Carsten Ploug Olsen

I VmL lærer vi, at ved undfangelsen af ethvert menneskeligt legeme, modtager fosteret det såkaldte guddommelige element. Dvs ved undfangelsen modtager enhver af os en del af den kosmiske, guddommelige strøm, der binder alle levende, bevidste væsener sammen. Aborteres fostret - bevidst eller uden forsæt - afbrydes denne strøm. Derfor er den bevidste, den provokerede abort en forbrydelse mod Guds love. En forbrydelse, en synd, hvis konsekvens er, at de der deltager i denne handling - kvinden, lægen, eventuelt partneren og andre der støtter indgrebet - i fremtidige jordeliv, inkarnationer, skal frelse lige så mange menneskeliv, som man har taget. Denne bestemmelse, denne lov; at man skal frelse lige så mange liv, som man tager, gælder også for provokeret abort, og med tanke på den udbredte adgang til og brug af provokeret abort, kan man kun gyse ved tanken om al den syndeskyld, som nu bliver opbygget. En syndeskyld som skal sones senere. Ja, vi mennesker har langt igen, før vi for

Gud har skabt enhver af sine børn med en fri tanke og en fri vilje. Dette betyder i sidste ende muligheden for at udvikle sig til et selvstændigt tankeskabende og suverænt handlende individ. Men det betyder også, at vi har frihed til - for en tid - at vælge mørket. Det vil sige, at friheden betyder, at vi kan komme til at lide. Og det var jo det, der skete, da de Ældste faldt for mørket. Lidelsen kan siges at være frihedens pris.

Se eventuelt også  min nye twitter profil

Det fremgår indirekte af VmL, at tid i sin dybeste grund - udover at være et udtryk for begivenhedernes rækkefølge - er et udtryk for samarbejde mellem tanke og vilje, kvindeligt og mandligt. For den ikke-sammensmeltede tanke og vilje vil tiden opleves som en række øjeblikke med mellemrum imellem. En "stiplet linje" billedligt. Hvorimod for den sammensmeltede tanke-vilje vil tiden opleves som øjeblikke uden mellemrum ("en fuldt optrukken linje" i samme billede). Afstanden mellem øjeblikkene for den ikke-sammensmeltede tanke og vilje er proportional med afstanden mellem tanke og vilje. Dette betyder bla at tiden opleves som gående hurtigere og hurtigere (kosmisk set - åndeligt set) efterhånden som individet udvikler sig, og tanke og vilje nærmer sig hinanden mere og mere.