Gå videre til hovedindholdet

Lignelsen To brødre

Jeg har netop genlæst lignelsen To brødre i Vandrer mod Lyset, og her finder jeg - udover den symbolik der forklares i stykket med småt - en ny indsigt i, hvad Krist efterfølgelse vil sige:

Den første bror (som er et billede på Jesus af Nazareth, Kristus), er lille af vækst og bærer tunge byrder, men går rank og glad på sit livs vej. Han støtter sig til en vandringsstav, giver de tørstende vand fra sit bæger, og tager sine medvandreres byrder og lægger dem på sine egne skuldre ovenpå sine egne tunge.

Hvordan er dette muligt?

 Denne brors (Kristi) hemmelighed, det der gør, at han kan vandre så let under sine tunge byrder og støtte alle på sin vej er - efter hvad jeg forstår - hans tillid til Guds Almagt og hans vished om Guds kærlighed.

 Hvor mange er vi ikke, som ligner den anden bror (i første omgang et billede på Josef af Arimatæa)?

Vi bærer måske lette byrder, men vejens længde og Solens brændende stråler tynger os og blinder os, og vejens sten sårer vores fødder. Vi forbander vejens længde og besvær og vi styrter under livets byrder.

 Men hjælpen er lige ved hånden og nærmere end vi tror. For hjælpen er som Kristi eksempel viser os:

Tilliden til Guds Almagt og hengivelsen til den Almægtiges kærlighed.

 Han alene kan bære vores byrder, Han alene kan lede os gennem vildstrømmende floder og over uvejsomme bjerge og gennem stingende krat og mørke skove.

Hvis vi lader Gud gøre det, ligner vi i det små den første bror, Kristus. Da bliver vejen og byrden let, vejen bliver kort og vi går den glad, Solens stråler og vejens hvidnende støv blinder os ikke længere.

Dette er efter min opfattelse Kristi efterfølgelse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere