Gå videre til hovedindholdet

Lov og ret; er tyranni irrationelt og humanitet rationel?

Den kinesiske filosof, Kong-tse (Confucius, Kong Fuzi), hævder (Analekter) at et styre snarere skal regere ved dyd end ved straf.

Jeg finder tanken rigtig, og vil her forklare hvorfor:

Hvis et styre primært lovgiver for at skræmme til lydighed og lovlydighed gennem en barbarisk straffelov, så vil borgerne måske ikke afstå fra fx vold og drab fordi vold og drab er forkert, men fordi de frygter straffen.

Derfor vil borgerne i princippet kunne tænke, at vold og drab ikke i sig selv er forkert, men afstår kun fra de handlinger af frygt for konsekvenserne.

I et sådant land vil den etiske højnelse hæmmes af frygt for straf, og borgerne vil have svært ved at indse det forkerte i onde handlinger, idet fokus er på straffen og ikke på det onde som ondt og forkert.

Og et sådant land vil handle mod sine egne interesser, fordi borgerne ikke lærer hvad godt og ondt er. Landet vil dermed udsætte sig selv for fx vold og drab, fordi disse handlinger ikke erkendes som onde i sig selv.

Derfor bør ethvert land styres humant (ved 'dyd'; Kong-tse); Eller som Kristus siger i sin tale til lovgiverne i Vandrer mod Lyset: Som om de selv skulle rammes af hver eneste paragraf og bestemmelse.

En barbarisk straffelov er imod et samfunds egentlige interesser, som også Platon er inde på i sine dialoger.

En human regering er derimod rationel og fører til fred og velstand; og den hjælper med til at fremme den etiske højnelse af sine borgere, den etiske højnelse som kan beskytte et land mod indre og ydre farer.

Humanitet ('dyd') er derfor rationel, barbari og tyranni er irrationelt, hvad enten tyranniet bærer korsets eller halvmånens tegn, er brunt, rødt eller måske grønt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...