Carsten Ploug Olsen

At miste er en naturlig del af kærligheden og livet. Når vi mister, dannes et tomrum, et vakuum, som tilsuger sig vores tanker og følelser og som farver livet i mørke nuancer. Jo dybere vi elsker, jo dybere tomrum og vakuum, også som et meteorologisk lavtryk og dermed forbundet uvejr, hvor der før var varmehøjtryk og sommer, eller som et kar fyldt med (livets) vand hvor proppen trækkes op, hvorefter vandet løber ud og væk. Kærlighed og sorg er så nært forbundne, at vi næsten kan tale om en kærlighedens og sorgens dialektik. Det ene optræder sjældent eller aldrig uden det andet. Er det bedre aldrig at elske? Tørrer livskilderne så ikke ind og dør hjertet så ikke af mangel på næring, af sult? Er det ikke bedre at overgive sig til det største og acceptere dualiteten af eller dialektikken mellem kærlighed og sorg? Er det ikke bedre om så kun en gang at blive rørt i det inderste og acceptere smerten der, når vi mister? Jeg ved det ikke. Det synes at være et almenmenneskeligt vil...

Hvis det er sandt at vi er skabt i Guds billede, og Gud er kærlighed, så er vi skabt i kærlighedens billede og kærligheden er vores sande, indre natur Som tidligere nævnt (indlægget, Kærlighed er vejen til fred), så fremførte den kinesiske tænker, Mozi, en lære om universel kærlighed som vejen til fred. I  Britannica  kan man læse, at Mozis lære nok var ædel og højsindet, men også for krævende og i modstrid med menneskets natur, og at den derfor, efter nogle århundreder forsvandt som indflydelsesrig kilde til menneskets åndelige liv. Men er det sandt? Er mennesket per definition lavsindet, krigerisk og rovbegærlig? Ligger det i selve vores natur, at vi per definition kommer til kort overfor det høje og ædle som en Mozi eller en Jesus af Nazareth eller andre beriger os med? Nej. Det er som jeg skriver først i dette indlæg: Vi er skabt i Guds og derfor i kærlighedens billede. Menneskets natur er derfor ikke per definition lavsindet og krigerisk og uværdig til det høje og...

Se Gudsånd dale mildt med glans Den søger den glade og den sorgfulde og den lidende ligeligt Den søger den frie og lykkelige Den søger den bundne og ulykkelige Den søger flygtningen, der mistede alt, den søger den forhånede og uønskede migrant, den søger alle, der trænger Varsomt Han opbryder det indre fængsel Den der blev brændt af kærlighed eller had Stille kommer Han til forbryderen og misbrugeren og morderen med tilgivelse og velsignelse Varsomt indblæser Han sin fylde i den, hvis hjerte lider under tomhed eller meningsløshed eller forladthed Se Gudsånd spørge mildt før Han lægger hånden på den fortvivledes hjerte for at hele det og give det håb, så vished Hør, Gudsånd synge i mørket, se den dale med mildhed og velsignelse og glans, med Guddomsvinge frembærer Han blidt lysets node: Frygt ikke!

Tilgiv jeres fjender! Opgaven er ikke at tilintetgøre de onde, men at vinde dem tilbage. Ved at tilintetgøre dem, dræbe dem, bliver vi som dem. Hvordan vinder vi dem tilbage? Ved at elske dem. Hvordan lærer vi at elske dem? Ved at tilgive dem. Hvordan kan vi tilgive dem? Ved at prøve at forstå dem. Hvordan forstår vi dem? Vi kan forstå dem ved at se på, hvordan, hvilke lidelser vi selv hjemsøges af, når vi selv fejler og øver ondt og har brug for barmhjertighed og tilgivelse. Se denne verdens krigsherrer, se morderne og dem der begår terror: Hvert eneste menneske de dræber og hvis død eller fordrivelse de er ansvarlige for, lægger de på deres egne skuldre, og byrden er tung. Denne byrde lægger de selv på deres skuldre, ingen andre gør det. Sådan er loven. Byrden skal bæres og sones til sidste del og rest, ikke som straf, men for at de kan forstå hvilke lidelser de selv forårsager. De lidelser de bringer over de dræbte og fordrevne kommer de selv til at høste, ikke...

Lad ikke lyset lande på fjendtlig kyst Men hvis det gør Vil det lyse i mørket Lad lyset lande og slå rod på mørke strand Hvis det gør Vil det vinde det ondes fanger tilbage Lad lyset lande og slå rod Overalt Lad det fremvokse fredens blomst I mørkeste dyb til højeste sal

Verden brænder, når hjerterne fryser Jeg har altid troet, at det kristne næstekærlighedsbud skyldtes Jesus. Men for nogle år siden opdagede jeg, at dette bud findes allerede i 3. Mos. 19, 18 og nu finder jeg hos den kinesiske tænker, Mozi (Mo tzu, Motse), som også levede længe før Jesus af Nazareth, de samme tanker om næstekærlighed (ctext.org; Mohism, book 4, 'Universal Love'). Mozi trækker nogle konsekvenser ud af sine tanker om kærligheden, som nok er en eftertanke værd: (Næste-)kærlighed er vejen til fred. For hvis alle elsker, vil ingen øve uret. Den der elsker sin familie, vil ikke skade den, den hersker, der elsker sine undergivne og undersåtter vil ikke skade dem, den borger, der elsker sin hersker, vil ikke skade ham eller søge at styrte ham, den hersker, der elsker andre lande og deres mennesker vil ikke føre krig mod andre folkeslag og stater osv. Derfor - siger Mozi - vil kærlighed skabe fred i verden, hvorimod had vil skabe ufred og uorden. Vejen til en a...

Undertiden bliver overgreb og politisk undertrykkelse og undertrykkelse af menneskerettigheder i forskellige lande af det repressive regime skudt ind under begrebet interne anliggender og søgt retfærdiggjort ad den vej. Men er dette et gyldigt argument? For det første kan vi til dette spørgsmål anlægge en pragmatisk synsvinkel: Henvisning til et lands interne anliggender som legitimation af undertrykkelse er endnu en uheldig konsekvens - udover spørgsmålet om krig og fred - af den nationale suværenitet som øverste myndighed i verden (se indlægget Lov og ret (denne blog, 15.11.2019)  og Emery Reves' Fredens anatomi). Under dette dække kan enhver stat øve alskens uret - fængsling, henrettelse, forfølgelse - uden at blive krævet til regnskab for overgrebene. Dette er et pragmatisk argument imod henvisningen til interne anliggender. Vi kan også forsøge et principielt argument: Hvis vi opfatter de grundlæggende menneskerettigjeder som retten til liv, frihed og ejendom, så ...

I disse dage læser jeg udvalgte taler og interviews med den tidligere generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti, Mikhael Gorbatjov ( Glasnost,  Forlaget Tiden, 1987). Jeg hæfter mig især ved Gorbatjovs tanker om stjernekrigsprojektet, SDI; at en militarisering af rummet kunne få fatale følger for verden, idet kaprustningen og risikoen for militær konfrontation kunne løbe løbsk og være ude af stand til at bremse en allerede da tilspidset situation og meget farlig kurs. Disse tanker har også relevans i dag, hvor man taler om missilskjold. Det hævdes, at et sådant skjold kun har defensiv karakter og er vendt mod de såkaldte 'slyngelstater'. Men det sidste er lige så forkert og misvisende som Irans påstand om kun at ville udvikle atomteknologi til civile og fredelige formål. Selvfølgelig er skjoldet primært rettet mod Rusland og selvfølgelig forsøger det iranske diktatur at udvikle atomvåben - for at gøre det umuligt at angribe landet og derved styrke grebet om...

1) Imperiers naturlige grænse. Den der med våben erobrer land, får fjender i det erobrede land. Den der med våben erobrer meget land og måske skaber et Imperie, får mange fjender. Den der med våben vil være verdens herre, får verden til fjende. Den modmagt en erobrer mødes med vil tilstræbe en magt der er stor nok til at knuse erobreren. Og alt dette markerer den naturlige grænse og undergang for Imperier. 2) Ground Zero. Når vi kører fast i livet eller når vi måler mørket og det derved giver sit maksimale udslag, det vi frygter mest, kommer vi til et nulpunkt. Men disse nulpunkter, denne bund, kan samtidig  være et vendepunkt; som ved vintersolhverv hvor lyset efter mørkets herredømme igen vender tilbage (21.12.2019) 3) Flygtninge og etik. Det kærligheden koster os er dens værdi. Det etikken koster os (materielt og mentalt) er dens værdi. Vi bør behandle mennesker i nød som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation. Er etik kun (gratis) ord og tåbel...

I både den vestlige og den østlige mystik, fx hos Mester Eckehart og Rumi, søges udtryk for en særlig gudserfaring eller forening med universets eller Altets inderste kerne. Det siges at denne erfaring egentlig unddrager sig sprog og begreb idet den transcenderer og sprænger alt sprog og alle begreber. Derfor bruges fx ofte i mystikken ordet Navnløs om denne erfaring eller denne alttranscenderende Gud og gudserfaring. Efter min opfattelse er denne mystiske tradition på afveje af den enkle grund, at det endelige og begrænsede menneske ikke kan rumme den uendelige og ubegrænsede Gud. Gud er i øvrigt heller ikke et mystisk, uendeligt princip, eventuelt en oprindelig enhed som det fx hævdes i visse taoistiske tekster (fx hos Zhuangzi), men en Personlighed. Den mystiske forening med Gud, Unio Mystica, er ikke en forening med den virkelige Gud, men derimod en forening med den kraft, der i Bibelens syndefaldsmyte skildres som Slangen, der bringer urmennesket til fald idet den lover me...

Hvis jeg skulle prædike Gud, ville jeg prædike den alle elskende, den uendeligt milde Gud og den uendelige Magt og det uendelige Værn. Jeg ville lede mennesker til åbenbaringen, en åbenbaring der kan modtages i tryghed og ro og stilhed og glæde. Jeg ville give et sprog til det sprogløse eller et sprog vi har kendt og mistet. Jeg ville ikke dømme, kun vise hvor lille vi med religionerne har gjort den Almægtige. Mine ord skulle ikke være en knyttet næve, men et kærtegn til det inderste. Hvis jeg kunne gøre det, ville jeg være et værdigt vidne om den uendelige Kærlighed, som er Guds. Hvis mennesker ville spørge mig: Hvor har du din viden fra? Findes Gud overhovedet? Hvordan er Han? Så ville jeg svare: Spørg ikke mig, spørg Gud. Og Hans svar ville komme - hvordan ved jeg ikke. Måske som en rolig drøm, som et kys til sjælen, en brise i sommernatten eller, nej, jeg ved det ikke. Kun det ved jeg: At hvis du spørger, får du svar.

Med lov skal land bygges; Jyske lov International fred er ikke mulig uden international lov og ret Ved læsning af forskellige politiske og historiske værker, deriblandt Thomas Hobbes, Leviathan, og Emery Reves, Fredens anatomi, har spørgsmålet meldt sig for mig: Er lov og ret den bedste beskyttelse af menneskers liv, frihed og ejendom og, i givet fald, hvorfor? Svaret er enkelt: Lov og ret er den bedste beskyttelse af de grundlæggende menneskerettigheder fordi de tilsiger og virkeliggør konsekvenser af vores handlinger. Hvis ikke der ved lov og ret var konsekvenser af det vi gør, ville alle kunne gøre lige præcis hvad man har lyst til - deriblandt stjæle eller øve vold og slå ihjel - uden at blive stillet til regnskab. Men ved lov og ret ved alle, at der er konsekvenser af vores handlinger og derfor afstår de fleste - enten for ved egennytte at undgå dom og straf ved visse handlinger eller fordi vi indser visse handlingers onde natur og ikke ønsker andre ondt - fra strafb...

Når elefanterne slås, trædes græsset ned; afrikansk ordsprog  Nu - 2019 - hvor både al-Qaida og Islamisk Stat synes nedkæmpet, må vi drage den - paradoksale - slutning, at terroristerne har vundet krigen. Vestens nederlag er både materielt og åndeligt. Jeg skal her forsøge at forklare hvorfor: Da Bush-administrationen efter terrorangrebene 11.9.2001 erklærede krig mod terror, begyndte det nederlag for vestmagterne som nu er fuldstændigt. Hvorfor? Fordi man søgte at kæmpe for det gode med det ondes midler, krig og vold. Ved at søge at bekæmpe ondt med ondt, går man det ondes veje. Ved at kæmpe for det gode med det ondes midler, ødelægger man det gode man kæmper for. Langsomt har vi undergravet det åbne og frie samfund, i vid udstrækning underløbet retssamfundet og kompromitteret de værdier, man hævdede at gå i krig for: Ethvert krigsoffer ødelægger tanken om og respekten for den universelle ret til liv. Denne tanke er nu kun - en tanke, ord, ikke virkelighed. Man har f...

Moderne stater kan lære en del af den konfucianske filosof, Mengzi (Meng-tse, Mencius; 372-289 f. Kr) med hensyn til hvordan de bliver stærke og stabile: En stat og et styre bliver stærkt ved indadtil at søge at gavne borgerne og udadtil ved fredelige hensigter og praksis. Et folk der oplever god vilje fra sin regering, vil søge at bevare styret og styrke det, og fremmede stater vil have mindre tilskyndelse til at angribe en fredelig stat. Hvorimod et styre der indadtil regeres ved undertrykkelse og tvang vil være udsat for borgernes uvilje og fjendskab, og de vil søge at styrte regeringen, hvis undertrykkelsen bliver hård. Fremmede stater vil have tilskyndelse til at angribe en krigsnation og søge at ødelægge eller erobre landet for at fjerne en trussel mod sig selv. Tyranniet vil indføre det gode ved tvang. Den der tvinges, tvinges mod sin vilje, og hans eller hendes og de mange undertvungnes viljer vil være mod det tyranniske styre, som dermed bliver ustabilt og ikke - i læn...

Den kinesiske filosof, Kong-tse (Confucius, Kong Fuzi), hævder (Analekter) at et styre snarere skal regere ved dyd end ved straf. Jeg finder tanken rigtig, og vil her forklare hvorfor: Hvis et styre primært lovgiver for at skræmme til lydighed og lovlydighed gennem en barbarisk straffelov, så vil borgerne måske ikke afstå fra fx vold og drab fordi vold og drab er forkert, men fordi de frygter straffen. Derfor vil borgerne i princippet kunne tænke, at vold og drab ikke i sig selv er forkert, men afstår kun fra de handlinger af frygt for konsekvenserne. I et sådant land vil den etiske højnelse hæmmes af frygt for straf, og borgerne vil have svært ved at indse det forkerte i onde handlinger, idet fokus er på straffen og ikke på det onde som ondt og forkert. Og et sådant land vil handle mod sine egne interesser, fordi borgerne ikke lærer hvad godt og ondt er. Landet vil dermed udsætte sig selv for fx vold og drab, fordi disse handlinger ikke erkendes som onde i sig selv. Derfor...

For Hegel (1770-1831)  manifesterer verdensånden sig i den ydre verden gennem en dialektisk proces af tese, antitese og syntese og processen slutter med den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel, Åndens fænomenologi). For Hegel er den dialektiske proces åndelig eller idealistisk. Marx (1818-1883)  danner herimod en antitese idet han siger, at det materielle, særligt de økonomiske realiteter, skaber de åndelige eller psykiske realiteter, fx religion, kunst osv. For Marx er den dialektiske proces materiel ved klassernes indbyrdes kamp om dominans. Ligesom feudalsamfundet banede vej for og gik over i det kapitalistiske samfund, vil det kapitalistiske samfund afløses af det kommunistiske (Bregnsbo; Marxismens elendighed). Marx hævder på den måde den dialektiske materialisme som en antitese til Hegels dialektiske idealisme. For Hegel viser det åndelige sig i materien, for Marx viser materien sig i det åndelige. For Hegel er det åndelige det primære, ...

Hvis udgangspunktet for det fænomen vi kalder videnskab er, at videnskab skal være empirisk, kontrollerbar og falsificerbar (jf. Bregnsbo, Marxismens elendighed) , så møder videnskab generelt det problem, at den i sine forskellige grene bygger på grundantagelser, der ikke (kan) bevises eller modbevises, og således hverken er empirisk, kontrollerbar eller falsificerbar. Selv matematikken bygger på sådanne grundantagelser. Derfor ser det ud til, at videnskab i sin grund og paradoksalt nok er uvidenskabelig eller også er kravet om falsificerbarhed forkert eller uhensigtsmæssigt. Vi bliver ikke reddet ved at forsøge blot at beskrive virkeligheden og verden, da også en sådan aktivitet (videnskab) bygger på den antagelse, at vi ved at beskrive virkeligheden og verden (neutralt) kan udsige noget (sandt) om virkeligheden og verden. Videnskab ligner derved - ved sine ikke falsificerbare grundantagelser - tro; tro, man som Kierkegaard skriver om den kristne religion, må indtræde i ved et s...

Hej, det er mig igen, Sofie. Husker du mig? Jeg vil fortælle dig noget spændende. Jeg er ved at lære at lave mad. Jeg synes det er mega nize. Min mor er ved at lære mig at lave opbragt sovs. Det kan man bruge til mange retter. Selv om min mor siger, at det er lidt syndigt. På grund af smørret. Måske er det det, der gør at det hedder opbragt. Men jeg ved det faktisk ikke. Når vi går i køkkenet kan jeg godt lide at streame en serie på min tablet som jeg stiller ved siden af komfuret. Jeg prøver at forstå alle de mange spændende serier der findes. Gå lidt bag om dem som man siger. Det har altid undret mig, at der altid er et kamera i nærheden, når der sker alle de spændende ting. Hvordan er det muligt? Jeg ved det faktisk ikke. Men en dag forstår jeg det måske. Når jeg spørger min mor, tjatter hun mig på skulderen og siger, at jeg er fjollet. Nå, nu er sovsen færdig. Bøffen klar. Velbekomme!

Som jeg mener at have vist, så er tanken af ikke-fysisk eller metafysisk, oversanselig natur (En krise i filosofien og videnskaben (22.7.2018)). Dette peger på et behov for en ny metafysik eller metafysikkens genkomst. I moderne videnskab afvises imidlertid al metafysik som uvidenskabelig. For eksempel skriver Henning Bregnsbo i Marxismens elendighed (Berlingske Forlag 1980) at videnskab skal være eller er kendetegnet ved, at den er kontrollerbar, empirisk og falsificerbar og dermed videnskabelig. Dette nævner han er den logiske kerne og fællesnævner for al videnskab. Nu kan vi imidlertid spørge, om dette krav i sig selv er kontrollerbart, empirisk, falsificerbart og dermed videnskabeligt? Hvis ikke, så hviler den empiriske og falsificerbare videnskab på et ikke-kontrollerbart, metafysisk grundlag. Jeg bruger her den metode jeg har beskrevet i Epistemologisk metode. Observation, teori og test (01.08.2018), nemlig at teste en teori på sig selv. Den videnskabelige metode (og...

Jeg har netop genlæst lignelsen To brødre i Vandrer mod Lyset, og her finder jeg - udover den symbolik der forklares i stykket med småt - en ny indsigt i, hvad Krist efterfølgelse vil sige: Den første bror (som er et billede på Jesus af Nazareth, Kristus), er lille af vækst og bærer tunge byrder, men går rank og glad på sit livs vej. Han støtter sig til en vandringsstav, giver de tørstende vand fra sit bæger, og tager sine medvandreres byrder og lægger dem på sine egne skuldre ovenpå sine egne tunge. Hvordan er dette muligt? Denne brors (Kristi) hemmelighed, det der gør, at han kan vandre så let under sine tunge byrder og støtte alle på sin vej er - efter hvad jeg forstår - hans tillid til Guds Almagt og hans vished om Guds kærlighed. Hvor mange er vi ikke, som ligner den anden bror (i første omgang et billede på Josef af Arimatæa)? Vi bærer måske lette byrder, men vejens længde og Solens brændende stråler tynger os og blinder os, og vejens sten sårer vores fødder. Vi forband...

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt. Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige. Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden. Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen. Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv. Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse. Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør l...

Lad os sammen tage et par skridt på den moderne spiritualitets trappe, der - sikkert og vist - fører til himlen: Her til højre ser De raketter, men det er i virkeligheden ikke raketter, men mestrene, der stiger. Gnisterne bag er sjæle, der følger og gerne vil være som dem. Til venstre snurrer chakraene nok så lystigt i alle farver; hvis ikke man fatter sig, kan man blive lidt svimmel, men det er helt normalt, så bare rolig. Ligefrem ser De discountmarkedet, seernes butik, der sælger billig ånd til folket, det er demokratisk og ingen bliver snydt, her kan alle uanset pengepung være med. Her er vi ved slottet, der huser himlens hieraki. Her er de højeste, deriblandt ærkeenglene, ofte forsamlet i magtfulde plenarmøder. Mikael er der ikke lige nu, beklager, han går med aviser, der bringer nyt fra Hjemmet, her i Deres landflygtighed. Og i os stiger nu visdomskraften over dem alle: Kundalini. Den fås både i hvid, rød og sort, så De kan selv vælge. Som De ser er dette landskab ove...

En bog der virkelig gør indtryk på mig og som jeg er ved at læse, er Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen. Jeg forstår ud fra det hun skriver, og som harmonerer fuldt ud med det jeg ellers tror på, Vandrer mod Lyset, at alle mennesker er forbundet i et evigt, ubrydeligt kredsløb af kærlighed med Gud i centrum. Vi er alle perfekte som vi er, men nogle gange sker der det, at vi såres, og derefter lukker vores kærlighed inde eller ned i angst for igen at blive såret, og så bliver det evige kredsløb af kærlighed forandret: Hvis vi lukker vores kærlighed inde eller ned, formindskes vores evne til at føle kærlighed og til at føle os som uerstattelige led i det evige kredsløb. Kredsløbet findes - vi skal ikke skabe det, for det er en realitet og har altid været det, det er skabt af Gud - så kærligheden forsvinder ikke, men vores evne til at se og føle den og dens kredsløb formindskes, hvis vi - af den ene eller den anden grund - lukker den indre kilde ned. I et billede: Den evige sy...

Blandt kristne hører man af og til om tanken om at følge Kristi eksempel. Man lægger så forskellige ting i denne bestræbelse og tanke og der er vist enighed om, at dette er meget vanskeligt, måske umuligt. Hvad vil det i virkeligheden sige at følge i Kristi fodspor? Det er enkelt: At følge Kristi eksempel er at stole i et og alt på Gud og Guds ledelse og Hans Almagt og uendelige kærlighed. Dette er ikke svært og slet ikke umuligt. Ethvert barn kan forstå denne tanke og følge i mesterens fodspor. Hvis vi lærer sandheden: At Gud er en uendelig, tryg og kærlig Magt, der kan værne, lede og beskytte enhver, der i fuld tillid til Ham giver sig ind under Hans ledelse og omsorg; Så er det meget enkelt og let for alle at vandre i Kristi fodspor. Fuld tillid til Gud er hemmeligheden bag Kristi styrke, kærlighed og ophøjethed. At følge Kristus er derfor ikke uforståeligt og umuligt og kræver ikke selvofring, men det er så enkelt og let, at alle - også vores børn - kan gøre det!

Jeg tror at sålænge der har fandtes stater og religioner har man kendt til stridigheder og egentlige krige. Mennesker kæmper om magt og indflydelse og det vi ser som sandhed, og intet middel synes for lavt til opnåelse af det. Men jeg tror også at der er en vej ud af disse stridigheder og konflikter - som ofte starter med personangreb, hvor et eller flere menneskers ærlighed og integritet anfægtes - ved at afpersonalisere kritikken og diskussionerne, hvad enten det er på det politiske eller det religiøse område. Som læsere af denne blog og min hjemmeside vil vide, så har jeg efterhånden skrevet en del kritiske indlæg, for eksempel om kristendommen og islam. Men jeg har altid bestræbet mig på ikke at angribe kristne eller muslimer som personer, men derimod blot at kritisere de ideer, der ligger i disse religioner som jeg ser dem. Jeg har altid bestræbt mig på ikke at kritisere mennesker, men ideer. Jeg har intet mod hverken kristne eller muslimer, men stiller mig skeptisk overfo...

Jeg tror - hverken på euforien eller dens mørke tvilling, fortvivlelsen, men på glæden imellem. Lukker man euforien ind ad fordøren, lister fortvivlelsen sig ind ad bagdøren. Jeg tror - hverken på manien eller tvillingen, depressionen, men på roen i midten. Jeg tror - ikke på ekstremer men på midten og balancen. Jeg tror - ikke på himmelflugt eller helvedesfart men på Jorden imellem og mennesker og liv og kærlighed. Jeg tror - på et skridt ad gangen og ikke på syvmilestøvlers lyskesprængende illusioner. På denne tro vil jeg leve og dømmes eller frikendes

I bitre øjeblikke har jeg kaldt kærligheden en helvedeskraft; jeg kan ikke leve med den og ikke uden. Når jeg elsker bliver jeg sårbar og såres nogle gange dødeligt; uden er jeg som en død. Men - det slår mig ved læsning af nogle papirer min kone i går havde med hjem fra religionsholdet på Lille Skole for Voksne - et uddrag af Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen -  at der måske er noget, jeg grundlæggende har misforstået i forbindelse med kærlighed. Måske er kærligheden kun så smertefuld og vi såres kun til døden af den, hvis ikke vi elsker os selv, og derfor er afhængig af andres kærlighed. Vi er ikke herre over andres kærlighed, og derfor fyldes vores kærlighed også med angst - for at miste. Byrne skriver, at vi af og til lukker kærligheden inde et sted dybt i os når vi såres ved at miste andres kærlighed eller ved at blive skilt, ved dødsfald osv. Men den er der altid - skriver hun - den kan ikke ødelægges eller forsvinde - kun lukkes ned eller lukkes inde. Fo...

Ordet Islam betyder underkastelse og muslim betyder en som underkaster sig (under Gud). Ønsker og kræver Gud underkastelse? Nej. Da Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, hverken ønsker eller kræver Han dette. Gud ønsker at vi - i frihed - vil elske Ham og - ligeledes i frihed - vil søge at lutre vores ånd med lysets kerneværdi og essens: Kærligheden. Den fejlagtige tanke om Guds krav om underkastelse findes også med en nuanceforskel i kristendommen i beretningen om syndefaldet og menneskets ulydighed mod Gud. Begge religioner gør dog vold på det sandt guddommelige og kræver blind lydighed og underkastelse selv under det absurde, utroværdige og blasfemiske: At Gud vil straffe os evigt hvis ikke vi underkaster os; hvis ikke vi tror det rigtige (men absurde); at Gud skulle kræve stening eller afhugning af lemmer i visse tilfælde af lovbrud; at vi ved 'at spise Guds kød og drikke Hans blod' kan opnå syndsforladelse; at Gud skulle være blevet menneske og en masse andr...

I mange år har jeg været i tvivl om Vandrer mod Lysets sandhed og ægthed. Jeg tror det er gået mig sådan, fordi jeg oprindeligt ikke fulgte Agerskovs indledende advarsel - fremsat efter ønske fra den oversanselige verden - om ikke at dømme før alle bogens tanker var gennemtænkt og derefter forelagt min samvittigheds domstol. Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker. Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et...

I vores verden forekommer mord, krig og selvmord ofte, alt for ofte. Nogle tager liv i affekt, nogle efter omhyggelig planlægning, nogle sender tusinder i krig hvor mange dør, andre tager liv af politiske eller religiøse grunde, nogle får, støtter eller udfører provokeret abort. Alle skal vide, at Gud er den eneste retmæssige Herre over liv og død, og alle liv der tages - af hvilken grund det end måtte være - skal af den grund gives tilbage til Herren. Dette gælder både for stater, religiøse samfund, politiske organisationer og enkeltpersoner. Alle skal vide, at det enhver gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv (karma- og gengældelsesloven, som vi sår skal vi høste). Derfor bør alle - stater, religiøse, politiske og andre samfund, samt enkeltpersoner - betænke sig meget, før man begår den største og værste af alle forbrydelser - at tage liv (også sit eget). Alt der tages skal gives tilbage med renter og rentes renter. Måske tænker nogle: Sikken en n...

Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana.  Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere: Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata)  er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie)  er materien og hvis inderside er ånd. I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi)  udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels  dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans. Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der h...

Det er bedre at tåle undertrykkelsen, end at søge at fjerne den med vold Dette gælder både i det indre og det ydre. Hvis vi søger at tvinge tyranner fra magten ved vold, vil de dukke op andre steder, til andre tider, endnu mere forbitrede og hadefulde. Tilgiv jeres fjender! Med den indre og sande kærligheds stilhed kan vi vinde tyrannen for os og drage ham til os, så han aldrig mere går syndens vej. Ved at føje synd til synd, ved at søge at afkaste syndens åg ved synd, gør vi synden dobbelt. Hvis vi inddæmmer synden med sand tilgivelse, hvis vi 'bliver som vand' overfor forhindringer og modstand, som det hedder i kinesisk filosofi, vil den sten, der spærrer strømmen langsomt borterodere, og vandet igen strømme frit. Hvis vi tåler undertrykkelsen og tilgiver, fraregnes det vores gæld i det karmiske regnskab, og vi kan vinde undertrykkeren for os. Hvis vi søger at bortsprænge undertrykkelsen, lægger det til gælden, og undertrykkeren forhærdes. Vær i rum med vred...

At ville påtvinge andre det gode, er af det onde; den der vil tvinge andre, har forladt lysets, kærlighedens vej Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng. Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier. Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed. Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed. En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menn...

Den der søger klarhed, styrke og værn for livets storme, bør ikke søge til mennesker, men til Gud. Den der søger mennesker; hans urolige vande vil aldrig stilles. Kun hos Gud er freden. Nogle søger de falske profeter, der siger: Freden er hos mig! Men freden er ikke hos dem, kun bedraget, der får vandene til at bruse og overskylle og drukne den søgende. Nogle søger Jesus og Muhammed; de var ægte profeter - dog ikke fejlfrie - men mennesker fordrejede deres ord, lagde noget til og trak noget fra så kilden blev en bitter drik der ikke stiller men skærper tørsten. Nogle søger de hellige skrifter, men Gud er ikke i bøger, men i hjertet - helt nær. Kun hos Gud finder vi Værn, kun Gud stiller den brændende tørst.

Hvis vi forstår kernen i liberalismen og socialismen som en fundamental forskel i synet på ejendomsretten; At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret; Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret: At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet. Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet. Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage. Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrast...

Det næstværste i verden ville være, hvis vi aldrig fik, hvad vi ønsker, det værste hvis vi altid fik hvad vi ønsker, når vi ønsker det 1) Ting får sin værdi efter hvad det koster os at opnå dem. 2)  Hvis ting intet koster, er de værdiløse. Hvis livet og kærligheden ingenting koster, er de uden værdi. 3) Hvis vi aldrig anstrenger os, bliver vi aldrig stærke. 4) Hvis vi pakker andre - for eksempel vores børn - ind i vat, bliver de svage og hjælpeløse overfor livets realiteter. 5) Hvis vi fejt flygter fra livets realiteter, bort fra verden og mennesker, flygter vi fra livet. 6) Hvis alt går vores vej, ender vi i en blindgyde. 7) Hvis Solen aldrig går ned, lærer vi aldrig at finde vej gennem mørke. 8) Hvis ikke vi kender dalen, kender vi heller ikke bjerget. 9) Hvis ikke vi kender til kamp, kender vi heller ikke til hvile. 10) Hvis ikke vi kender mørket, kender vi heller ikke lyset. (Inspireret af Vandrer mod Lyset, I Ching og podcasten, Philosophize This! af ...

Til forskellige tider har gejstlige og andre søgt at begrunde moral og etik i det religiøse, og har samtidig hævdet, at hvis ikke moralen begrundes religiøst, har den intet gyldigt fundament, og moral og i sidste ende samfundet opløses. Man hævder da fx de ti bud eller de islamiske lovbestemmelser og hævder guddommelig og guddommeligt sanktionerede straffe - jordiske eller evige - ved lovbrud. Selve disse love begrundes ikke, men det er faktisk muligt at begrunde den virkelige guddommelige etik - som ikke nødvendigvis er identisk med den kristne eller den islamiske eller andre etablerede religioners - den etik som kan udledes af Vandrer mod Lyset, og som jeg tænker mig at også de fleste ikke-troende kan vedkende sig, nemlig den helt enkle: Ikke at gøre andre ondt - hverken fysisk eller psykisk - fordi det at gøre andre ondt i sagens natur bringer andre lidelse. Vi bør ikke bringe andre lidelse ud fra en forståelse af, hvor ondt det ville gøre på os selv, hvis vi var i den andens ...

Som vi sår, skal vi høste Den der sår lys, høster lys Den der sår mørke, høster mørke Den der sår det gode, høster det gode Den der sår det onde, høster det onde Den der sår glæde og lykke, høster glæde og lykke Den der sår lidelse, høster lidelse Den der sår kærlighed, høster kærlighed Den der sår had, høster had Den der sår fred, høster fred Den der sår ufred, høster ufred Fred være med dig!

disse lænker søde og ubrydelige hænger om halsen de løfter mig tynger mig de kalder det kærlighed hvis jeg går går jeg i stykker hvis jeg bliver dør jeg lidt hver dag jeg dør hver dag

Det er altid koldest og mørkest lige før daggry; Winston Churchill Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan; At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre); Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger; Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU). Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem -...

Der synes at være en bred videnskabelig og folkelig konsensus omkring klimaforandringer; at de langt overvejende er menneskeskabte og skyldes udledning af CO2. Personligt har jeg hørt overbevisende argumenter; både for det nævnte synspunkt og for det skeptiske standpunkt (for det sidste: Jordaksens varierende hældning og Svensmarks sol- og skyteori). Jeg tror ikke der kan være tvivl om at klimaet ændrer sig og at Jorden bliver varmere; det springende punkt er om det skyldes menneskelig aktivitet og afbrænding af fossile brændsler eller om det hovedsagelig skyldes faktorer uden for vores kontrol. Jeg er ikke ekspert, så det følgende hvor jeg vil undersøge de mulige motiver til de forskellige meninger - hvis virkeligheden er en anden end eksperter på begge sider hævder - kan kun betragtes som en lægmands overvejelser: At kul- og olieindustrien har indlysende grunde til at så tvivl om menneskeskabte klimaforandringer er givet. Men omvendt kan der ligge tungtvejende politiske gru...

Siden jeg første gang læste Vandrer mod Lyset for mere end 30 år siden og tidligere endnu: Siden min første åbenbaring af Gud har jeg været anfægtet og dermed i en tilstand af sjæleangst. For hvad nu hvis kristendommen alligevel var sand, og Vandrer mod Lyset var djævelens værk? Da Gud havde åbenbaret sig for mig, var jeg ikke i tvivl om Hans eksistens. Men hvad er sandt? Lad mig igen forsøge at indkredse hvad kristendom er - idet jeg erkender at der er og kan være mange bud på det - og derefter se, om det er sandheden: Troen indblæses mennesker ved Guds Ånd eller Ånde (Helligånden) ligesom Gud indblæste Adam og Skriften (Bibelen) ånd og liv (for det sidste: 2. Tim. 3, 16). Tro føder retfærdighed og frelse (fx Rom. 4, 13-14) og kærlighed. Mennesket frelses ved tro af Ordet (Kristus; Joh. 1, 1-4). Kristus er vejen, sandheden og livet (Joh. 14, 6), men også en anstødssten vi kan snuble over (Rom. 9, 33), en dumhed og forargelse for tænkende (grækere) og selvretfærdige (jøde...

Jeg har besluttet at oprette en  ny blog  om aktiv aldring - også som psykisk sårbar. Jeg tænker at jeg efterhånden har skrevet det jeg har på hjerte af filosofisk, religiøs og skønlitterær art og vil herefter forsøge at dele og inspirere til det, der med en personlig vinkel bærer og skaber livet i det jeg kalder aktiv aldring - også som psykisk sårbar. Hvordan bevarer vi gløden også når vi er ved at blive gamle og måske har mange ting at slås med? Hvad bærer - for mig - og for dig? Jeg vil på den  nye blog  - med udgangspunkt i fysisk træning, litteratur, mad, samliv og mere - søge at give nogle svar på det spørgsmål og håber at andre kan finde inspiration til at finde ind til livets bærende kræfter - selv om de sikkert er nogle andre for dig end for mig. Der er altid et liv og en vej - for mig og for dig!