derudover er der visse ligheder mellem de græske og de kristne tanker om det oversanseliges tredeling:

I græsk tænkning og mytologi havde man forestillingen om Olympen, gudernes bolig (parallelt til den kristne tanke om himlen eller Paradis), om Tartaros (parallelt til helvede) og Hades (der har visse fællestræk med begrebet om skærsilden).

Alt dette kan siges at være eksempler på, hvordan de ideer vi bygger vores selvforståelse og identitet på udvikler sig og befrugter hinanden.

Det kan også ses som eksempler på, hvordan enkle og sande læresætninger (Jesus: Elsk hinanden, tilgiv hinanden; Sokrates: Søg af al kraft at blive et ordentligt menneske (Sokrates' forsvarstale)) ofte af eftertiden gøres unødigt indviklede, på hvordan mørket så at sige løber storm mod det enkle, smukke lys når det som en enkelt stjerne hæver sig op over og oplyser mørkets oprørte vande og afgrunde, og gør en sump ud af en eng.

Eller det kan ses som et eksempel på at de personer, der udformer og står frem med tanker som går imod det gængse og udfordrer enhver tids magthavere altid risikerer at betale en høj pris som de dog i Sokrates' og Jesu tilfælde betalte uden hensyn til sig selv.

Begge gik roligt og uden frygt deres død imøde uden at ville tilbagekalde eller kompromittere det de bragte.