Undertiden bliver overgreb og politisk undertrykkelse og undertrykkelse af menneskerettigheder i forskellige lande af det repressive regime skudt ind under begrebet interne anliggender og søgt retfærdiggjort ad den vej.
Men er dette et gyldigt argument?
For det første kan vi til dette spørgsmål anlægge en pragmatisk synsvinkel:
Henvisning til et lands interne anliggender som legitimation af undertrykkelse er endnu en uheldig konsekvens - udover spørgsmålet om krig og fred - af den nationale suværenitet som øverste myndighed i verden (se indlægget Lov og ret (denne blog, 15.11.2019) og Emery Reves' Fredens anatomi).
Under dette dække kan enhver stat øve alskens uret - fængsling, henrettelse, forfølgelse - uden at blive krævet til regnskab for overgrebene.
Dette er et pragmatisk argument imod henvisningen til interne anliggender.
Vi kan også forsøge et principielt argument:
Hvis vi opfatter de grundlæggende menneskerettigjeder som retten til liv, frihed og ejendom, så må disse rettigheder nødvendigvis være universelle og kan ikke gradbøjes eller negligeres lokalt.
For hvis vi siger, at retten til liv, frihed og ejendom gælder for nogle men ikke for andre, eventuelt for ingen, så gælder de heller ikke nødvendigvis for de undertrykkende politiske ledere.
Hvis retten til liv, frihed og ejendom ikke nødvendigvis gælder for de politiske ledere, kan befolkningen i det pågældende land med ret fratage de politiske ledere deres liv, frihed og ejendom.
Det giver heller ingen mening at sige, at retten til liv, frihed og ejendom gælder for lederne men ikke for de almindelige borgere.
Derfor må ethvert legitimt styre nødvendigvis anerkende og søge at beskytte retten til liv, frihed og ejendom for alle.
Sagt med andre ord: Hvis ikke retten til liv, frihed og ejendom gælder for alle og universelt, gælder de for ingen, og så kan enhver frit og med ret slå ihjel, undertrykke og stjæle.
Derfor mener jeg, at der både er vægtige pragmatiske og principielle argumenter for at betragte retten til liv, frihed og ejendom som universelle menneskerettigheder, der ikke kan fejes bort af et repressivt regime under henvisning til interne anliggender.
Og vi kan tilføje ud fra disse pragmatiske og principielle argumenter, at universelle menneskerettigheder ikke giver mening og kan underløbes hvis ikke vi har en universel autoritet og magt - en Verdensregering - der kan sikre og håndhæve disse rettigheder.
Men er dette et gyldigt argument?
For det første kan vi til dette spørgsmål anlægge en pragmatisk synsvinkel:
Henvisning til et lands interne anliggender som legitimation af undertrykkelse er endnu en uheldig konsekvens - udover spørgsmålet om krig og fred - af den nationale suværenitet som øverste myndighed i verden (se indlægget Lov og ret (denne blog, 15.11.2019) og Emery Reves' Fredens anatomi).
Under dette dække kan enhver stat øve alskens uret - fængsling, henrettelse, forfølgelse - uden at blive krævet til regnskab for overgrebene.
Dette er et pragmatisk argument imod henvisningen til interne anliggender.
Vi kan også forsøge et principielt argument:
Hvis vi opfatter de grundlæggende menneskerettigjeder som retten til liv, frihed og ejendom, så må disse rettigheder nødvendigvis være universelle og kan ikke gradbøjes eller negligeres lokalt.
For hvis vi siger, at retten til liv, frihed og ejendom gælder for nogle men ikke for andre, eventuelt for ingen, så gælder de heller ikke nødvendigvis for de undertrykkende politiske ledere.
Hvis retten til liv, frihed og ejendom ikke nødvendigvis gælder for de politiske ledere, kan befolkningen i det pågældende land med ret fratage de politiske ledere deres liv, frihed og ejendom.
Det giver heller ingen mening at sige, at retten til liv, frihed og ejendom gælder for lederne men ikke for de almindelige borgere.
Derfor må ethvert legitimt styre nødvendigvis anerkende og søge at beskytte retten til liv, frihed og ejendom for alle.
Sagt med andre ord: Hvis ikke retten til liv, frihed og ejendom gælder for alle og universelt, gælder de for ingen, og så kan enhver frit og med ret slå ihjel, undertrykke og stjæle.
Derfor mener jeg, at der både er vægtige pragmatiske og principielle argumenter for at betragte retten til liv, frihed og ejendom som universelle menneskerettigheder, der ikke kan fejes bort af et repressivt regime under henvisning til interne anliggender.
Og vi kan tilføje ud fra disse pragmatiske og principielle argumenter, at universelle menneskerettigheder ikke giver mening og kan underløbes hvis ikke vi har en universel autoritet og magt - en Verdensregering - der kan sikre og håndhæve disse rettigheder.
Kommentarer
Send en kommentar