Det er altid koldest og mørkest lige før daggry; Winston Churchill
Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan;
At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre);
Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger;
Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU).
Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem - er aktuelt og presserende, netop for at undgå kaos, anarki og krig.
Derfor kan vi opstille denne enkle lovmæssighed:
Hver gang der skabes større politiske enheder og aktører, skifter alles kamp mod alle til det nye og højere niveau, indtil der kun findes en overordnet politisk enhed (Verdensstaten).
Det eneste der forskyder sig i analysen er aktørerne og deres størrelse: Individer - stammer - byer - nationalstater - sammenslutninger af nationalstater osv.
Disse aktører og deres størrelse er skiftet i historien, og dermed udspilles alles kamp mod alle altså mellem stadig større aktører; indtil verden er samlet i en Enhed. Først da vil der ikke længere være behov (eller mulighed) for større enheder (for at undgå en alles kamp mod alle), idet Verdensstaten ikke vil være nødt til at kæmpe mod andre lignende politiske aktører, men kan hellige sig målet om at arbejde til alles bedste; Benthams og Mills størst mulig lykke for flest mulige mennesker (utilitarismen).
En Verdensstat er derfor ikke en tåget vision eller et uopnåeligt Utopia, men en naturlig og logisk fortsættelse af den grundlæggende politiske drivkraft, der har tegnet udviklingen siden menneskehedens barndom.
At behovet er der, er tydeligt nu, hvor klimakrise, våbenkapløb (fx mellem USA og Rusland som i disse dage begge har trukket sig fra INF aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) som i sin tid (1987) blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov som et led i nedrustningen), økonomiske kriser osv stadig forleder stater til at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen for menneskeheden.
Behovet er aktuelt og presserende på grund af disse økologiske, økonomiske og militære kriser; det sidste ikke mindst nu, hvor fx atomvåben spredes i stedet for at begrænses.
Men hvor længe det vil tage før behovet bliver bevidst og vi - som menneskehed - handler på det, kan ingen vide.
Tilføjet 14.8.2019:
Hvis verden engang bliver samlet til en Enhed i en Verdensstat, må det ske i frihed og med almindelig tilslutning, accept og enighed.
Sagt i et billede:
Det afgørende er om Verdenkronen gives med åben hånd eller ranes med knyttet næve.
For det der ikke besluttes og føres ud i livet i frihed - selv om det er de højeste idealer om fred, broderskab og tolerance og mellemmenneskelig kærlighed - vil ikke kunne stå og vare ved, da det vil savne den indre basis, der gør de høje idealer vores egne i sandhed.
Verdensstaten må derfor - hvis nogensinde - skabes i frihed og af frihed og ikke som et despoti hvor idealerne kun er glasur over tyranniet.
Kun det der gror frem indefra og i frihed skaber den nødvendige indre basis, der kan stå og vare ved.
Tyranniet vil indføre det gode ved tvang, mens det sunde styre lader os tilslutte os det gode i frihed - eller respekterer et nej.
Den logik der driver argumentet i Thomas Hobbes' Leviathan;
At for at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle, må individerne afgive en del af deres magt og frihed til en Suveræn (fx en monark eller et demokratisk styre);
Kan siges at tegne en helt grundlæggende politisk drivkraft, nemlig den der præger en politisk bevægelse mod stadig større politiske enheder og sammenslutninger;
Fra urmenneskets løst sammenhængende flokke under en stærk leder, til egentlige stammer, over byer til nationalstater og videre endnu til alliancer af nationalstater (fx EU).
Denne bevægelse mod stadig større enheder vil formentlig ikke stoppe før vi har en egentlig Verdensstat med en permanent siddende Verdensregering og en permanent arbejdende lovgivende og dømmende global magt, fordi behovet for at undgå en alles kamp mod alle - i starten mellem individer (ifølge Hobbes) og senere mellem nationalstater og alliancer af dem - er aktuelt og presserende, netop for at undgå kaos, anarki og krig.
Derfor kan vi opstille denne enkle lovmæssighed:
Hver gang der skabes større politiske enheder og aktører, skifter alles kamp mod alle til det nye og højere niveau, indtil der kun findes en overordnet politisk enhed (Verdensstaten).
Det eneste der forskyder sig i analysen er aktørerne og deres størrelse: Individer - stammer - byer - nationalstater - sammenslutninger af nationalstater osv.
Disse aktører og deres størrelse er skiftet i historien, og dermed udspilles alles kamp mod alle altså mellem stadig større aktører; indtil verden er samlet i en Enhed. Først da vil der ikke længere være behov (eller mulighed) for større enheder (for at undgå en alles kamp mod alle), idet Verdensstaten ikke vil være nødt til at kæmpe mod andre lignende politiske aktører, men kan hellige sig målet om at arbejde til alles bedste; Benthams og Mills størst mulig lykke for flest mulige mennesker (utilitarismen).
En Verdensstat er derfor ikke en tåget vision eller et uopnåeligt Utopia, men en naturlig og logisk fortsættelse af den grundlæggende politiske drivkraft, der har tegnet udviklingen siden menneskehedens barndom.
At behovet er der, er tydeligt nu, hvor klimakrise, våbenkapløb (fx mellem USA og Rusland som i disse dage begge har trukket sig fra INF aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) som i sin tid (1987) blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov som et led i nedrustningen), økonomiske kriser osv stadig forleder stater til at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen for menneskeheden.
Behovet er aktuelt og presserende på grund af disse økologiske, økonomiske og militære kriser; det sidste ikke mindst nu, hvor fx atomvåben spredes i stedet for at begrænses.
Men hvor længe det vil tage før behovet bliver bevidst og vi - som menneskehed - handler på det, kan ingen vide.
Tilføjet 14.8.2019:
Hvis verden engang bliver samlet til en Enhed i en Verdensstat, må det ske i frihed og med almindelig tilslutning, accept og enighed.
Sagt i et billede:
Det afgørende er om Verdenkronen gives med åben hånd eller ranes med knyttet næve.
For det der ikke besluttes og føres ud i livet i frihed - selv om det er de højeste idealer om fred, broderskab og tolerance og mellemmenneskelig kærlighed - vil ikke kunne stå og vare ved, da det vil savne den indre basis, der gør de høje idealer vores egne i sandhed.
Verdensstaten må derfor - hvis nogensinde - skabes i frihed og af frihed og ikke som et despoti hvor idealerne kun er glasur over tyranniet.
Kun det der gror frem indefra og i frihed skaber den nødvendige indre basis, der kan stå og vare ved.
Tyranniet vil indføre det gode ved tvang, mens det sunde styre lader os tilslutte os det gode i frihed - eller respekterer et nej.
Kommentarer
Send en kommentar