Carsten Ploug Olsen

Livet er en hvid rose hvis blade tiden evigt folder ud. Af og til visner et kronblad og falder til jorden; dem må vi feje sammen og lægge væk. Kun de levedygtige, ægte blade bliver siddende. Nye mennesker, nye situationer, ny tid; bladene foldes ud og langsomt og evigt lærer vi hvem vi er. Kan man stole på os? Kan vi stole på os selv? Langsomt og evigt toner et billede frem der er os. Vi når aldrig et facit, aldrig en slutning og et sluttet, dødt billede. Men billedet bliver tydeligere og tydeligere, klarere og klarere. Hvem er du? Hvem er jeg? Langsomt og evigt besvarer vi det spørgsmål. Livet er en hvid rose hvis blade tiden evigt folder ud. Kend dig selv! sagde Gartneren der plantede den.

Tirsdag aften ringede telefonen og det var dr. Tics der efter mange omsvøb og hæ ha øh hub inviterede mig til et møde om torsdagen i det han kaldte en lille kreds af åndeligt interesserede mennesker som han mente jeg ville finde interessante. Jeg fandt stedet han havde opgivet, og det viste sig at være et mødested for en lille spiritistkreds jeg aldrig havde hørt om før. Lokalet han viste mig ind i var mørkt med tunge, gamle møbler og mørke gardiner. Vi satte os ved siden af hinanden på forreste række af de stole, der var stillet frem. En ældre mand med svære briller med mørke glas steg op på podiet, der stod foran et maleri, der forestillede en opgående eller nedgående sol alt efter hvad man nu syntes og foretrak. - Vi har den ære at modtage en ganske særlig gæst her i aften, begyndte manden der måtte være lederen, - en ganske særlig, hopsa, gæst med...

Dr. Tics sad og rodede med nogle papirer, og så knap nok op da jeg trådte ind i konsultationen. På væggene hang et maleri som jeg mente var af Kvium uden at jeg kendte titlen, hvis det havde en, og et af Ovartaci som jeg heller ikke kendte titlen på. Jeg tænkte at de måtte være kostbare og at dr. Tics måtte tjene godt på sådan nogle som mig. Dr. Tics viftede med hænderne og betydede mig, at jeg kunne tage plads i den sædvanlige stol, der stod lidt skråt til venstre for hans skrivebord. - Ja, sid ned, sid ned, lad roen falde over dig, begyndte han, - noget nyt siden sidst? Angst, nedtrykthed, forvirring? Kan du sove? Jeg svarede som sandt var at det kunne jeg stadig ikke. - Nåh, nåh, æh hæm, ser du, jeg har talt med en kollega, eller det vil sige han er en ven og neurobiolog, dr. Hjerne, ved du hvad en neurobiolog er, nå, æh hæm, ikke, rent privat selvfølgelig, uden at n...

Han stod af ved stationen, egentlig bare et trinbræt midt i intet, solen hamrer ned som et sygt øje der løber i vand, eller ild, han er støvet, bukserne og støvlerne er støvede, her er det så tænker han, eller tænker ikke noget, solen brænder hans tanker til aske der løber ud mellem hans hænder som sand i et timeglas der er ved at rinde ud, Han husker husker, hendes krøllede hår da hun dansede væk fra ham og ind i favnen på en anden ved Springsteen koncerten, husker hendes fortvivlede smil der i dansen, husker husker hvordan det var at stå der i mængden med brændende blik der søger hende hende, hans liv der slutter der i mængden, i flokken af mennesker der danser og raser og jubler, tiden der rinder ud som sand i et timeglas, Og hvad nu, nu er han her, ved en station, egentlig bare et trinbræt, ingen venter ham her, i brændende hede, med støvet tøj og støvl...

I økonomisk teori og politisk videnskab søger man bla at afdække hvilke stimuli der fører til bestemte og ønskelige adfærdsformer for et lands borgere. Og ud fra disse tanker søger man så fra politisk hold at føre en rationel politik. At dog hverken økonomi eller politisk videnskab kan kaldes for eksakte videnskaber skyldes bla at de bygger på en forkert antagelse om, at hvis man påvirker et menneske med de og de stimuli eller incitamenter, så handler dette menneske netop sådan og sådan. Med andre ord: En påvirkning X af et menneske medfører med nødvendighed virkning eller handling Y. At det er en forkert antagelse kan bevises eller i hvert fald sandsynliggøres ved at ethvert lands borgere er underlagt de samme love og regler og incitamenter, men handler vidt forskelligt ud fra disse stimuli. Vi mennesker handler altså ikke med nødvendighed. Men det betyder ikke at vores handling...

I dialogen Philebos undersøger Platon gennem diskussionsdeltagerne Philebos, Protarchos og Sokrates hvad der er det højeste gode for mennesker og hvordan man opnår et godt liv. Platon opstiller to ting der i en velproportioneret blanding fører til det gode liv, nemlig tænkning (fornuft) og nydelse eller lykke. Han ender med at vægte tænkningen og specielt dialektikken højest men understreger ved i tanken at isolere de to, tænkning og lykke - et liv i tænkning uden lykke og et i lykke uden tænkning - at vi har brug for begge og at ingen af dem kan undvære den anden. Men - er der ikke et andet og langt enklere svar på spørgsmålet, hvad der er det højeste gode for mennesker og hvad der fører til et godt liv - nemlig kærligheden? Dette tydeliggøres ved igen at isolere de to, tænkning og lykke som en enhed (Platons bud på en syntese eller blanding der fører til det gode liv) - et ...

Hvis vi antager at Gud findes, og at Han er Lysets og kærlighedens Almagt, hvordan mon Han så ser på verden i dag? Ligesom det kan være konstruktivt at se og filtrere de religiøse tekster gennem dette billede af Gud, kan det være konstruktivt at holde billedet op mod sine egne og sine medmenneskers handlinger. Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der sprænger sig selv i luften i Hans navn og prøver at tage så mange uskyldige som muligt med i døden? Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der som vilde overfalder andre stater og mennesker enten som hævn eller for at standse nogle enkelte menneskers ondskab? Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der slavebinder og tyrraniserer hele folk, kuer, piner og henretter tusinder, mennesker der tilsniger sig eller med vold røver magt uden at være den værd...

Som det måske vil være bekendt er filosofiens historie spækket med forsøg på at give fast grund under den menneskelige erkendelse. Forsøg er fx gjort af Platon, Descartes og Kant. Men tag et helt simpelt udsagn som dette: Verden eksisterer. Ved første øjekast ser det uproblematisk ud. Men hvis man går længere end til overfladen melder der sig straks vanskeligheder; for hvad menes der egentlig med ordene "verden" og "eksisterer" og hvad menes der med de to ord sat sammen? Ingen videnskab kan forklare dette. Den herskende fysiske teori, Standardmodellen, siger et om verden men eksperter indrømmer at den næppe er hele sandheden idet man har formuleret tanker og teorier om såkaldt mørkt stof og energi. Det kunne tænkes, at "verden" består af tre, fire eller flere dimensioner, at vi i vores erkendelse, hvis vi prøver at opnå absolut (apodiktisk) vished om verden og dens eksistens, mødes af den...

Shadow of my father I All I'm doing here Is killing life Making plans And if you interfere I hate you It fills me with anger So all I'm doing here Is making plans Killing life Killing your love I'm like a train In a misty forest Just knowing the trail Going nowhere The death of love Please surprise me Please love me II I'm not asking you to take the pain away To carry my burden Just asking you to walk this stony path with me Just asking you to take my hand III I don't want the old tune Fame big money power I want simple questions And slow answers I want that sometimes The answer is yes I want that sometimes Life is good IV And then, suddenly The predators eyes and teeth Smelling weakness like blood The urge to humiliate others The desire for flesh and blood The want of abusing others This shadow that I fear and loathe Shadow of my father

Ligesom jeg før har foreslået et argument imod Humes radikale empirisme ved at bruge hans argument mod hans egen teori - at sige at hvis, som han hævder, al erkendelse stammer fra vores indtryk (impressions); og da vi ikke har noget indtryk af denne teori (at al erkendelse stammer fra vores indtryk) så er hans teori ikke en erkendelse og kan ikke være sand; hans tanke ophæver sig selv - på samme måde kan man behandle Heraklits teori, alt flyder og intet står fast ; hvis alt flyder og intet står fast, så står heller ikke denne tanke, at alt flyder og intet står fast, fast; og derfor er der her epistemologisk (erkendelsesteoretisk) tale om en umulig position eller en læresætning, der modsiger sig selv hvis man bruger teorien eller tanken mod den selv. Det samme er tilfældet hvis man simpelthen vil hævde erkendelsens umulighed; hvis erkendelse er umulig, er det umuligt at erkende, at erkendelse er umulig...

"Ja, det tilkommer ikke dig at sige "hvorfor?" eller "hvordan?" til Allah; vi kan kun sige "hjælp!"" - Nadeem Aslam; Vildfarne elskende Hvad hvis sandheden er, at der intet håb, ingen helbredelse findes; kun døden? Gå. Bliv ved med at gå. Til helvedes lænker brister

I nat vågnede jeg af en drøm. Jeg drømte at der var krig og drab over alt, at bøller skreg på hævn og at hele samfund satte deres bedste hjerner til at opfinde og udvikle stadig mere effektive midler og måder til at tilintetgøre deres fjender. "Vi vil jage og straffe alle, der angriber os, jage og straffe dem hårdt og stadig hårdere," skreg bøllerne fra alle sider i kor, og det kunne de gøre uden frygt for magten var deres. Og sådan stod vilje mod vilje, og viljen var til det onde. Krigstummelen lød over alt, mennesker segnede og druknede i blod. Jeg standsede et øjeblik og tænkte undrende: Hvorfor gør vi dette, hvorfor er det sådan? Så vågnede jeg og tænkte lettet idet jeg tændte lyset: Pyha, det var kun en drøm.

Vi mennesker elsker at høre om helte og store gerninger, og i vores tåbelighed og eventyrlyst retter vi ofte blikket mod slagmarken for at høre om slag, lidelser, sejre og drab - det kalder vi stort og ønsker at være som de store. Men af og til får nogle øje på de virkeligt store og søger at være som dem i alvor; dog, vi forstår dem ikke, vores liv og lod er så uendeligt små og ringe sammenlignet med dem. Betragt nu to af de allerstørste idet vi lægger barnets begejstring for krig, blod og drab bag os; betragt Jesus og Muhammed. Hvem kan forstå dem? Hvem kan føle hvad de følte, da det onde truede med at lukke sig over dem? Hvem kan forstå og føle Jesu sorg og smerte og hans tunge byrder som tåbelige mennesker dyngede og dynger på hans skuldre ved at tilbede ham og tiljuble ham som deres Gud? Hvem kan forstå og føle Muhammeds sorg, smerte, afsky og rædsel, n...

Beslægtet med næstekærlighedsbudet; elsk din næste som du elsker dig selv; som Gud angiveligt gav Moses (3. Mos. 19, 18; næstekærlighedsbudet skyldes altså ikke oprindeligt Jesus som kun citerer det i evangelierne (Matt. 19, 19 og 22, 39)) og Kong-tse’s; vær mod andre som du ønsker andre skal være mod dig; er følgende sætning: Hvis du møder et lidende menneske, så søg at give ham eller hende den samme empati, trøst, hjælp og støtte som du selv ville ønske at modtage, hvis du var i samme situation

Ser man på græsk, antik tænkning og kristendommen og på hovedskikkelserne i de to åndsretninger, Sokrates og Jesus, er der slående ligheder både hvad angår skæbne og det de hver især trådte frem med: Begge gik rundt og talte med folk uden selv at nedskrive noget og uden at kræve betaling for det de gav, begge angreb deres samtids hule autoriteter (i Sokrates' tilfælde ofte folk, der om sig selv mente at være meget vidende og kloge og ofte ironisk (jf. også Kierkegaards magisterafhandling, Om begrebet ironi, med undertitlen; med stadigt hensyn til Sokrates)) og begge blev uskyldigt henrettet for denne aktivitet. Med hensyn til Jesus skal det tilføjes, at han ikke direkte kritiserede magthaverne, men at han gav en lære (elsk hinanden, tilgiv hinanden, vær Guds børn, vær god ved alle der lider), der var så enkel at den bragte ham i konflikt med de jødiske religiøse autoritet...

Det er klart, at hvis det billede som Vandrer mod Lyset tegner af Gud som lysets og kærlighedens Almagt er sandt, så holder hverken bibelens eller koranens beretninger om hvordan Gud skabte mennesket. I Vandrer mod Lyset beskrives skabelsen af mennesket som dobbelt; Satan (Ardor) og de der var faldet sammen med ham, skabte det fysiske, forgængelige, dødelige menneskelegeme, mens Gud skabte den evige, udødelige menneskeånd. Det er helt utænkeligt, at hvis Gud er denne lysets og kærlighedens Almagt, denne bærer og opretholder af universer, at Han da skulle skabe nogetsomhelst forgængeligt og dødeligt af jord og ribben (Bibelen; 1. Mos. 2, 7 og 1. Mos. 2, 21-23) eller af "levret blod" (Koranen; Sura 96; Levret blod, al-Alaq), men logisk og forståeligt at Han skabte den udødelige menneskeånd af det evige lys. Hverken en bogstavelig eller en mytisk tolkning af de kristne og de islamiske beretninger om skabelsen af menne...

Hvis Gud er lysets og kærlighedens Almagt, så er hverken moseloven eller sharialoven Guds love. Parallelt til det Jesus sagde i sin tale i synagogen i Nazareth om jødernes guds dobbeltnatur sådan som den er gengivet i Vandrer mod Lyset vil jeg sige: En gud der opstiller strenge regler for gudsdyrkelse, for opbyggelse af templer, detaljerede love for ofringer og kræver udryddelse af de der forbryder sig mod loven; en gud der kræver at de rettroende udrydder de vantro, en gud der kræver afhugning af hænder for tyveri og stening for utroskab; en gud der spinder os ind i snærende bånd under trusler om strenge og i nogle tilfælde evige straffe og som ikke levner os plads til frihed; en sådan "gud" er af det onde og vi burde alle sky ham.

1) Had og hævn. Som syre bortætser hadet og hævntørsten - dråbe for dråbe - hjertet og efterlader et hul vi ikke kan fylde før vi angrer de handlinger vi udførte af had og hævntørst. 2) Fjenden. Hvem er fjenden? Fjenden er det onde som peger på næsten og siger: Det er fjenden! Fjenden - den fælles fjende - er ikke de onde, men det onde. 3) Gud. Er Gud fjern, et sted derude i rummet, i en anden galakse, bag stjernerne, fjern og fremmed for vores glæde og sorg og lidelse? Nej, nærmere. I dit hjerte. 4) Vejen. Ingen kender vejen før den er tilbagelagt. Vejen under dine fødder skaber du med din vilje. Den vej du har gået er et billede af dig. Den vej du skaber er billedet af den du skal blive. 5) Det hellige. Det hellige findes ikke udenfor mennesker - fx i 'hellige bøger' - men indeni mennesker. Ofte begår mennesker forbrydelser mod det hellige i sig selv fordi de sætter skriften over hjertet. 6) Lighed og ulighed. Ved at insistere på og med alle midler gennemtvinge...

Livet beskrives klarest af dem der står udenfor; som børn der en vinterdag trykker næsen flad mod den rude der er mellem dem og livet i varme stuer. Når træer græder bliver tårerne langsomt til smykker; jeg ser på stenen om halsen, indeni er et ansigt, forstenet, ældgammelt, jeg kysser det, fremmumler halvt eller snarere helt vanvittige ord til det, gnider på stenen som var den en magisk lampe, men ansigtet er og forbliver stivnet i et 25 år gammelt smil. Langsomt dog bliver det sidste kvarte århundrede til en tyngde og fylde som jeg varmer mig ved stående udenfor idet jeg trykker næsen flad mod ruden og vinker ind.

Se, 28 hvepse strømmer ud fra de hellige bøger som små skarpe knive, der flænser hjertet, de tegner morderguden; se, hellige krigere, mordere, skabt i hans billede, se hvordan rovdyrene jager poesien, 28 sommerfugle, der flakser forskræmt idet de leder efter et sted at slå sig ned uden at finde det, uden at finde hvile, uden at kunne undslippe; Se, 28 hvepse strømmer ud af mordernes munde, de parrer sig og deres afkom er stort; de brøler helvedesgudens bud, som de nedskriver med ofrenes blod i sten, der tynger og dræber sjælen; Se, 28 hvepse har dannet bo på golgatha og smykket det med det torturinstrument hvormed de myrdede ham der ville lære os at elske; Se, 28 sommerfugle i en lysning i skoven, her har de slået sig ned, ukendte, usete, venter på at blomsterne hvis pollen de spreder i verden som spørgsmål, skal gro nye steder fjernt fra ørkenhjerternes Ild, eller måske netop der; Hvor læ...

På papiret der er som små kvadratiske isflager dukker gådefulde sorte tegn op lidt efter lidt, som ekkoer fra dybet jeg vandrer i, på havets bund som i søvne, mine tanker søger hvile som døde der søger en ny krop, en åben grav at sænke sig i, en afgrænset form, her er alt storm... Når engle forlader denne verden sker det i stilhed, måske følges de til graven af nogle få, utrøstelige, pludselig stopper det bedrageriske hjerte som de levede og ofrede alt for, hvorfor leve for den smerte og frygt de kalder kærlighed; de breder vingerne ud og sætter af, vingeslagene lyder som sølvklokker, der ringer solen ned... Vi kommer til verden med et skrig og kun langsomt dæmpes skriget for næsten at forstumme i livets zenith; derefter begynder det igen og tager langsomt til, til sidst ren rædsel; vil der være bløde hænder der griber os som da vi kom her eller evigt mørke...

Da jeg var ung var jeg cowboy og prøvede med lasso at indfange bissende flokke af kvæg og vilde heste i en højere sags tjeneste - ren rock'n roll; så opdagede jeg en dag at jeg selv var en okse, spændte resigneret åget over skuldrene og forsøgte selv at trække ploven og tilså markerne og høste det der nu kom op. Ikke så meget rock'n roll, mere sit'n think. Nu sad jeg efter endnu en dag i marken på Det rene Vanvid i nypresset og rent jakkesæt, lidt god aftershave til at dæmpe lugten af mark og sved, parat til selv at blive indfanget; jeg længtes efter suset, en kvinde med duft og dybe mørke øjne; en tom tavle hvorpå jeg kunne nedskrive mine håb og min frygt; et spejl hvori jeg kunne se mine sejre og nederlag; et ansigt; hvad som helst. Og hvad sker: Stina kommer brasende ind, møver sig med sin mægtige krop af form som en hval over til mit bord hvor jeg sad og spyttede i min tredje d...

På gaden træder jeg ind ad en dør, en tilfældig kvinde, og jeg ved ikke om denne kvinde, denne dør fører ind i hende eller mig selv, det er som om jeg leder efter noget lige som hun gør, noget vi har tabt eller længes efter, måske et aldrig stillet spørgsmål... Bag døren i en lang snæver gang i mørke hører vi de dødes og de levendes tanker, deres skrig af rædsel, deres råb af glæde, deres suk, deres åndedræt, de omslutter mig som blinkende vægtløse knive eller bløde orange hænder med snoede tatoveringer i blåt der rækker frem som i bøn... Måske er det rigtigt hvad de siger, at om natten hæver sjælen sig over kroppen, over og under verden og går rundt i haver hvor fugle som blanke mønter synger fra duftende træer eller i smalle snavsede gyder der stinker af pis, og om morgenen må sjælen løbe for at komme...

Af og til bliver det fremført at alle religioner i deres inderste egentlig er ens eller siger det samme uden at det dog bliver præciseret hvori denne religionernes inderste enhed består. Jeg tror at synspunktet er rigtigt, og jeg mener at det er muligt at bringe denne inderste enhed på en meget kort formel, egentlig bare et enkelt ord: Kærlighed. I et billede på religionernes enhed kan man forestille sig en blomst, hvor kronen er Gud Herren, Lysets og kærlighedens Almagt, mens blomstens enkelte kronblade er de forskellige religioner. Hvis vi udvider billedet og medtager Vandrer mod Lysets begrebsverden kan blomstens stilk være et billede på lyset (med krone i kærligheden og Gud); den jord blomsten gror i er da det mørke som Gud arbejdede sig ud af (som blomsten), hævede sig over og besejrede. Hvis dette er rigtigt giver det en ekstra dimension til den tanke, at de religiøse stridigheder og krige er meningsløse; hv...

Forskellen mellem det erotiske og det pornografiske kan måske bedst beskrives som det at antyde og det at udpensle. I litteraturen er det pornografiske, nå ja, sådan og sådan; det virker på mig mest som en kølende privat fantasi hos forfatteren, mens det erotiske, fx i 1001 nat, aktiverer læserens egen fantasi ved kun at antyde, hvorefter det er læserens og ikke forfatterens sans for det seksuelle, læserens billeder, smag osv der vækkes. I det erotiske som litterært virkemiddel standser beskrivelsen før sløret falder og får læseren til at indsætte sine egne billeder, dufte osv. Det erotiske er mangetydigt og levende, mens det pornografiske er entydigt, endimensionalt. I kulturen kan det ud fra denne sondring vel med en vis ret siges, at den vestlige kultur med dens accept af det nøgne, det nøgne legemes angiveligt frigørende natur, at rumme stærke pornografiske og vel også dekaden...

Mørket, det onde, har en egenskab som gør det vanskeligt at overvinde det; den at det så at sige graver sig ind under de tanker vi gør os når vi prøver at overvinde det, sådan at en foreløbig sejr kan vendes til et nederlag. Hvad jeg mener med dette kan bedst illustreres ved et par eksempler; først i forbindelse med mørkekraften, kundalini: En del af kundaliniens natur er at give sit offer en følelse af, at ved næste skridt eller lige om hjørnet venter saligheden, bliver jeg Gud, bliver jeg et med kosmos el lign. Denne følelse andrager kundaliniens "lyse" side (jeg henviser her til mine tidligere indlæg om mørkets dobbeltnatur; dets "lyse" og dets rent sorte side); den side af kundalinien der kan give sig udslag i en følelse af spænding eller rus. Hvis man giver sig til at kæmpe mod kundalinien, så kan den før nævnte egenskab, at mørket billedlig talt graver sig ind unde...

De fleste ser mest på huset, færre på den der bor i det. De fleste ser mest på bilen og mindre på chaufføren; derfor kører vi - som i sorg - bag tonede ruder. De fleste lever som en dirrende streng, der hvert øjeblik truer med at briste; få finder læ under de høje træer. Dette var omtrent det min visdom beløb sig til, og det var jeg netop ved at forklare Nicky, bartenderen. Pludselig brød han års tavshed og sagde: - Man kan enten grine eller græde over livets bedrøvelighed. Så førte han hånden op for munden som om han havde sagt noget sjofelt. Han tav. Det var quizaften på Det rene Vanvid. Jeg sad på hold med to yngre mænd og en kvinde omkring de 40. Måske en missekat. Tilpas bred over hofterne. Sikkert god til at føde. Jeg faldt hen i grublerier efter stoikeren Nickys bemærkning, og mine tanker drejede sig endnu en gang i retning af spørgsmå...

Jeg sad - for mindst 117. gang - i venteværelset hos min privatpraktiserende psykiater, dr. Tics. Overfor mig sad en yngre kvinde med sine to børn, en lille pige og en dreng der nok har været en 13-14 år. Pigen sad og flettede et hjerte af papir; det var hen ad jul. Af og til skottede hun til mig, indtil hun endelig tog mod til sig og sagde, henvendt til mig: - Er du også skør? - Ja, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. - Min bror lider af O...øh, hvad er det nu det hedder, ...OECD, sagde hun stolt. - Nå. Er det slemt? - Ja! Han lider fra han slår øjnene op til han går i seng, sagde hun tilfreds. Hendes bror rokkede lidt på stolen idet han vendte blikket opad. -Det hedder OCD, vrissede han. - Det var jo det jeg sagde, OECD. Og det er slemt, MEGET slemt. - Jeg kan ikke sove, sagde jeg nærmest ud i luften uden at tænke på noget bestemt. - Synger din mor så ikke for dig? ville hun vide. - Jeg...

Denne tekst er fiktion. Enhver lighed med eksisterende personer, steder og organisationer er tilfældig og ikke tilstræbt. For at afbøde de værste følger af Syriens menneskekværn besluttede Ministerrådet endelig at udstede gratis flybilletter, gratis indkvartering i bekvemme boliger med god mad, rene senge og lægehjælp til børn og deres forældre, der uden skyld var fanget i det jordiske helvede og som hidtil havde forsøgt under livsfare og ofte forgæves at flygte over Middelhavet i synkefærdige plimsollere. Ministerrådet forventede ikke tak for denne hjælp men formulerede et samlet notat om den desperate situation og slog fast, at dette blot var en naturlig konsekvens af de internationale konventioner og de universelle menneskerettigheder. "Dette er hvad vi er forpligtet til. Hvis vi svigter nu, forsvinder de værdier vi bygger på og sammen med det vores eksistensberettigelse. Hvis vi svigter nu hv...