Hvis vi forstår kernen i liberalismen og socialismen som en fundamental forskel i synet på ejendomsretten;
At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret;
Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret:
At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet.
Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet.
Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage.
Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrastruktur - så kan måske en del konflikter undgås eller mildnes.
At hævde den delte ejendomsret kan bunde i et syn på individ og stat som ligeværdige medspillere i forsøget på at sikre menneskers sikkerhed og velstand, i stedet for at hævde enten individets eller samfundets forrang.
Dette syn på individ overfor samfund er logisk idet begge gensidigt har brug for hinanden.
Individet har brug for samfundet, da enkeltmennesket ikke med fordel kan varetage alle opgaver og alt arbejde eller tilegne sig al tilgængelig viden men må forlade sig på udstrakt arbejdsdeling, og individet har brug for samfundet til sin egen sikkerhed. Individet er bedst rustet og hjulpet til livets krav og realiteter som del af et samfund.
Og samfundet har brug for individet som en aktiv værdiskabende aktør.
Hvis man hævder individets forrang og måske helt afviser samfundets eller gruppens legitimitet og krav og ret til at lovgive, havner vi i det ultraliberale anarki, og hvis man omvendt hævder samfundets eller gruppens forrang, og måske helt afviser individets rettigheder og behov, havner vi i tyranniet og despotiet.
Yderpunkterne - både med hensyn til ejendomsret og individ overfor samfundet - synes altså at føre til uhensigtsmæssige ekstremer, som historisk og aktuelt har skabt og næret ikke så få konflikter.
Mellempunktet - den delte ejendomsret og individets og samfundets ligeret - kan måske fjerne nogle sten på vejen mod bedre, mere stabile, stødt fremadskridende og fredeligere tilstande for flere mennesker ved at forhindre at politikken hele tiden søges trukket i retning af ekstremer, der i sidste ende ikke er til gavn for nogen.
At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret;
Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret:
At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet.
Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet.
Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage.
Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrastruktur - så kan måske en del konflikter undgås eller mildnes.
At hævde den delte ejendomsret kan bunde i et syn på individ og stat som ligeværdige medspillere i forsøget på at sikre menneskers sikkerhed og velstand, i stedet for at hævde enten individets eller samfundets forrang.
Dette syn på individ overfor samfund er logisk idet begge gensidigt har brug for hinanden.
Individet har brug for samfundet, da enkeltmennesket ikke med fordel kan varetage alle opgaver og alt arbejde eller tilegne sig al tilgængelig viden men må forlade sig på udstrakt arbejdsdeling, og individet har brug for samfundet til sin egen sikkerhed. Individet er bedst rustet og hjulpet til livets krav og realiteter som del af et samfund.
Og samfundet har brug for individet som en aktiv værdiskabende aktør.
Hvis man hævder individets forrang og måske helt afviser samfundets eller gruppens legitimitet og krav og ret til at lovgive, havner vi i det ultraliberale anarki, og hvis man omvendt hævder samfundets eller gruppens forrang, og måske helt afviser individets rettigheder og behov, havner vi i tyranniet og despotiet.
Yderpunkterne - både med hensyn til ejendomsret og individ overfor samfundet - synes altså at føre til uhensigtsmæssige ekstremer, som historisk og aktuelt har skabt og næret ikke så få konflikter.
Mellempunktet - den delte ejendomsret og individets og samfundets ligeret - kan måske fjerne nogle sten på vejen mod bedre, mere stabile, stødt fremadskridende og fredeligere tilstande for flere mennesker ved at forhindre at politikken hele tiden søges trukket i retning af ekstremer, der i sidste ende ikke er til gavn for nogen.
Kommentarer
Send en kommentar