Til forskellige tider har gejstlige og andre søgt at begrunde moral og etik i det religiøse, og har samtidig hævdet, at hvis ikke moralen begrundes religiøst, har den intet gyldigt fundament, og moral og i sidste ende samfundet opløses.
Man hævder da fx de ti bud eller de islamiske lovbestemmelser og hævder guddommelig og guddommeligt sanktionerede straffe - jordiske eller evige - ved lovbrud.
Selve disse love begrundes ikke, men det er faktisk muligt at begrunde den virkelige guddommelige etik - som ikke nødvendigvis er identisk med den kristne eller den islamiske eller andre etablerede religioners - den etik som kan udledes af Vandrer mod Lyset, og som jeg tænker mig at også de fleste ikke-troende kan vedkende sig, nemlig den helt enkle:
Ikke at gøre andre ondt - hverken fysisk eller psykisk - fordi det at gøre andre ondt i sagens natur bringer andre lidelse. Vi bør ikke bringe andre lidelse ud fra en forståelse af, hvor ondt det ville gøre på os selv, hvis vi var i den andens sted (den empatiske etik).
Til i ethvert tilfælde at afgøre hvad der er godt eller ondt at gøre, kan vi trygt forlade os på vores samvittighed (skytsånden; se Vandrer mod Lyset).
Fra Vandrer mod Lyset kender vi også den virkelige 'straf' eller rettere konsekvens ved lovbrud (altså når vi gør andre ondt), nemlig i beskrivelsen af gengældelsesloven, hvis mening ikke er at pine os unødigt, men - som ofte sagt - at opdrage os ved at udsætte os for de samme lidelser, vi har bragt andre, hvorved vi - smerteligt - kan erkende hvad vi har gjort.
Det onde vi bringer over andre, bringer vi samtidig over os selv, og denne kendsgerning vil langsomt vende os bort fra mørket og fremad mod lyset.
Der er altså mening med den virkelige guddommelige etik og konsekvenserne ved brud med den:
Den mening at vi efterhånden som vi har indset det forkastelige i at gøre andre ondt - eventuelt efter langvarig soning under gengældelsesloven - kan lære at gøre andre godt i stedet.
Der er den intime forbindelse mellem den guddommelige etik og gengældelsesloven at de i kombination engang helt vil fjerne lidelsen fra verden.
Denne forbindelse og dette formål er Lysets Gud værdig. Det er derimod uværdigt - og bespotteligt - at tilskrive Gud - under hvilken form eller hvilket navn det end gøres - viljen til evig og grusom straf.
Man hævder da fx de ti bud eller de islamiske lovbestemmelser og hævder guddommelig og guddommeligt sanktionerede straffe - jordiske eller evige - ved lovbrud.
Selve disse love begrundes ikke, men det er faktisk muligt at begrunde den virkelige guddommelige etik - som ikke nødvendigvis er identisk med den kristne eller den islamiske eller andre etablerede religioners - den etik som kan udledes af Vandrer mod Lyset, og som jeg tænker mig at også de fleste ikke-troende kan vedkende sig, nemlig den helt enkle:
Ikke at gøre andre ondt - hverken fysisk eller psykisk - fordi det at gøre andre ondt i sagens natur bringer andre lidelse. Vi bør ikke bringe andre lidelse ud fra en forståelse af, hvor ondt det ville gøre på os selv, hvis vi var i den andens sted (den empatiske etik).
Til i ethvert tilfælde at afgøre hvad der er godt eller ondt at gøre, kan vi trygt forlade os på vores samvittighed (skytsånden; se Vandrer mod Lyset).
Fra Vandrer mod Lyset kender vi også den virkelige 'straf' eller rettere konsekvens ved lovbrud (altså når vi gør andre ondt), nemlig i beskrivelsen af gengældelsesloven, hvis mening ikke er at pine os unødigt, men - som ofte sagt - at opdrage os ved at udsætte os for de samme lidelser, vi har bragt andre, hvorved vi - smerteligt - kan erkende hvad vi har gjort.
Det onde vi bringer over andre, bringer vi samtidig over os selv, og denne kendsgerning vil langsomt vende os bort fra mørket og fremad mod lyset.
Der er altså mening med den virkelige guddommelige etik og konsekvenserne ved brud med den:
Den mening at vi efterhånden som vi har indset det forkastelige i at gøre andre ondt - eventuelt efter langvarig soning under gengældelsesloven - kan lære at gøre andre godt i stedet.
Der er den intime forbindelse mellem den guddommelige etik og gengældelsesloven at de i kombination engang helt vil fjerne lidelsen fra verden.
Denne forbindelse og dette formål er Lysets Gud værdig. Det er derimod uværdigt - og bespotteligt - at tilskrive Gud - under hvilken form eller hvilket navn det end gøres - viljen til evig og grusom straf.
Kommentarer
Send en kommentar