I bitre øjeblikke har jeg kaldt kærligheden en helvedeskraft; jeg kan ikke leve med den og ikke uden. Når jeg elsker bliver jeg sårbar og såres nogle gange dødeligt; uden er jeg som en død.
Men - det slår mig ved læsning af nogle papirer min kone i går havde med hjem fra religionsholdet på Lille Skole for Voksne - et uddrag af Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen - at der måske er noget, jeg grundlæggende har misforstået i forbindelse med kærlighed.
Måske er kærligheden kun så smertefuld og vi såres kun til døden af den, hvis ikke vi elsker os selv, og derfor er afhængig af andres kærlighed. Vi er ikke herre over andres kærlighed, og derfor fyldes vores kærlighed også med angst - for at miste.
Byrne skriver, at vi af og til lukker kærligheden inde et sted dybt i os når vi såres ved at miste andres kærlighed eller ved at blive skilt, ved dødsfald osv.
Men den er der altid - skriver hun - den kan ikke ødelægges eller forsvinde - kun lukkes ned eller lukkes inde.
For at lukke kærligheden ud igen, må vi i tanken og følelsen gå tilbage til det sår eller traume, hvor vi lukkede kærligheden inde eller ned, og igen slippe den fri. Den er der, og den længes efter lys og luft og dag og mennesker.
Men det vigtigste jeg forstår af denne tekst er: At kærligheden starter med at elske sig selv. Når vi gør det, kan kærligheden brede sig som ringe i vandet til andre. Hvis vi ikke elsker os selv, kan vi ikke elske andre.
Disse tanker i et billede:
Ved et meteorologisk lavtryk følger storm, regn og blæst ofte med. Uvejret raser om et tomrum, et lavtryk og vi kigger mod himlen og søger læ, men finder intet.
Så følger højtryk, skyerne spredes, og Solen, som altid har været der bag skyerne, bryder frem.
Måske er det der, sårbarheden og smerten ligger: Når vi ikke elsker os selv. Og måske er det derfor også der, helbredelsen af det syge hjerte findes:
Når vi elsker os selv, når vi igen slipper den kærlighed fri, der altid har været der, og kun venter på at vi skal opdage og genfinde den.
Kommentarer
Send en kommentar