At ville påtvinge andre det gode, er af det onde; den der vil tvinge andre, har forladt lysets, kærlighedens vej
Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng.
Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier.
Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed.
Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed.
En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menneskeligt frastødt af tvangen, og derefter søge bort fra den eller de værdier, andre vil påtvinge os.
Ægte værdier gror - og kan kun gro - i frihed.
Med hensyn til det religiøse, så er en påtvungen omvendelse ligeledes uden værdi.
Hvis vi opfatter kærligheden som religionernes essens, så er det meningsløst at ville tvinge andre til at elske.
Kærligheden - det største af alt - gror, som alle sande værdier, kun i frihed og ved den selvstændige og personlige tilegnelse af denne kerneværdi i lyset. Kun det der gror frem indefra i os selv, er vores.
Derfor bør vi for eksempel ikke opfatte det kristne næstekærlighedsbud (3. Mos. 19, 18) som et ufravigeligt krav og ultimatum fra Gud, men noget Gud ønsker - men ikke tvinger os til - at efterleve.
Hvis andre går veje vi ikke ønsker, kan det være at de andres vej alligevel er ret, vi kan tage fejl, og under alle omstændigheder er den vej andre går deres og ikke vores.
Vi må gå i frihed og tillade andre at gøre det samme. Det er en ret da den vej vi vælger i tro og i håb og i frihed er den korteste, den rette og vores.
Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng.
Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier.
Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed.
Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed.
En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menneskeligt frastødt af tvangen, og derefter søge bort fra den eller de værdier, andre vil påtvinge os.
Ægte værdier gror - og kan kun gro - i frihed.
Med hensyn til det religiøse, så er en påtvungen omvendelse ligeledes uden værdi.
Hvis vi opfatter kærligheden som religionernes essens, så er det meningsløst at ville tvinge andre til at elske.
Kærligheden - det største af alt - gror, som alle sande værdier, kun i frihed og ved den selvstændige og personlige tilegnelse af denne kerneværdi i lyset. Kun det der gror frem indefra i os selv, er vores.
Derfor bør vi for eksempel ikke opfatte det kristne næstekærlighedsbud (3. Mos. 19, 18) som et ufravigeligt krav og ultimatum fra Gud, men noget Gud ønsker - men ikke tvinger os til - at efterleve.
Hvis andre går veje vi ikke ønsker, kan det være at de andres vej alligevel er ret, vi kan tage fejl, og under alle omstændigheder er den vej andre går deres og ikke vores.
Vi må gå i frihed og tillade andre at gøre det samme. Det er en ret da den vej vi vælger i tro og i håb og i frihed er den korteste, den rette og vores.
Kommentarer
Send en kommentar