Gå videre til hovedindholdet

Hvordan en stat bliver stærk

Moderne stater kan lære en del af den konfucianske filosof, Mengzi (Meng-tse, Mencius; 372-289 f. Kr) med hensyn til hvordan de bliver stærke og stabile:

En stat og et styre bliver stærkt ved indadtil at søge at gavne borgerne og udadtil ved fredelige hensigter og praksis.

Et folk der oplever god vilje fra sin regering, vil søge at bevare styret og styrke det, og fremmede stater vil have mindre tilskyndelse til at angribe en fredelig stat.

Hvorimod et styre der indadtil regeres ved undertrykkelse og tvang vil være udsat for borgernes uvilje og fjendskab, og de vil søge at styrte regeringen, hvis undertrykkelsen bliver hård. Fremmede stater vil have tilskyndelse til at angribe en krigsnation og søge at ødelægge eller erobre landet for at fjerne en trussel mod sig selv.

Tyranniet vil indføre det gode ved tvang. Den der tvinges, tvinges mod sin vilje, og hans eller hendes og de mange undertvungnes viljer vil være mod det tyranniske styre, som dermed bliver ustabilt og ikke - i længden - levedygtigt.

Således vinder det gode styre sikkerhed og styrkelse både indadtil og udadtil, hvorimod det dårlige styre skaber indre og ydre fjender, og således bliver det svagere og mere udsat for angreb og opløsning.

Derfor er det gode styre (det åbne og frie samfund) rationelt og det dårlige styre (tyranniet) irrationelt.

Et aktuelt eksempel til illustration af disse tanker:

Når vi i Danmark søger at tvinge nydanskere til at underkaste sig vores samfundsform, det åbne og frie samfund, og helst afsværge deres indre overbevisning og værdier, går man tyranniets ærinde, og det illustrerer tanken, at tyranniet søger at indføre det gode ved tvang eller at det onde ofte kommer i det godes navn eller man kan tvinge til underkastelse men ikke til velvilje.

Man sender hermed til nydanskere et signal om mistillid og mistænkeliggørelse ledsaget af daglig chikane, og ved at ville gennemtvinge det gode, illustrerer man sin egen mangel på tillid til egne værdier og disses styrke og evne til at bære og leve i sig selv.

(Der er medklange hos Platon til disse tanker om hvordan det undertrykkende styre er ustabilt og går sin undergang i møde i kraft af undertrykkelsen og den dermed vakte fjendtlighed; hvordan den onde vilje gør et styre svagt)

Note 1: Mengzis tanker er nedfældet af disciple i værket, Mencius, og kan læses i engelsk oversættelse på ctext.org (Chinese Text Project)

Note 2: Noget tilsvarende som gælder for stater - at det fredelige og konstruktive styre er mest stabilt, stærkest og varigst - kan siges at gælde også for familier, individer og i det enkelte menneske: En familie der ledes og lever ved positive relationer vil være stærkest og mest stabil, et menneske der optræder med værdighed, venlighed, myndighed og imødekommenhed vil have størst chance for at blive mødt med det samme, og et menneske, der tænker og handler positivt og har retning mod Lyset og som søger at forædle sin ånd vil have størst chance for indre fred og tilfredshed og et godt liv. Således sluttes den af Confucius (Kong-tse, Kong Fuzi) skitserede positive cirkel mellem stat, familie, individ og det enkelte menneskes indre og tilbage i kæden op mod samfundet og det gode styre; modsat den negative cirkel, den konfliktsøgende optræden eller de nedfrosne fjendskaber gennem vold og undertrykkelse. Dermed kan vi tegne en kæde både for den positive og den negative cirkel mellem samfund, familie, individ og det enkelte menneskes indre og tilbage op gennem kæderne.

(Rettelse til note 2, 7.11.2019: Tanken om forbindelsen mellem stat, familie, individ og det enkelte menneskes indre skyldes ikke Kong-tse, men derimod Meng-tse som i Li Lou 5, udlægger et (på hans tid) gængs ordsprog. Oprindelig havde jeg denne forbindelse fra Will Durant, som i Verdens Kulturhistorie tillægger den Kong-tse. Jeg udvider her i dette indlæg forbindelsen til også at omfatte individet og det enkelte menneskes indre. I Li Lou 5 tegnes forbindelsen kun mellem kongedømme, stat, familie og familiens overhoved/leder)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst