Hvis det er sandt at vi er skabt i Guds billede, og Gud er kærlighed, så er vi skabt i kærlighedens billede og kærligheden er vores sande, indre natur
Som tidligere nævnt (indlægget, Kærlighed er vejen til fred), så fremførte den kinesiske tænker, Mozi, en lære om universel kærlighed som vejen til fred.
I Britannica kan man læse, at Mozis lære nok var ædel og højsindet, men også for krævende og i modstrid med menneskets natur, og at den derfor, efter nogle århundreder forsvandt som indflydelsesrig kilde til menneskets åndelige liv.
Men er det sandt? Er mennesket per definition lavsindet, krigerisk og rovbegærlig? Ligger det i selve vores natur, at vi per definition kommer til kort overfor det høje og ædle som en Mozi eller en Jesus af Nazareth eller andre beriger os med?
Nej. Det er som jeg skriver først i dette indlæg: Vi er skabt i Guds og derfor i kærlighedens billede. Menneskets natur er derfor ikke per definition lavsindet og krigerisk og uværdig til det høje og ædle.
Menneskets indre natur er kærlighed, det højeste, ædleste, det mægtigste af alt.
Men mange af os har tildækket og skjult denne indre ædle natur i verdens larm og tummel og kaos, så vi har glemt den høje byrd og oprindelige indre kilde, kærligheden.
Derfor tror mange, at vores natur er det lave, det nedrige, det uværdige. Men fordi mange tror det, og det kan se sådan ud, behøver det ikke at være sandt.
Men kærlighed læres ikke på et øjeblik.
Kærlighedens vej er en evig vej, den lyser som den klare stjerne et liv og et menneske kan sigte efter, og hvem andre end Gud kan om sig selv sige: Jeg er udlært i kærlighedens ædle kunst?
Kærlighed er ikke en slutning, vi bliver aldrig 'udlærte' i den og vi behøver ikke fortvivle, hvis vi fejler i den eller opgive den fordi vi ikke mestrer den eller fordi nogle har givet kærlighedsbudet for kategorisk eller for krævende og urealiserbart.
Den er et sigtepunkt, et lys, et ideal, en evig vej, som vi kan slå ind på eller gå videre ad.
Kærlighed er menneskets indre og sande natur, med den kan vi roligt og i tryghed vandre mod Lyset et skridt ad gangen på Lysets, kærlighedens evige vej.
Som tidligere nævnt (indlægget, Kærlighed er vejen til fred), så fremførte den kinesiske tænker, Mozi, en lære om universel kærlighed som vejen til fred.
I Britannica kan man læse, at Mozis lære nok var ædel og højsindet, men også for krævende og i modstrid med menneskets natur, og at den derfor, efter nogle århundreder forsvandt som indflydelsesrig kilde til menneskets åndelige liv.
Men er det sandt? Er mennesket per definition lavsindet, krigerisk og rovbegærlig? Ligger det i selve vores natur, at vi per definition kommer til kort overfor det høje og ædle som en Mozi eller en Jesus af Nazareth eller andre beriger os med?
Nej. Det er som jeg skriver først i dette indlæg: Vi er skabt i Guds og derfor i kærlighedens billede. Menneskets natur er derfor ikke per definition lavsindet og krigerisk og uværdig til det høje og ædle.
Menneskets indre natur er kærlighed, det højeste, ædleste, det mægtigste af alt.
Men mange af os har tildækket og skjult denne indre ædle natur i verdens larm og tummel og kaos, så vi har glemt den høje byrd og oprindelige indre kilde, kærligheden.
Derfor tror mange, at vores natur er det lave, det nedrige, det uværdige. Men fordi mange tror det, og det kan se sådan ud, behøver det ikke at være sandt.
Men kærlighed læres ikke på et øjeblik.
Kærlighedens vej er en evig vej, den lyser som den klare stjerne et liv og et menneske kan sigte efter, og hvem andre end Gud kan om sig selv sige: Jeg er udlært i kærlighedens ædle kunst?
Kærlighed er ikke en slutning, vi bliver aldrig 'udlærte' i den og vi behøver ikke fortvivle, hvis vi fejler i den eller opgive den fordi vi ikke mestrer den eller fordi nogle har givet kærlighedsbudet for kategorisk eller for krævende og urealiserbart.
Den er et sigtepunkt, et lys, et ideal, en evig vej, som vi kan slå ind på eller gå videre ad.
Kærlighed er menneskets indre og sande natur, med den kan vi roligt og i tryghed vandre mod Lyset et skridt ad gangen på Lysets, kærlighedens evige vej.
Kommentarer
Send en kommentar