Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to
Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana.
Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:
Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.
I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.
Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og ikke går frem og ikke tilbage, men bliver på stedet.
Altså et billede af verden som en stadig ydre såvel som indre krig, kamp og konflikt.
Er der en anden vej? Ja, der er Buddhas gyldne middelvej, som - hvis vi udvider perspektivet fra det personlige og indre til også at gælde for det historiske og ydre - ikke kun potentielt kan ændre historien, men kan ændre selve de love og den indre motor og drivende kraft bag historien, den indre såvel som den ydre.
Marx ville ikke forstå, men forandre verden og historien, Buddha kan ændre selve historiens inderste love og drivkraft og natur.
Striden tænkes eller virkeliggøres ofte i et enten-eller, freden i et både-og:
Mennesket har ikke kun brug for intellekt eller følelse, men begge dele. Mennesket har ikke kun brug for hjerne, men også for hjerte.
Mennesket har ikke kun brug for en krop eller for ånd, men begge dele.
Mennesket har ikke kun brug for det gode, men også for det karakterdannende møde med det onde.
Mennesket har ikke kun brug for tanken, men også for viljen, og for deres harmoniske forening (Vandrer mod Lyset, Supplement II, no 64).
Samfundet har ikke kun brug for akademikere, men også for praktikere.
Samfundet har ikke kun brug for privat virksomhed, men også offentlig.
Samfundet har ikke kun brug for et marked eller en stat, men begge dele.
Både menneske og samfund har brug for hinanden, og når en del lider, lider helheden.
Livet og samfundet og verden er en helhed, og freden kommer når mennesker og modsætninger mødes på halvvejen.
Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana.
Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:
Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.
I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.
Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og ikke går frem og ikke tilbage, men bliver på stedet.
Altså et billede af verden som en stadig ydre såvel som indre krig, kamp og konflikt.
Er der en anden vej? Ja, der er Buddhas gyldne middelvej, som - hvis vi udvider perspektivet fra det personlige og indre til også at gælde for det historiske og ydre - ikke kun potentielt kan ændre historien, men kan ændre selve de love og den indre motor og drivende kraft bag historien, den indre såvel som den ydre.
Marx ville ikke forstå, men forandre verden og historien, Buddha kan ændre selve historiens inderste love og drivkraft og natur.
Striden tænkes eller virkeliggøres ofte i et enten-eller, freden i et både-og:
Mennesket har ikke kun brug for intellekt eller følelse, men begge dele. Mennesket har ikke kun brug for hjerne, men også for hjerte.
Mennesket har ikke kun brug for en krop eller for ånd, men begge dele.
Mennesket har ikke kun brug for det gode, men også for det karakterdannende møde med det onde.
Mennesket har ikke kun brug for tanken, men også for viljen, og for deres harmoniske forening (Vandrer mod Lyset, Supplement II, no 64).
Samfundet har ikke kun brug for akademikere, men også for praktikere.
Samfundet har ikke kun brug for privat virksomhed, men også offentlig.
Samfundet har ikke kun brug for et marked eller en stat, men begge dele.
Både menneske og samfund har brug for hinanden, og når en del lider, lider helheden.
Livet og samfundet og verden er en helhed, og freden kommer når mennesker og modsætninger mødes på halvvejen.
Kommentarer
Send en kommentar